Omar Sharif 1932-2015
Den 10. juli døde Omar Sharif af et hjertestop i hovedstaden Kairo i sit hjemland Egypten, 83 år gammel.
Sharif blev født Michel Demitri Shalhoub og var af græsk-katolsk-libanesisk afstemning. Men han skiftede navn og konverterede til Islam for at blive gift med skuespilleren Faten Hamama, med hvem han var gift fra 1955-74. Hamama døde selv tidligere i år.
Sharif blev verdensberømt for sin første rolle på engelsk. Det var som navnebroren Sharif Ali i David Leans episke mesterværk Lawrence af Arabien (1962), hvis hovedrolleindehaver, Peter O’Toole, gik bort i 2013.
Filmen vandt syv Oscars, blandt andet for bedste film og instruktør, mens Sharif og O’Toole måtte tage til takke med nomineringer. Det ændrer dog ikke på, at de to sammen skabte et par af filmhistoriens mest mindeværdige karakterer i den autentiske fortælling om Lawrences kamp i den arabiske ørken under Første Verdenskrig.
Bedårende førsteelsker
Siden fortsatte Omar Sharif, der nåede et godt stykke over 100 roller i sin 60-årige karriere, samarbejdet med David Lean. I Doktor Zivago (1965) spiller Sharif hovedrollen som titlens doktor Yuri Zivago.
Over for Julie Christie blev han kendt som en bedårende førsteelsker, der havde afgrundsdybe, mørke øjne og samtidig bar sig frem med en enorm værdighed. Filmen finder igen sted under Første Verdenskrig, men denne gang i Sovjetunionen under Oktoberrevolutionen. Her forelsker Sharifs gifte doktor Zivago sig i Christies ligeledes gifte Lara.
Historien bygger på Boris Pasternaks bog af samme navn, der var forbudt i Sovjet, men som sikrede Pasternak Nobelprisen i litteratur i 1958. Imens er filmen den ottende mest indtjenende nogensinde på det amerikanske marked, når man justerer for inflation.
Sammenbragte verdener
I de følgende 50 år efter Doktor Zivago havde premiere medvirkede Omar Sharif i en lang række elskede film. At begynde at vælge titler ud, er en vanskelig opgave, men det er værd at nævne, at Sharif var meget mere end sine Oscar-vindende Hollywood-film.
Han vandt den franske pendant, César-prisen, for sit portræt af en tyrkisk butiksejer, der bliver venner med en jødisk dreng i Francois Dupeyrons Monsieur Ibrahim og koranens blomster (2003). Samme rolle sikrede ham publikumsprisen som bedste skuespiller på filmfestivalen i Venedig.
Omar Sharifs sidste optræden i en realfilm er Laïla Marrakchis drama Et hus i Marokko, der fik biografpremiere herhjemme sidste år. Her har han en lille, men charmerende rolle som en succesfuld forretningsmand, hvis død bringer hans nære og kære sammen.
Omar Sharif talte seks sprog, og hans blandede etnicitet gjorde ham lige så alsidig som karismatisk. Han bragte forskellige verdener sammen og vil blive husket som den arabiske verdens største skuespiller samt en stor verdensborger.
Omar Sharif
1932-2015
Født i Alexandria, Egypten.
Skuespiller, der talte både arabisk, engelsk, fransk, græsk, spansk og italiensk.
Startede karrieren i hjemlandet i 1950’erne, før han i 1962 fik et internationalt gennembrud med Lawrence af Arabien.
Blev Oscar-nomineret for bedste birolle med Lawrence af Arabien og vandt Golden Globes for den samt hovedrollen i Doktor Zivago.
Har været en af verdens bedste bridge-spillere.
Udvalgt filmografi
Et hus i Marokko, 2013
Monsieur Ibrahim og koranens blomster, 2003
Top Secret!, 1984
Che!, 1969
Funny Girl, 1968
Doktor Zivago, 1965
Lawrence af Arabien, 1962
Kommentarer