Portræt: Ole er ikke Jastrau

På en tilfældig mandag aften i sit eget selskab mærkede han de første smerter af en lang ungdom forlade kroppen.

”Lad nu vær’ med at skabe dig!” tænkte han.

Pladevalget faldt på Count Basie. Der stod vist nok en sjus et sted. Og han stod og dansede med refleksionen af sig selv i ruderne med Botanisk Have i mørket på den anden side, nedsunket i minder om en god ven, han netop havde begravet.

En tilstand af vemodigt velvære greb føringen. Skiftevis flyttede han vægten fra det ene ben til det andet, mens tonernes jazzede arabesk viklede sig ud af højttalerne. Så stoppede han pladen, slukkede lyset og gik i seng.

”Klokken tre om natten vågnede jeg med afsindige smerter i hjertet. Jeg kravlede på ryggen hele vejen gennem stuen med lammende, stødvise smerter i hjertet. Så fik jeg famlet telefonen ned til hovedet.”

På trods af smerterne lykkedes det at indtaste nummeret på akut-hjælp og udånde adressen på lejligheden i det indre København. Kort efter lå han i en ambulance på vej mod Rigshospitalet.

I 23 sekunder var han død – et tidligt resultat af en stærk drift mod undergangen, som så mange af hans films protagonister havde lidt af. Eller som journalist og tidligere filmproducent Lasse Jensen siger: ”Ole er ikke Jastrau, men der er træk, som kan minde om ham.”

”Jeg døde af grin”
En af lighederne mellem Tom Kristensens hovedperson i Hærværk og filmskaberen, der i 1975 satte billede på ham, findes i den selvdestruktive og dybt alvorlige søgen efter ”noget mere” i tilværelsen.

For Ole Roos betyder penge og berømmelse intet, når han laver film. På den måde har han fået det, som han ville. Modviljen mod at lade sig diktere af markedets præmisser, kombineret med en dybfølt afsky for reklamer og røvslikkeri, har lukket mange døre omkring ham. Og selv om han er blevet mere medgørlig med alderen, nægter han stadig at sælge ud.

Det, der driver ham, er fortællingen. En verden, hvor intet er for helligt til fortolkning. Heller ikke episoden på Rigshospitalet.

For ud af lægejournalerne og hele den naturvidenskabelige streng af faktuelle årsager til hans død, der fortæller historien om noget så trivielt som en blodprop i hjertet, har han nemlig brygget sin egen forklaring:

”Jeg døde af grin,” siger han og stryger en hånd gennem de sparsomme rester af utæmmet hår. ”Det er jo ikke almindeligt, man når at opleve det i levende live.”

Hyldest til læremester
På trods af, at han i dag gør krav på to fødselsdage, forlod Ole Roos sit første møde med døden med et selvpålagt løfte om en mere ydmyg tilværelse. Det skulle gælde privat såvel som med film. Men ifølge Lasse Jensen er den 78-årige filminstruktørs store talent netop, at han ikke er i stand til at holde de to ting adskilt.

”Det, der gør ham til en stor kunstner, og ikke bare en håndværker, er, at han investerer sig selv,” siger han.

Det er en investering, han mærker konsekvenserne af, når det hele er slut. Den nye film, Theodor in Memoriam, er ingen undtagelse.

Filmen er den seneste tilføjelse i rækken af portrætfilm, der tæller personligheder som Poul Henningsen, Henrik Stangerup og Michel Simon.

Den er en personlig hyldest til Roos’ gamle læremester, dokumentarist og grundlægger af Den Danske Filmskole, Theodor Christensen. Filmen er tidligere blevet vist i en ufærdig udgave, og siden er den blevet renset og finjusteret. Nu er der ikke mere at gøre. Det er dét, der efterlader et tomrum.

”Man falder ned i et hul, når det hele er overstået. Og alle de stumper og stykker rundt omkring …” siger Ole Roos og peger på et færdigt eksemplar og nogle plakater, som er rullet ud på sofabordet hjemme i lejligheden.

