Ole Bornedal forsvarer Aalbæk

”Han er ved Gud et af de mest brovtende mennesker i det her land, men hvis der er noget, man ikke kan være i tvivl om angående Peter, så er det, at han er, hvad han er, og hvad han står for.”

Sådan skriver Ole Bornedal om den sexchikane-anklagede Peter Aalbæk Jensen, der har fået en mundkurv på af Zentropa.

I et debatindlæg i Weekendavisen kommer instruktøren vidt omkring. Han tager udgangspunkt i den seneste tids mange anklager om voldtægt og sexchikane i filmbranchen og skriver, at #MeToo-kampagnen og de mange beskyldninger har taget overhånd.

”Jeg er helt enig med Svinet (som Peter Aalbæk Jensen kalder sig, red.) i, at man skal sige undskyld, hvis man har været rigtigt dum. Og det er klogt, at han gør det. Men jeg er også enig med ham i, at det er svært ikke at smile ad folk, der føler sig traumatiserede, 25 år efter at de fik et klask i røven,” udtaler han.

Instruktøren henviser her til filmkritiker Nanna Frank Rasmussens historie om, at hun blev klasket bagi af Aalbæk til en fest på Berlin-festivalen. Denne sag er central, for det er netop Peter Aalbæk Jensens nonchalante reaktion på Nanna Frank Rasmussens beskyldning, der har fået svenskerne op i det røde felt og lavinen til at rulle.

”Hvis Nanna Frank mener sig forulempet for ti-femten år siden af et klask i røven til en fest i Berlin, så synes jeg, at hun har et problem – ikke jeg,” sagde Peter Aalbæk Jensen.

Kvinder opsøgte selv Weinstein
Ole Bornedal kommer også ind på Harvey Weinstein, der i 90’erne hentede danskeren til Hollywood for at lave en amerikansk genindspilning af Nattevagten.

Instruktøren forestiller sig, at der foruden de ærligt forurettede også er en hel del andre, som kunne være interesseret i en bid af producentens mange penge.

”Når en kvindelig skuespiller omtaler sit første møde med Harvey som seksuelt ydmygende, og hun senere beskriver sit andet møde med ham som (nærmest) voldtægt og siden beskriver sit nu tredje meget, meget svære møde med ham som perverst … Er jeg så virkelig den eneste, der undrer mig over, hvorfor hun nogensinde når til det tredje møde?”

Ole Bornedal er efter eget udsagn selv blevet udsat for forsøg på seksuelt misbrug tre-fire gange i løbet af karrieren. Han nævner i debatindlægget en stor spillefilm, der gik i vasken, fordi han ikke gav en kvindelig producent den rette opmærksomhed og en mandlig DR-chef, der altid plantede ”et vådt, savlende kys lige midt på smasken”.

Det har dog ikke holdt instruktøren vågen om natten. Ole Bornedal, der er gift med skuespilleren Helle Fagralid, indrømmer da også selv at have forsøgt sig med tilnærmelser gennem tiden.

”Måske har jeg også gennem årene ’bagt på’ en skuespillerinde eller medarbejder og formastet mig til – ikke klask bagi, hvilket tilhører Svinets drengestreger – men udfordret på en kop kaffe eller middag. Måske oven i købet med en bagtanke? Ja, det kan tænkes, og det må indrømmes.”

Spinkle svenskersjæle
Med artiklen i Weekendavisen er Ole Bornedal den første i filmbranchen, der offentligt er gået i brechen for Peter Aalbæk Jensen.

”I stigende grad gyser jeg, når tsunamier af rigtige trends pludselig bliver vendt til inkvisitioner,” skriver Ole Bornedal, der senest har stået bag Dræberne fra Nibe og tv-serien 1864 samt er på vej med John Mogensen-historien Så længe jeg lever.

”Alt skal være korrekt, og ethvert udtryk, der går ud over normalitetens fastfrosne konsensus, er enten bare afskyeligt eller udtryk for racisme eller kvindeforagt.”

Den danske instruktør skal nok for fremtiden ikke regne med at lave film i nabolandet Sverige, hvor Det Svenske Filminstituts direktør Anna Serner har været en af de største kritikere af den danske filmbranches forhold.

Ole Bornedal kommer således med en stikpille til svenskerne, når han pointerer, at emnet er for vigtigt til at drukne i alverdens bagateller.

”Netop derfor skal så alvorligt et tema ikke overdøves af meget spinkle svenskersjæles forskrækkelse over livets kanter med dertil hørende numseklask,” skriver instruktøren.