Uskyldstabet
13. mar. 2018 | 13:54 - Opdateret 14. mar. 2018 | 23:20

Omstridt psykolog forsvarer Lasse Nielsen

Foto | Carsten Nielsen
Instruktør Lasse Nielsen (tv.) og sexolog Bent Petersen (th.) under optagelserne af Du er ikke alene fra 1978. Imellem dem sidder skuespilleren John Hahn-Petersen, der har rollen som lærer Justesen.

Lasse Nielsen bliver anklaget for overgreb. Hans varmeste fortaler er psykologen Bent Petersen, som er kendt for positive udtalelser om børns seksuelle forhold med voksne, så længe det er frivilligt.

Af Claus Christensen

En række mænd træder i disse dage frem og anklager instruktøren Lasse Nielsen for at have krænket dem seksuelt.

Krænkelserne skal have fundet sted i 1970’erne, hvor de som børn medvirkede i Lasse Nielsens frigjorte og antiautoritære ungdomsfilm: Du er ikke alene, Måske ku’ vi og La’ os være.

I dag er instruktøren 67 år. Han laver stadig film, men uden offentlig støtte og uden for den etablerede filmbranche, som han måtte forlade ved indgangen til 1980’erne.

”Lasse er altid blevet mobbet. Det blev han i skolen, han blev mobbet som voksen, og han blev mobbet i filmbranchen,” fortæller producer Steen Herdel, som er en af de få filmfolk, der har bevaret kontakten til instruktøren.

Lasse Nielsen har dog én ven, som med fynd og klem bakker ham op. Han hedder Bent Petersen, er både psykolog og sexolog og trods sine 75 år stadig praktiserende i en klinik i København.

En fagekspert lyder som et stærkt kort, men Bent Petersen er ikke en helt almindelig psykolog, og som forsvarer er der et praktisk problem: Han nægter at tale med journalister!

Voksenlokkere
Det har Bent Petersen gjort, siden han selv kom i gabestokken. I oktober 1998 blev han interviewet af Kåre Quist fra Euroman, hvor han talte positivt om pædofili og incest, så længe det foregår på frivillig basis.

”Børn, der gennem længere tid har haft frivillig sex med en pædofil, er under ingen omstændigheder blevet misbrugt. Du kan simpelthen ikke tvinge et barn til at have sex med dig uden at bruge vold,” sagde han og konkluderede: ”Derfor kan man heller ikke sige, at pædofili er forkert, hverken juridisk eller moralsk.”

Kåre Quist skriver, at Bent Petersen i mange år har argumenteret for, at der ikke skal være nogen seksuel lavalder. Sexologen er ifølge journalisten også for frigivelse af børneporno.

”Det er absurd, at det er ulovligt at besidde den harmløse børneporno, hvor der ikke indgår vold. Så kunne man lige så godt forbyde Se & Hør og Daells Varehus-katalogerne, for de er jo fyldt med nøgne børn!”

Bagefter tog Bent Petersen afstand fra interviewet. Men Jyllands-Posten kunne afsløre, at Bent Petersen allerede i bogen Forbrydelsen uden offer – en bog om pædofili havde talt positivt om incestagtige forhold mellem forældre og børn:

”Når man kæler med et barn, skal man ikke blot kæle med dets mave, ende, arme og ben, men også dets kønsdele.”

Bent Petersen havde også kontakt med Pædofilgruppen, der dengang var en lovlig forening. I foreningens blad Ny Sexualpolitik nr. 3 1998 vender han børnelokkerbegrebet på hovedet:

”Småpiger bliver næsten altid omtalt som nogle små uskyldige væsener, der elsker at lege med dukker. Men disse søde puslinge kan også få lyst til at skifte dukken ud med et levende menneske, og så kan de være meget indsmigrende voksenlokkere.”

Bedragerisk journalist
Udtalelserne kostede stillingen som chefpsykolog i Næstved Kommune og medlemskabet af Dansk Psykolog Forening. Senere fik Bent Petersen dog en form for oprejsning af Folketingets Ombudsmand, der kun forholdt sig til kommunens ageren og kaldte fyringen for ”meget kritisabel”.