”… man har ikke lyst til at komme i nærheden af det. Det skal bare væk. Barnet er født, barnet har skreget og er viklet ind i et tæppe, og det ser normalt ud det hele. Så er der ikke mere at gøre.”

Hvad omverdenen så må have af meninger om den lille ny, skænker han ingen tanker.

”For at sige det lige ud af posen ville det skade mig og min optagethed af, hvordan jeg laver sådan en film, hvis jeg gik og tænkte på sådan noget,” pointerer han.

Uvidende afslag
Ole Roos er ved at være på toppen igen. Han har netop slået det værste af en grim forkølelse ned. Han er nyforelsket. Og hovedet bugner af kommende projekter.

Den eneste grund til, at der er blevet længere mellem filmene er, at skridtene er blevet kortere. Men det hjerte, som i forsøget på at forene tilværelsen og kunsten trods alt kun har været sat ud af drift i 23 sekunder, pumper atter ungdommelig Trotskisme gennem den 78-årige filminstruktørs krop.

Derfor var det heller ikke så meget døden som endnu en konsulent på Det Danske Filminstitut, der kom tættest på at sætte en stopper for den nye film.

”Hun vidste ikke rigtig, hvem Theodor Christensen er, og hun syntes, at det kun er noget, der interesserer nogle ganske få. Så hun mente ikke, der er nogen grund til at støtte den. På den måde ødelægger hun, hvad vi nåede frem til.”

Filminstituttets Theodor Christensen-tema virker nærmest som en hån set i lyset af beslutningen om ikke at nedlægge filmen.

”Men så nærmede hans 100 års jubilæum sig, og jeg havde samlet så meget stof sammen i den periode, hvor vi havde forproduktionsstøtte, at det lå overalt her i huset, samlet sammen og klar til en større udrykning, og så tænkte jeg: ’Den skal blive til noget.’”

Drømmen om Amerika
Fascination for film er nedarvet fra generationerne før ham. Både faren, Karl Roos, og onklen Jørgen har spillet en rolle i filmkunstens udbredelse herhjemme. Derfor var det næppe tilfældigt, at talentet for at instruere viste sig, før Ole selv gik ind i filmbranchen.

Allerede som barn havde han det store, forkromede overblik over legepladsens slagsmark. Han vidste, hvordan legen skulle udarte sig, hvordan den skulle instrueres.

”Selv om jeg var lille, var jeg konge i vores bande,” fortæller han.

At være konge gav selvfølgelig visse privilegier. Og siden det kun er sjovt at lege, så længe det tages alvorligt, var en af de største udfordringer at sikre, at der ikke gik totalt gullasch i den. Et vist feltherreperspektiv var nødvendigt.

”Jeg instruerede meget tidligt for at få legen til at blive til en enhed, så man kunne lege den alvorligt.”

Men tiden som bandeleder viste sig at være slidsomt. Det var ham, der måtte sætte sig igennem, når rivaliserende bander udfordrede slængets styrke. Det foregik mand mod mand.

”Måske har jeg været hurtig og smidig, men det var ikke altid behageligt, når vi mødtes oppe på Snogebakken med en anden bande, og der så blev råbt: ’Konge mod konge!’ Og min modsætning var én, der var dobbelt så stor som mig.”

Og fordi dårlig omtale altid har været en bitter pille at sluge, tog han kampen op med hvem som helst. Men det tærer på kræfterne at instruere med de bare næver. Som tiårig havde han fået nok. Mellem de fysiske kampe måtte han afværge forsøg på mytteri, forhindre forræderi og finde tid til at lave lektier. Han abdicerede simpelt hen. Sammen med sin ”undergangsven” forlod han kongeriet Bagsværd og satte kursen mod Amerika.

”Der var ikke langt over til hans hus, hvor han fik tæsk af sin far og havde en meget dårlig barndom. Han mente, han havde hørt, at jeg også stod i fare for at skulle på et børnehjem ligesom ham selv. Og hvad end jeg tog det alvorligt eller ej, så opfangede jeg det som et tilbud om at lave noget spændende.”

