Sara Omar versus Parwani
04. feb. 2022 | 02:00

Drama om dokumentar når nye højder

Grafik | Filmmagasinet Ekko
Den prisvindende bestseller-forfatter Sara Omar, komikeren Omar Marzouk og instruktøren Manyar Parwani er hovedpersoner i dansk films mest betændte konflikt i nyere tid.

En pædofil-jagtende gruppe kaldet Ulvene, trusler om vold og opfindelsen af en ny filmgenre var blandt emnerne under det tredje retsmøde i striden om en dokumentarfilm.

Af Nicki Bruun

”Hold da op, der er fuldt hus,” siger den folkekære komiker Omar Marzouk muntert, da han træder ind i lokale nummer tre i Retten på Frederiksberg.

Her er han og instruktøren Manyar Parwani ellers sagsøgt i en alvorlig sag, hvor den storsælgende forfatter Sara Omar vil forhindre, at makkerparrets optagelser af hende kan bruges i en kommende dokumentar.

Ekko har fulgt den spegede sag, siden vi første gang beskrev den voldsomme strid om en dokumentar, der startede som i skøn forening, men er endt i gensidige, hadefulde beskyldninger.

Parwani mener at kunne dokumentere, at Sara Omar er en gennemført løgner, mens hun beskylder instruktøren for at have truet og manipuleret med hende.

Nu er det kommet til tredje retsmøde. Og da Sara Omar i vidneskranken siger, at ”ingen tog ansvar på det amatørfilmhold”, der ifølge hende ufortrødent optog, mens hun led af svære ptsd-anfald, er Omar Marzouk knap så munter.

Han banker sin blyant ned i bordet, rejser sig og går ud. Kort efter vender han mere fattet tilbage med en kop vand.

Men dramaet bliver kun større undervejs på onsdagens retsmøde, hvor bølgerne går højt i forsøget på at finde frem til sandheden om, hvem der ejer rettighederne til optagelserne.

Fugl Føniks
Den første i vidneskranken er Sara Omars praktiserende læge. Hun fortæller, at forfatteren har været patient siden 2013 og to år senere blev diagnosticeret med ptsd, udløst i form af stress, angst og depression.

Det går angiveligt tilbage til barndommen, hvor Sara Omar efter eget udsagn blev udsat for mishandling. Senere har hun fået tæsk af sin eksmand, hvilket resulterede i en abort.

Lægen beder af og til om Sara Omars accept til at svare på et spørgsmål. Og da Omar Marzouks advokat Tyge Trier går lægen på klingen om, hvad der er af dokumentation for Sara Omars påstande, bryder forfatteren ind:

”Du kan sige, at Sara er en Fugl Føniks, og hun fortsætter, ligegyldigt hvor meget du angriber hende!”

Eksplosive trusler
Stemningen begynder at udvikle sig i en ubehagelig retning. Men rigtigt eksplosivt bliver det først, da en hidtil stille, men afgørende part i sagen træder ind i retslokalet.

Rasit Ufuk Tas er navnet på manden, som mener at have haft rettighederne til de optagelser, som Manyar Parwani har lavet af Sara Omar i løbet af 2018.

Tas præsenteret sig som iværksætter med en bachelor i filosofi og stor interesse for dyrevelfærd!

Han fortæller, at han straks klikker med Manyar Parwani, da de møder hinanden. De beslutter at lave en film sammen. Men undervejs i optagelserne af Sara Omar oplever Rasit Ufuk Tas, at instruktøren begynder at opføre sig nedværdigende og grænseoverskridende over for filmens hovedperson.

”Jeg hører ham én gang true. Det er en dag, hvor der er dårlig stemning, men vi skal have en vegansk is ved Ørestaden,” siger Rasit Ufuk Tas, mens Omar Marzouks øjne brænder i nakken på ham.

”Midt i en samtale siger Manyar Parwani til Sara Omar: ’Hold kæft din lille kurder, eller jeg smadrer dig!’”

Instruktørens søster, Khaterah Parwani, der til daglig arbejder for kvinders rettigheder og bekæmpelsen af psykisk og fysisk vold, har på tilskuerpladerne svært ved at skjule sin vrede.