Efter Bent Petersens opfattelse var pressen skyld i hele miseren, og hvis man i dag spørger ham om et interview, sender han en bandbulle:

”Jeg har i årtier haft et glimrende samarbejde med adskillige dygtige, troværdige og moralske journalister. Men så blev jeg interviewet af en utroværdig, uvederhæftig, løgnagtig og bedragerisk journalist af værste kriminelle skuffe ved navn Kåre Quist, som nu brillerer på DR. Siden da har jeg totalt lukket af for journalister. Troværdigheden er ikke-eksisterende.”

Kåre Quist er uforstående over for kritikken.

”Bent Petersen gav udtryk for en række meget kontroversielle holdninger til sex mellem voksne og børn. Det syntes jeg dengang, og det synes jeg stadig er yderst relevant kommer frem. Bent Petersen har haft flere helt centrale stillinger med ansvar for børn og unge,” skriver han i en mail til Ekko.

”Jeg tænker, at det er viden, som mange forældre i det område har fundet yderst relevant. Og nok også temmelig skræmmende. For en sikkerheds skyld ringede jeg til Bent Petersen og læste citater op for ham før tryk. Han bekræftede alle citater. Bent Petersen vidste, at interviewet blev båndet. Han sad over for mig med en god gammeldags diktafon snurrende på bordet under hele interviewet.”

Kåre Quist fortæller, at Bent Petersen på intet tidspunkt efterfølgende har kontaktet ham for at klage over artiklen.

”Han har heller ikke klaget til redaktionen på Euroman eller Pressenævnet. Ligesom han heller ikke er gået rettens vej. Til gengæld har han selv udgivet lignende kontroversielle holdninger i en bog. De folk fra Næstved Kommune, der besluttede at fyre Bent Petersen, kom ind på redaktionen på Euroman og gennemlyttede en båndet optagelse af hele interviewet, før de fyrede ham. De ville forvisse sig om, at samtlige holdninger var korrekt gengivet. Det var de. Og først derefter skred de til handling.”

Homofobi så det fløjter
I stedet for at give interviews eller deltage i debatter skriver Bent Petersen lange indlæg, ofte i VERSALER. De publiceres på filmlasse.blogspot.dk og har karakter af enetaler.

Tidligere på året tog han Lasse Nielsen i forsvar under overskriften Homofobi så det fløjter. Han mener, at Lasse Nielsens nyere kortfilm er blevet overset herhjemme, fordi instruktørens homoseksualitet ikke går i spænd med det danske filmmiljø.

Og det var netop det seksuelle frisind i ungdomsfilmene, der i 70’erne fik Bent Petersen til at opsøge instruktøren.

”Jeg var brevkasseredaktør på ungdomsmagasinet Ung Nu og tog kontakt til Lasse for at tale med ham om, hvordan han fik skuespillerne til at være så naturlige og følsomme, samt for at få oplyst, hvorfor Måske ku’ vi knækkede,” skriver Bent Petersen og fik dengang at vide af Lasse Nielsen, at filmen knækkede på midten, fordi Nielsen undervejs blev kuppet af filmholdet.

Over for Ekko uddyber Lasse Nielsen:

”Jeg var i mindretal. Jeg var den eneste homoseksuelle på settet, og der var to homoscener, som blev klippet ud. Det var derfor, jeg besluttede at lave en film (Du er ikke alene, red.), hvor hovedtemaet var homoseksualitet, for så kunne de ikke klippe det ud.”

Men Lasse Nielsen sikrede sig også på en anden måde. Han allierede sig med Bent Petersen, som var med til at skrive manuskriptet til Du er ikke alene (1978), ligesom sexologen deltog i hele filmprocessen – fra casting over optagelserne til klipningen.

Filmen handler om Bo, der kommer på en drengeefterskole, som er styret af en religiøs forstander. Et oprør blandt drengene bryder ud, samtidig med at Bo bliver forelsket i forstanderens søn.

Lort på smørrebrød
En trettenårig Anders Lund Madsen, som senere blev landskendt tv-vært, søgte rollen som den smukke forstandersøn Kim. Rollen endte med at gå til en anden, og i stedet fik Anders en lille birolle som den smukke drengs frække ven, der skal spørge Kim: ”Kan du snotte, når du spiller pik?”

