Ole Bornedal tror på fremtid for VR

Flyveturen mod København anno 1945 begynder på samme tidspunkt som vores Zoom-aftale i 2021.

To tider mødes.

Det er en besættende oplevelse at være med i Shadow, der fra 18. november kan opleves i udvalgte biografer og til næste år på blandt andet Krigsmuseet.

I virtual reality-sidestykket til Ole Bornedals bombedrama Skyggen i mit øje placeres tilskueren nemlig i en aktiv rolle. Nærmere bestemt i det bumlede cockpit, hvor engelske piloter er på vej mod København en martsdag for 76 år siden.

Der er ikke muligt at slippe væk. Du er med i krigens rædsel. Og du ved, hvor det ender. Den Franske Skole på Frederiksberg bliver fejlbombet. Nonner og børn går op i røg.

Vinden trækker i cockpittets ruder. Bag VR-brillerne er du navigatør. Piloten skriger ordrer, men det er op til dig, hvornår bomberne skal falde.

Bliver det over første brændende bygning, eller mener koordinaterne noget andet?

”Shadow er barnlig nysgerrighed fra min side. VR er en ny landvinding. Jeg kunne ikke sige nej til at blive sat sammen med David, der leger med fortælleteknik og fortællestil,” siger Ole Bornedal via Zoom-forbindelsen, der ryger gennem luftrummet fra Rom.

Han og David Adler er instruktørmakkerpar på Shadow. Eftersom Adler befinder sig i København, sidder de på hver sin skærm. Imens søger flyene i Shadow mod den danske hovedstad.

”Mit bidrag har været relativt beskedent,” indrømmer Ole Bornedal.

”Jeg har været med til at finde intensiteten og linjen i fortællingen, men det er David, der har stået for stort set alt andet. Normalt sidder jeg og har styr på det hele, men her måtte jeg give det fra mig, hvis det skulle blive til en helhedsoplevelse.”

Herre over skæbnen
Mens Skyggen i mit øje, der for tiden kan ses i landets biografer, har flere forskellige handlingstråde på og omkring Den Franske Skole, er det piloterne oppe i luften, Shadow fokuserer på.

”Det er umulige omstændigheder, piloterne er sat i. Derfor er det spændende at flytte dem, der gerne vil opleve det, ind i cockpittet,” siger David Adler.

”Hvis vi skal forstå piloternes bombetogt, giver det god mening at placere deres følelser i beskuerens egen krop,” fortsætter instruktøren, der de senere år har fået international opmærksomhed.

Sidste år hittede han i samarbejde med Christoffer Boe med Smagen af sult – VR på Venedig-festivalen, mens han under samme festival i år modtog en pris for sin egen Nattens ende (der kan ses under årets Cph Pix i disse dage).

Shadow er enkel i sin form.

”Vi låner en lille smule fra computerspil, fordi der skal tages stilling undervejs. Det føles naturligt, da du selv er med i fortællingen. Du bestemmer skæbnen for andre, når du sidder i det cockpit,” siger David Adler.

Unge mænd i cockpittet
Flyveturen er nu nået ind over Storkøbenhavn. Byens tårne toner frem i den disede morgenluft.

Stressen i cockpittet tager til. Piloten virker nervøs. Det er ikke længere kun vinduer og blikramme, der ryster.

”Skyggen i mit øje er fortalt i børnehøjde, men også i ungdomshøjde, for piloterne var meget unge. Dem fokuserer vi endnu mere på med Shadow,” siger Ole Bornedal og fortsætter:

”Når du ser Hollywood-film i dag, er piloter ofte stærke mænd med skægstubbe, men piloterne i 1945 var højst i begyndelsen af tyverne.”

”Det var ikke machomænd, men youngsters der blev placeret i dette inferno. Flertallet af VR-publikummet har formentlig også den alder, og når vi udsætter dem for rystelser og stress, giver vi dem et indblik i mere end krig. Vi giver dem forhåbentlig et indblik i dem selv.”

Bomber for tidligt
David Adler mener, at det har været oplagt at omdanne Skyggen i mit øje til VR.

”Når du er til stede, reagerer du på en anden måde, end hvis du sidder i et biografsæde og kigger op på lærredet. Distancen er nedbrudt, og det kan bringe dig tættere på en ærlighed,” siger han.

