Oliver Stone på Ground Zero

Oversættelse: Annemarie Hørsman

Lige siden manuskriptet til Midnight Express fra 1978 og frem til den aktuelle World Trade Center har Oliver Stone været optaget af at lave film med politiske emner. Over årene har han både høstet stor anerkendelse og indimellem også skabt heftig debat med sin vedholdende iver efter at afdække de store modsætninger i vores tid. Han er blevet kaldt USA's samvittighed og har skildret nationale tragedier som Vietnam-krigen (Platoon, Født den 4. juli og Himmel og jord), Kennedy-mordet (JFK) og nu terrorangrebet 11. september 2001 (World Trade Center).

— Du har valgt at fortælle historien om to af de overlevende i ruinerne, så man får de menneskelige dimensioner af 9/11-tragedien, men nogle vil utvivlsomt indvende, at filmen hellere skulle have beskæftiget sig med den politiske baggrund for tragedien.

"Ja, det kan da godt være, men jeg opfatter ikke mig selv som en politisk instruktør, og jeg ønsker heller ikke at være det. Der er nu gået tilstrækkelig med tid siden 2001 til, at man i det mindste kan tillade sig at udforske de dramatiske aspekter af en så uhyrlig begivenhed. Hvorfor lavede jeg for eksempel ikke Platoon i 1976, da jeg skrev manuskriptet, men først i 1986? Selv ville jeg gerne lave den, men tiden var ikke inde til det i 1976 — ikke før mange år senere, da folk endelig kunne tackle emnet."

— Som mange af dine andre film er World Trade Center bygget på virkelige hændelser. Hvordan opnår du balancen mellem det at skildre de historiske kendsgerninger og så din frihed som kunstner?

"Da jeg begyndte at tale om, at jeg ville lave filmen, var der én, der bemærkede, at jeg bare ville tage hævn over alle de såkaldte reality shows på tv, for hvem kunne slå den virkelige tragedie i 9/11?"

"Det var jo en tragedie, der kom til os udefra og udstillede vores falske tryghedsfornemmelse. Vi er måske nok tryggere her end andre steder, men vi må ikke tage trygheden for givet. Når det gælder den kunstneriske frihed, har jeg valgt at lade min historie handle om dem, der var fanget i ruinerne i timevis uden at vide, om de blev reddet. Filmen handler om de følelser, de gennemlevede."

"Men filmen tager stadig udgangspunkt i en uomgængelig historisk virkelighed. Den viser de dramatiske konsekvenser, som det havde for to politimænd, der deltog i redningsaktionen, og som selv blev fanget, men var så heldige at slippe ud. Er de helte? Du interviewede dem jo selv i går. Frabad de sig ikke at blive betragtet som helte? Det er jeg sikker på, de gjorde. De gik ikke ind i det for at blive helte. De gjorde det, fordi deres professionelle og personlige samvittighed bød dem at redde menneskeliv for enhver pris. Og ved du hvad? Det er noget, vi alle sammen har i os, men mange af os vælger at overhøre den impuls på grund af psykisk eller fysisk ubehag."

Historien gentager sig
— Tror du, at biografgængerne kan holde det politiske adskilt fra filmens almenmenneskelige tema?

"Ja, det tror jeg, og det håber jeg, for hvis ikke det menneskelige sejrer, især i pressede situationer som denne, er der ikke noget håb. Jeg tror på, at vi kan bygge et bedre liv uden at politisere det. Denne film handler også om medmenneskelighed — behovet for at komme ud af det med hinanden, behovet for at elske, behovet for kontakt mellem mennesker. Selv om det lyder banalt, er det et standpunkt, som man godt kan forsvare, sådan som verden ser ud i dag, og jo ældre jeg bliver, desto mere synes jeg, at det er sådan."

— Mener du, at historien gentager sig selv, især når man ser på, hvad der skete dengang i Vietnam, og så på Irak i dag? Tror du, USA har lært sin lektie?

"Da det gik dårligt med Alexander, blev jeg beskyldt for at bebrejde amerikanerne, at de ikke går op i historie. Men sandheden er, at der ikke er nogen historisk bevidsthed i dag. Når man ser, hvad der vises på amerikansk tv, er det mest reklamer, og historien fremstilles på en mærkelig måde. Ja, historien gentager sig, i hvert fald som jeg ser det, men mønstret er forskelligt. Som Vietnam-veteran kan man godt synes, at det virker ret nyttesløst, og blive deprimeret over det. Det var også derfor, jeg var glad for at lave Alexander, det gav mig mulighed for at komme væk fra USA og koncentrere mig om mere basale spørgsmål."

"Hvad er evolution? Betyder evolution, at vi skal glemme eller huske? Disse spørgsmål er vigtige, og måske burde vi glemme nogle ting for at komme videre uden at skulle dræbe og lemlæste hinanden. Men hvad er historien værd, hvis vi ikke har tillid til dem, som var vidner til den, som var i kamp i Vietnam som jeg selv, eller som var på Dealey Plaza den dag, og virkelig lytte til dem — ikke til de idioter, der snakker om ting, de ikke aner noget som helst om, for eksempel al den paranoide politikersnak om overvågning, som jo ikke hjælper os med at fange terroristerne. Da jeg var barn, snakkede de om krigen mod fattigdom og krigen mod narkotika, og ingen af delene har de fået løst på den måde, ikke engang efter alle disse år ... Filmmagere er tilbøjelige til at forsvare individets ret mod staten. Sådan vil det nok altid være."

— Hvad har været den gennemgående drivkraft i din karriere?

"At lave gode film, som kan påvirke vores måde at se verden på, som viser os, hvordan vi lever, og som måske også får os til at gøre noget for at forbedre tingene."

— Kunne man kalde det en slags oplysende underholdning?

"Ja, men det må du ikke sige til filmselskaberne og deres marketingfolk!"

— Hvilken af dine film kan du bedst lide?

"Jamen, det er jo det samme som at spørge, 'hvilke år i dit liv kan du bedst lide — da du var 25, 38, 52?' Man forsøger jo at få det bedste ud af det under de omstændigheder, der nu engang er på det givne tidspunkt. Eller prøver på, i det mindste."

— Kan jeg dermed konkludere, at du altid bedst kan lide din seneste film?

"Når man ser det i bakspejlet, er det rigtigt, fordi for hver af mine film, som jo normalt tager et par år at lave, har jeg ændret min måde at tænke på i takt med skiftende omstændigheder, det kan være mine egne præferencer eller publikums interesser, og alt det forsøger man at tage højde for. For ikke at nævne, at når man bliver ældre, så bliver man klogere — det siger man da. Og selv om man holder fast i sine rødder, vil man også gerne udforske nye ting, nye følelser, nye relationer, nye trends. Man holder selvfølgelig fast i sin fortid, både det gode og det mindre gode, men nok mest som et referencepunkt."