Med 35 øre på lommen, to bøgetræspiber og en pakke tobak bevægede de sig mod Farum. De stod natten ud, men vendte hjem, inden morgensolen havde nået at tø deres kolde næser op.

Som årene gik, gled tanken om Amerika i baggrunden. Scenen for barndommens punkterede flugtforsøg blev udskiftet med en virkelighed af ungdommeligt gåpåmod. Nye drømme opstod. Faktisk en helt ny verden, ikke mindst takket være Jørgen Roos og Theodor Christensen.

”De stod meget for dokumentarfilmstraditionen. Men samtidig var jeg meget optaget af et instruktøridol, jeg fik, som hed Jean Vigo – det her mærkelige, dybt originale væsen, som døde så ung, og som jeg kunne identificere mig med.”

Parisisk begyndelse
Efter at have tygget sig igennem et værk om ”filmens Rimbaud” tog Ole Roos på et hemmeligt visit til Paris. Som kommende filmmand var han opsat på at lade sig modne af indtryk, der ikke lå i oplæringskurven hjemme i København.

”To-tre gange i den uge tog jeg ud til Montesorie parken i nr. 34, hvor jeg vidste, han havde ligget død oppe på fjerde sal. Jeg havde en såkaldt bedeskammel med, og så sad jeg og memorerede og identificerede mig med ham og sugede til mig på den måde. Det er en vej, der går helt udenom det andet,” siger han og påpeger det ejendommelige i, at tilfældighederne lagde grunden for den første film.

”Så sker der jo det – næsten ligesom når man læser Kundera – at da jeg tredje gang havde været ude i Montesorie Parken og kom tilbage til Champs Elysee, så jeg en mærkelig mand i en gammel, slidt frakke med et ganske besynderligt ansigt.”

Manden var den berømte, franske skuespiller Michel Simon, som tidligere havde medvirket i Jean Vigos L’Atalante. Et sammentræf, der umuligt kunne mistolkes.

Så tre år senere solgte den 27-årige Ole Roos alt, hvad han ejede, samlede et filmhold (der kunne betale for egne udgifter) og kørte til Paris for at besøge manden med det besynderlige ansigt.

Opholdet hos den tidligere bokser og pølsemager blev til debutfilmen, Michel Simon. Og ligesom det er tilfældet med Theodor in Memoriam udgør portrættet af den franske skuespiller et samlingspunkt for Roos’ arbejde med det dokumentaristiske og det iscenesatte.

I dette grænseland udforskes nogle eksistentielle tematikker. Som det skulle blive tilfældet med langt de fleste af hans kommende film, følges de menneskelige dybder med stor opmærksomhed på æstetikken. Allerede med Michel Simon indbragte det ham en Bodil. Det store folkelige gennembrud virkede uundgåeligt.

Polemikeren
Ét ord går igen, når producere, klippere, skuespillere, manuskriptforfattere og andre i filmbranchen skal beskrive den rutinerede filmavantgardist. Et ord, der udspringer af den særlige form for kærlighed til kunsten, som i hans yngre dage kunne efterlade blå mærker på dem omkring ham: Kompromisløs.

”Han var kendt som manden, der slog producenter. Den slags kompromisløshed kan godt ende i nogle eksplosioner,” siger Lasse Jensen, som arbejdede sammen med Ole Roos på Hempel og At skrive eller dø.

”Det er bestemt en mand, du kan slå dig på,” fortsætter han.

Jørgen Kastrup, manuskriptforfatter og klipper, er enig: ”Folk var faktisk bange for ham i perioder. Han havde noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde i sig. For han var både skide sød og dæmonisk.”

Selv påstår han, at kampene var et udtryk for, at han, ligesom de andre, godt kunne være ”skidebange”. Men rædslen ved synet af hinanden til trods var der altid mange familiære ansigter, hver gang en ny film truede. Opgøret var aldrig personligt. Passionen for film nulstillede alle tællere. Så stor var beundringen for hans kvaliteter – både menneskeligt og fagligt.