Til advokatens spørgsmål om, hvorvidt han selv er blevet truet af Manyar Parwani, svarer Rasit Ufuk Tas, at instruktøren under en samtale skal have sagt til ham: ”Hvis jeg ikke elskede dig, havde jeg smadret tænderne ud på dig.”

Sikkerhedsvagtens smil
Konfliktens kerne er, at Rasit Ufuk Tas har overgivet alle filmens rettigheder til Sara Omar. Manyar Parwani og Omar Marzouk – der har titel af producent – mener dog ikke, at han på noget tidspunkt faktisk har haft rettighederne.

Deres hovedargument er, at Rasit Ufuk Tas havde et meget lille økonomisk engagement i deres fælles firma, Anagov Diary IVS.

Mens Omar Marzouk – måske som den garvede entertainer, han er bedst kendt som – af og til ikke kan dy sig for udbrud, er Manyar Parwani under retsmødet stille som graven.

Han sidder for det meste af salen skjult bag en stor computerskærm, som man indimellem ser ham skimte ud fra.

Heller ikke Sara Omar kan lade være med til tider at bryde ind, og dommeren må flere gange hæve stemmen for at bede om ro i retssalen. Særligt når advokaterne stiller det samme spørgsmål igen og igen i et forsøg på at bringe den andens klient i miskredit.

”Det løber helt løbsk herinde,” siger dommeren på et tidspunkt i et forsøg på at bringe ro på gemytterne.

Sara Omar har under hele retsmødet både en sikkerhedsvagt bag sig i salen og én udenfor ved døren. Desuden har hun to dåsesodavand ved hånden til at komme igennem halvlegene på hver sin side af frokost.

Sikkerhedsvagterne forholder sig stoiske bortset fra lidt småsnak i pauserne. Men man kan ane et overbærende smil på læben, da det fra forsvarets side lyder, at filmholdet engagerede et sikkerhedsfirma til at håndtere en planlagt rejse til den farefulde del af Irak, hvor Sara Omar kommer fra.

For 40.000 kroner ville filmholdet angiveligt få en sikkerhedsvagt og en chauffør til rådighed i døgndrift i fire uger. Man kan kun gisne om, at det næsten var for godt til at være sandt

Handel med flygtningebørn
Mellem vidneudsagn bliver der fra begge sider præsenteret forskellige bilag.

Langt inde i retssagen har Sara Omars advokater fremskaffet dokumenter fra kurdisk-irakiske myndigheder, der forklarer om farerne ved at rejse til området, som filmholdet aldrig lykkedes med.

Det mest opsigtsvækkende bilag er et billede af en maskeret mand, som ifølge anklageren er Manyar Parwani. Tanken er at grave mere i det, der ved sidste retsmøde blev præsenteret som Parwanis mystiske ulve-organisation.

Det falder imidlertid til jorden, da dommeren afviser at lade billedet indgå som en del af sagen. Hvilket ikke afholder Sara Omars advokat Erik Nyborg – der ved sagens begyndelse i Ekko kaldte filmen fabrikeret – fra at spørge Rasit Ufuk Tas ind til Parwanis medlemskab i en hemmelig organisation kendt som Ulvene.

”Han har ikke brugt ordet selvtægt, men det er en gruppe, der redder børn fra pædofile. Han fortalte mange detaljer om, at han havde reddet flygtningebørn, fordi der er organiseret handel med flygtningebørn i Danmark,” siger Rasit Ufuk Tas.

”Mener du det alvorligt?” spørger Erik Nyborg med rutineret sans for dramatik.

Ny genrebetegnelse
Mod slutningen af retsmødet bliver producer Egil Dennerline hentet ind i vidneskranken. Han er som den eneste iført et mundbind og bliver takket for at møde frem trods problemer med helbredet.

Dennerline er cand.mag. i filmvidenskab, skrev speciale om forfattere i dansk film og er uddannet på filmuddannelsen Super16. Endda på samme årgang som de kendte instruktører Fenar Ahmad, Martin Zandvliet, Ask Hasselbalch og Jonas Poher Rasmussen, der er i Oscar-spil med den animerede dokumentar Flugt.

