Oliemalet slutshaming i det gamle Polen

Hugh og DK Welchman skrev filmhistorie, da de i 2017 havde premiere på den første totalt oliemalede spillefilm nogensinde: Loving Vincent.

Det tog syv år at færdiggøre fortællingen om Vincent van Goghs mystiske død. Filmen blev animeret i kunstnerens egen impressionistiske stil, og indsatsen blev belønnet med en Oscar-nominering for bedste animationsfilm.

Nu er ægteparret biografaktuelle med Bønderne, der følger en polsk bondepige i et snæversynet landsbysamfund i 1800-tallet. Og inspirationen til toeren kom allerede, før etteren var færdig.

”Min polske kone og partner DK lyttede til Władysław Reymonts 120 år gamle Nobel-prisvinder Bønderne som lydbog, imens hun gik og malede Loving Vincent. Hun blev betaget af den polske nationalroman,”siger britiske Hugh Welchman til Ekko over zoom.

Parret bor i Polen. Da de tog en velfortjent ferie efter Loving Vincent, fandt DK frem til den nyeste engelske oversættelse af Bønderne – fra 1942! – og gav sin mand et eksemplar, så han kunne lære sit nye hjemland bedre at kende.

”Jeg læste den nærmest antikke oversættelse på en uge og følte pludselig, at jeg boede i den polske landsby. Jeg var dybt involveret i landsbyboernes liv, og hver gang Reymont gik i gang med sine malerisk detaljerede beskrivelser af byfester med kål, kartofler og ost, blev jeg akut sulten,” fortæller Welchman.

”Jeg afleverede bogen til DK og erklærede, at den passer perfekt til en ny oliemalet film. Hun sagde, at hun havde tænkt det samme. Det var derfor, hun gav mig den.”

Dobbeltmoralen
Bønderne får fem stjerner af Ekkos anmelder, som kalder filmen for et helstøbt værk, der overgår forgængeren.

Centralt i historien står bondepigen Jagna (Kamila Urzedowska). Hun bliver giftet væk til den gamle rigmand Maciej, men forelsker sig i hans søn Antec og møder landsbyens vrede.

”I bogen er Jagna en vigtig del af ensemblet, men i filmen er hun selve heltinden, fordi DK identificerer sig så meget med hende. Det er en feministisk film om dobbeltmoralen mellem mænd og kvinder, slutshaming i sin reneste form,” siger Hugh Welchman.

”Selv over 100 år år efter suffragetterne er seksuel vold stadig primært et kvindeligt problem, og unge kvinder straffes i vores dage også for at opføre sig, som unge mænd gør hele tiden.”

Fortællingen om Jagnas udstødelse fra lokalsamfundet vækker genklang i nutiden, hvor mennesker dagligt udsættes for fællesskabets fordømmelse på internettet.

”Alle samfund leder efter nogen at skyde skylden på, når der er problemer. På sociale medier er der masser af plads til blindt raseri mod individer og grupper. Det er bekymrende, og jeg håber, at publikum vil tænke over det, når de ser samme fænomen i et 120 år gammelt polsk mikrokosmos.”

Fem timer pr. billede
Animation kræver altid en helt særlig tålmodighed fra filmskaberne, der giver sig i kast med det. Men benspændet med at håndmale hvert enkelte billede gjorde Loving Vincent til en unikt tidskrævende og opslidende proces.

Så man kan undre sig over, hvorfor Welchman-parret ikke gik i en anden retning med deres anden film.

”Det er et godt spørgsmål, for Loving Vincent var barnemad sammenlignet med Bønderne,” griner Hugh Welchman.

”Med den første film opfandt vi stilen sammen med en lille gruppe folk. Det var hårdt, men sjovt. Så vi følte os meget selvsikre bagefter. Jeg tror ikke, vi forstod, hvad vi kastede os ud i medden næste film,” siger instruktøren

I begge værker er alt først filmet som i en normal spillefilm og derefter malet over. Men hvor Van Gogh-filmen kun brugte stilstående optagelser, er Bønderne fyldt med bevægelse, og kameraet farer rundt mellem figurer, der danser, kæmper og elsker i fuld fart.

”På Loving Vincent brugte vi gennemsnitligt 2,5 timer på hvert enkelte billede. Denne gang tog det fem timer,” siger instruktøren med udmattelse i stemmen.

”I stedet for tolv oliemalede billeder i sekundet for at spare tid besluttede vi at lave seks oliemalede og seks digitale billeder pr. sekund. Så hele operationen krævede 125 oliemalere og 100 digitale kunstnere, der arbejdede samtidig på forskellige studier rundt omkring i Europa.”

Strømmen gik hele tiden
Projektet var fra starten ambitiøst, men undervejs stødte produktionen også ind i uforudsete udfordringer.

Optagelserne stoppede to gange på grund af covid-epidemien, og endnu større problemer opstod, da studiet i Kyiv måtte evakueres på grund af den Russiske invasion af Ukraine.

”Mændene blev desværre indkaldt og måtte blive i landet, men vi fik skaffet huse i Polen til kvinder, børn og kunstnernes gamle mødre. I solidaritet insisterede vi på at genåbne studiet i Kyiv, hvilket tog fire måneder. Strømmen gik hele tiden, så vi måtte sælge gamle malerier og samle penge ind til en generator,” forklarer Hugh Welchman.

”Hvis jeg havde vidst på forhånd, hvad vi måtte gennemgå for at lave den her film, havde vi nok aldrig gjort det.”

Alligevel bliver Welchman-parrets næste film også en oliemalet affære. Dog i kombination med computeranimation i stedet for live action-optagelser denne gang.

Efter to film fra 1800-tallets Europa springer instruktørerne nu til Afrika for flere hundrede tusind år siden. Og meget apropos den aktuelle films hårde fødsel handler den kommende om, hvordan mennesker har klaret sig igennem selv de mest uhyrlige kriser.

”Inspirationen kommer fra ny forskning om dengang, mennesket oplevede en genetisk flaskehals, som kun cirka 10.000 mennesker overlevede. Der var færre mennesker, end der er gorillaer i dag, og vi var tæt på at uddø. Filmen handler om, hvordan vi overlevede.”