”Selv om han er hård, har han en tiltrækningskraft, der gør, at folk gerne vil arbejde med ham igen,” siger Jørgen Kastrup.

Alligevel fremhæver flere paradokset i, at selv om Ole Roos’ stålsatte determinisme nok har leveret en tilfredsstillende vare, har den også haltet arbejdsmængden. Talentet fortjener mere, end temperamentet tillader.

”Han er måske også selv skyld i sin situation på grund af kompromisløshed. Han vil ikke følge strømmen. Han skal altid lave ballade. Det har nok skadet hans karriere. Havde han været lidt mere medløber, kunne han være Danmarks Bergman,” mener Jørgen Kastrup. 

Arthouse-menneske
I midten af 1970’erne udkom tv-spillene Syg og munter og Tilløkke Herbert samt filmatiseringen af Tom Kristensens Hærværk. Værker, som i stor stil følger en fysisk og ikke mindst psykologisk deroute i individets kamp for at opnå en smule forståelse for, hvad det er, der gør livet indholdsrigt.

Filmene blev godt modtaget. Men selv om det her kom tæt på, så blev det brede publikum aldrig et trofast følge.

”Det undrer mig ikke, at Ole ikke er danmarkskær, for det rager ham. Han er arthouse-menneske. Et menneske, som producerer noget, ganske få mennesker interesserer sig i. Det er sgu ikke noget, du kan sende på DR1 en fredag aften,” siger skuespilleren Jesper Christensen.

Ole Roos trækker lidt på skuldrene. Hænderne hviler fromt flettet på den ternede stofdug. På ydersiden af ruden bag ham hænger et termometer, der viser 0 grader.

”Jeg er ikke bange for at forkaste noget. Jeg er heller ikke bange for at blive upopulær. Og jeg går ikke på kompromis for at behage på nogen måde. Det kan jeg ikke,” siger han.

”Men jeg ærgrer mig ikke over noget, selv om der godt kunne være grund til at ærgre sig over mange ting. Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort det anderledes.”

De store citater
Han kigger rundt i lejligheden og et udtryk af tilfredshed glatter ansigtets skeptiske folder ud. Stuernes blå farve danner ramme om et hav af bølgende bogrygge, malerier, plader og film. Og Ole sidder i hvid skjorte og charmeklud midt i det hele.

Med front mod et maleri af Cobra-kunstneren Christian Dotremont (en personlig gave) og en klat af hele den skønlitterære ursuppe, som hænger på væggene, klipper han tanker og passager ud af de begivenhedsrige år, som ligger bag ham.

Tilsammen udgør de en historie spændt til bristepunktet af livsintensitet. Om troen på, at ens moralske kompas nok skal holde kursen uanset hvad. Den rummer tre ægteskaber. Børn. Venner. Druk. Slagsmål. Fjender. Indre dæmoner. Film. Kunst. Knausgaard, Kafka og Kundera. Og det har været det hele værd.

”Det har været meget intenst. Det gør også, at man føler, at man har levet mange slags liv. Liv er jo nærmest kapitler, hvor man har ageret på forskellige planer med andre energier og andre modenhedsgrader og med helt andre udfordringer også.”

Umiddelbart virker der til at være kapitler nok til at fortabe sig i stoffet. Han afviser heller ikke, at nogle af dem kan blive nyttige, hvis han beslutter sig for at skrive på sine gamle dage. Hvorfor ikke? Så længe det er så systematisk arkiveret i hukommelsens kartotek, at det ikke volder de mindste problemer at rulle hele balladen frem igen, skal det nok gå.

I øvrigt har litteraturen altid været som et andet hjem for ham. Han er stadig lige så følelsesmæssig modtagelig over for store citater. ”Det løfter mig,” siger han og tilføjer, at han i øjeblikket er ved at genlæse nogle af Milan Kunderas værker.

”Det holder meget liv i én. Det er faktisk blevet en guldgrube at have det sådan. For man får jo mere tid til at læse i den her ende af livet.”