Med producerens ankomst falder snakken på film og særligt dokumentarismens forunderlige verden.

”Dokumentarfilm udvikler sig altid organisk. Man følger virkeligheden, og det kan gå i alle mulige retninger,” siger Egil Dennerline, der ikke har oplevet Manyar Parwani været psykisk eller fysisk voldelig over for Sara Omar. Han har heller ikke indtryk af, at Parwani instruerede hende, som forfatteren har sagt.

”Hvis nogen begik et mord undervejs i optagelserne af en film, ville man ikke gå uden om det emne,” konstaterer han.

Det bliver sagt med henvisning til, at filmholdet undervejs mener at have afsløret Sara Omar som løgner på en række punkter.

Ifølge produceren – som først kom til efter optagelsernes afslutning, og hvis nærmeste kommunikation med hovedpersonen var at modtage et møgfald over telefonen – virkede Sara Omar som en stærk kvinde, der havde et specielt forhold til Manyar Parwani.

”De havde en særlig kommunikation og en meget lukket verden. Jeg vurderede som producer, at det handlede om et venskab, der havde udviklet sig. Det var mit klare indtryk, at de havde en meget tæt relation, hvor man godt måtte sige ting til hinanden.”

Produceren forklarer, at der med udtrykket ”dokumentarisk spillefilm”, som der står i den kontrakt, Sara Omar ikke ville underskrive, blot menes en dokumentarfilm i spillefilmlængde.

”Mener du det alvorligt?” spørger Erik Nyborg, der øjensynligt undrer sig over, at der er behov for at opfinde en helt ny genrebetegnelse blot for at angive en films spilletid.

Skjult optagelse
Da dommeren efter det sidste vidneudsagn lægger an til at hæve retten indtil sagens fjerde og sidste retsmøde på mandag den 7. februar, indgiver de sagsøgtes advokater protest.

De nye bilag, der først blev meldt ind i sagen aftenen før, kræver gennemgang og muligvis spørgetid ved næste retsmøde. Det er dommeren ikke meget for, fordi sagen allerede har været noget af et udstyrsstykke ved Retten på Frederiksberg.

Tyge Trier opponerede tidligere på dagen imod, at Rasit Ufuk Tas kaldte sagen ”et cirkus”.

Men der blev til det sidste lagt an til krumspring. Trier ville således som dagens sidste gøremål overveje, om en lydoptagelse – optaget skjult af Manyar Parwani, mens Sara Omar var indlagt på hospitalet med et ptsd-anfald – skulle være del af de mange bilag.

Det kommer næppe til at gå stille af på mandag.

Kommentarer

Sara Omar

Født 1986 i Kurdistan.

Flygtede med sin familie i slutningen af 1990’erne.

Har boet i Danmark siden 2001.

Forfatter til romanerne Dødevaskeren og Skyggedanseren fra 2017 og 2019.

Bøgerne skildrer problemer som social kontrol, incest og kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer.

Modtog Menneskerettighedsprisen i 2019, Læsernes Bogpris i 2018 for Dødevaskeren og De Gyldne Laurbær 2019 for Skyggedanseren.

Manyar Parwani

Født 1976 i Kabul, Afghanistan.

Flygtede senere med sin familie til Danmark.

Debuterede i 2009 som spillefilminstruktør med Himlen falder, der er inspireret af Tønder-sagen.

Tiltrak sig opmærksomhed, da han tog penge for at komme til casting på Klar til optagelse.

Arbejdede en overgang på en film om Omar El-Hussein, der stod bag mordene på Finn Nørgaard og Dan Uzan under Krudttønden-angrebet.

Har i flere år været i gang med en dokumentar om Sara Omar, men samarbejdet er endt i en konflikt.

Omar Marzouk

Født 1973 på Frederiksberg.

Forældrene kom til Danmark fra Egypten, inden sønnen blev født.

I løbet af 00’erne kendt som komiker, der ofte har racisme og fordomme som emner.

Har medvirket i flere film og tv-serier.

Er producent af dokumentaren om Sara Omar, som er genstand for en verserende retssag.

© Filmmagasinet Ekko