”Den bedste måde at lave VR på lige nu er at gå i dialog med allerede eksisterende værker. Publikum kender dem og føler måske, det er interessant at udvide et allerede kendt univers.”

De har hver deres spidskompetence i filmens verden, men Ole Bornedal (tv.) og David Adler har fundet sammen om et VR-akkompagnement til Bornedals krigsdrama Skyggen i mit øje (foto: Mads Damsbo).

Ole Bornedal nikker.

”Forhåbentlig har man på forhånd en viden om, hvad der skete nede på jorden i 1945. Nu bliver man så fjernet fra den viden oppe i cockpittet, og dermed forstår man pludselig verden på en ny måde,” siger han.

”Her er man på en opgave, hvor man ikke ser konsekvenserne. Jeg har talt med piloter, der var med i Vietnam-krigen. De handlede efter koordinater i stedet for efter egen moral. Ved at sætte publikum i navigatørens sted i Shadow, forstår vi måske pludselig verden fra flere sider.”

Der bliver stille på linjen et øjeblik, mens flyvemaskinen i Shadow drøner forbi det ikoniske tårn i Zoologisk Have.

”Helt ærligt håber vi, at stressen i cockpittet bevirker, at man kan komme til at smide bomberne for tidligt og dermed ikke være så heltemodig. Det vil nok få én til at stille spørgsmål længe efter, at VR-brillerne er kommet af igen,” siger Ole Bornedal.

Nyt alfabet
David Adler forklarer, at VR gerne skal skærpe sanserne og udfordre publikum.

”Det er nærmest som at stå med folk i hånden, når du laver det. Som filmskaber stiller det flere moralske spørgsmål. Jeg tænkte meget over, om det skulle være så realistisk, som det er blevet. Eller om man skulle kunne høre børnene nedenunder.”

Ole Bornedal bryder ind.

”Det havde været forkert at lave horror med børneskrig. Spillefilm og VR har hver sin tilgang. Når jeg laver en spillefilm, har jeg truffet en masse valg og rettet kameraet derhen, hvor jeg gerne vil have, at publikum kigger. Folk er frie til at gå på toilettet eller købe popcorn, men de skal helst gøre, hvad jeg siger.”

”Når David kommer med en ny semiotik, er det interessant, fordi det prædiker ultimativ frihed. Set fra min stol mangler instruktøren kontrol, og det skræmmer mig. Derfor må jeg tage David i hånden og lære af ham. VR er et nyt alfabet, hvor David er langt med at lære at stave. Vi andre er kun lige begyndt.”

Alternativ virkelighed
Under os brænder bygningerne. Et valg dukker op i cockpittet. Vil du smide bomberne? Det ligner Frederiksberg Allé, så vi fortsætter ind mod byen.

”Det er interessant, hvor VR er om 30 år,” siger Ole Bornedal.

”Lad os sige, at vi er med i en Fellini-film, hvor vi deltager i et kaotisk middagsselskab. Hvis vi påbegynder en sætning, er der så mange computerfaktorer, at der kan reageres på næsten alle tænkelige måder. Hvad gør VR’en, hvis du begynder at synge eller forelsker dig i hende ovre på den anden side af bordet?”

Et nyt valg dukker op. Det ligner indre by længere fremme. Nu skal bomberne falde over Shellhuset. Bare sig det til piloten, så går eksplosionerne i gang!

”Måske ender det med, at vi har lyst til at blive inde i en film, og så er filmen jo reelt en alternativ virkelighed. Det er det, David har gang i,” udbryder Ole Bornedal.

”Inden vi når derhen, er der rigtigt mange gode fortællinger, som først skal opleves i VR,” beroliger David Adler.

”Tag en film som Oblivion, hvor Tom Cruise fræser rundt i en fremtidsverden. Den ville have været bedre i VR. I stedet for at dvæle går spillefilmen nemlig hurtigt videre, men der er andre muligheder, man sagtens kunne have mediteret over. Dét er VR oplagt til.”

”Jeg tror ikke, VR kommer til at erstatte spillefilmen,” siger Ole Bornedal.

”Men VR kommer til at fylde mere. Jeg har lyst til at fortsætte med det. Det er en dybt seriøs tilføjelse til den filmiske historiefortælling.”