Intet er fremmed for filmen
Meget af det er lystlæsning. Men romankunsten er også et sted, hvor han henter inspiration til sine film. Og det er netop en af filmkunstens helt store forcer.

”Man kan have mange sideløbende fascinationer af andre kunstarter, som man kan få med ind i film. Både inden for musik og litteratur er film et sted, som åbner sig for alt det, du er optaget af. På den måde er der meget modellering i film, når du bygger det op.”

Hænderne forsøger at forme en fast masse ud af luften foran ham. Men netop fordi film favner flere fremmedlegemer end de fleste andre former for kunst, er den svær at få greb om.

”Noget, der er sproget fremmed, kan du ikke lægge ind i en roman, men hvad er fremmed for en film?” spørger han.

Den svære instruktion
For Ole Roos er der stadig mange fremmede kulturkroge at afsondre og fodre sine film med. Det skal nok blive til flere film. Men selv om lysten og troen er der, er han ikke sikker på, det bliver til flere spillefilm. Det bliver hårdere med årene. Især arbejdet med skuespillerne – et af de få områder, hvor usikkerheden har rådet.

”Når jeg arbejder sammen med fotografer, ved jeg godt, hvordan billederne skal se ud. Men så er der usikkerheden med skuespillerne. Det var ligesom min læreproces langt ind i filmen, hvor jeg var for usikker. Og jo mere modne skuespillerne var, jo sværere var det for mig at have en autoritet over for dem.”

Omgangen med skuespillere er især vigtig, fordi jo bedre forståelse for stilen, de har, jo mere Ole Roos får det endelige produkt. Og noget kunne tyde på, at han trods alt fik greb om det. For som Jørgen Kastrup siger, så er Ole Roos’ store styrke netop, at man altid kan genkende hans værker.

”Især i 70’erne og 80’erne, hvor mange film var ens, dér så Oles helt anderledes ud. Der er et ekspressionistisk udtryk i hans film,” siger Jørgen Kastrup.

Det vel nok mest berømte eksempel fra den tid er Hærværk. En film, hvis karakterer ekspliciterer Ole Roos’ fascination af undergangsmennesket. Og selv om Ole altså ikke er Jastrau, så fulgte han i de år en lignende opskrift på kødets afsaltning.

”Efter episoden har jeg levet fornuftigt, men før det var jeg ikke overdreven fornuftig. I gamle dage levede jeg meget hårdt. Vi drak meget og røg af helvede til. Og det var meget almindeligt på enhver måde,” siger han.

Mågelort og Barsebäck
”’Hr. Roos, er De klar over… Jeg håber, De har betalt deres skat med glæde, for hvis De har det, så har De tjent dem selv godt. I øjeblikket ligger De det dyreste sted, man kan ligge under observation i hele Danmark.’ Så nævnte han et afsindigt beløb, og jeg grinede hjerteligt og døde på stedet.”

Sådan husker han sekunderne, før han døde første gang. Otto Brandenburg kom på besøg, da han igen var en slags levende. Alle de rør og kabler, som udgik fra patientens forpinte krop og over i hospitalets pumper, mindede ham om en gammel omstillingscentral. Det var ord, der gjorde indtryk. Pludselig ventede en anden tilværelse, end ”dengang kantinen ude i DR var ét stort værtshus”.

”Den slags giver ydmyghed,” siger han og sender et koncentreret blik gennem brilleglasset og ud i lejlighedens tusmørke. Usentimentalt vækker stemmen de første indtryk til live, efter han fik arbejdet benene ud af sengen på Rigets 14. sal og vaklede hen mod vinduet.

”Det var så uvirkeligt, alt sammen. Jeg stod dér og hang og følte mig elendigt tilpas. Så kom der en kæmpestor, hæslig havmåge med sådan nogle Edgar Allen Poe-novelle-øjne og stirrede ind på mig. Så lænede den sig lidt ud fra gelænderet og sked så op af hele ruden. Lorten løb ned af ruden, og jeg havde udsigt til Barsebäck,” siger han og slår op i et stort grin.

”Jeg tænkte bare: ’Vi tager en tur mere, kammerat.’”