Anders Lund Madsen husker Bent Petersen fra optagelserne i 1977. I en klumme i Jyllands-Posten skriver han:

”Sexologen Bent Petersen læsper voldsomt, og hans hvide Prins Valiant-hår ligner noget, der burde hænge på et juletræ. Til gengæld kan han godt lide at gå i snow-washed denim-klapbukser …”

I en weekend, hvor de unge skuespillere skulle rystes sammen, kunne Anders Lund Madsen og de andre ikke undgå at bemærke Bent Petersen:

”I pausen underholder den læspende sexolog med muntre anekdoter fra sin praktisk. Blandt andet om en patient, der har en løs kakkel i sit badeværelse. Og når konen er i byen, tager han et franskbrød og en brødkniv og går på lokum. Og så fjerner han den løse kakkel og skider ned i hullet, hvorefter han skærer et stykke franskbrød og smører lorten på. Og så spiser han det.”

Sexsump efter 40 år
For Lasse Nielsen bliver Bent Petersen en uundværlig støtte. Han har været medforfatter på de fleste af Lasse Nielsens kortfilm, inklusive Tim og fløjtespilleren, der får premiere i år. Han gennemskriver den stærkt ordblinde instruktørs tekster. Og det var også ham, der som en anden far lærte Nielsen, hvor grænsen går i omgangen med de unge skuespillere.

”’Du må ikke tage dem i skridtet,’ sagde han. Man måtte godt tage dem på maven eller massere dem på skuldrene, men aldrig tage dem i skridtet eller på lårene. Dét var grænsen i 70’erne,” har Lasse Nielsen sagt i et eksklusivt interview med Ekko.

Ifølge instruktøren var det også Bent Petersen, som før optagelserne af Du er ikke alene gjorde ham opmærksom på, at co-instruktøren Ernst Johansen kunne være farlig.

”’I må ikke lade ham være alene med pigerne,’ sagde Bent. Han vidste et eller andet, måske fra sit arbejde som psykolog,” siger Lasse Nielsen.

Nogle år senere fik Ernst Johansen en fængselsdom for at have været i seng med tre mindreårige piger under optagelserne af Krigernes børn (1979), som Johansen lavede uden Lasse Nielsen.

Men Bent Petersens positive udtalelser om seksuel omgang mellem voksne og børn er samtidig også en ideologisk tankegang, som bekræfter Lasse Nielsen i, at hans tiltrækning til unge drenge og seksuelle samvær med dem er i orden.

”Når en dreng har sex og går fløjtende ud i bad bagefter, så er der ikke noget galt i det. Det er lige netop det, mine film handler om. Forældrene ejer ikke børnene, og seksualiteten er det eneste, hvor forældrene bestemmer over børnene. Lad dog for fanden børnene selv bestemme i stedet for at sætte en masse regler op. Det eneste, vi opnår ved at gøre det, er at give børnene skyldfølelse,” siger Lasse Nielsen.

Heksejagt
Anders Lund Madsen er i dag en af de mænd, der anklager Lasse Nielsen for seksuelle krænkelser. I Jyllands-Postens artikel formulerer han det således: ”Jeg var tretten år gammel og på vej ind i et homohelvede af sex og løgn og film.”

Men sexologen Bent Petersen ser anderledes på det. Han mener, at Anders Lund Madsen slet og ret lider af homofobi.

”For her er vi ved kernen i problematikken. Angsten for de følelser, der kan opstå i ethvert menneske. Den seksuelle tiltrækning til eget køn. En tiltrækning, som kan undertrykkes, ignoreres, fortrænges eller udforskes,” skriver han på Lasse Nielsens blogside og fortsætter:

”Men angsten for omverdenens fordømmelse eller stigmatisering bevirker, at det bliver vigtigt at tage afstand fra ethvert snert af homoseksualitet, så mennesket kan fremstå som ægte og ren hetero.”

I forbindelse med mænds #MeToo-bekendelser fremhæver han den hykleriske fortrængning af ungdommens ”testosteronbombardement” og mener, at Lasse Nielsens er udsat for en ”heksejagt”.

”Hvorfor er vi så nyfigne efter at stikke næsen ned i en sexsump selv 40 år efter? Er det, fordi vi keder os, eller fordi det giver krydderi til et farveløst samliv?” spørger han.

Trailer: Du er ikke alene

Kommentarer

Ekko #77

Stort tema om sex og magt i det nye magasin, hvor vi beskriver overgreb i 70’ernes ungdomsfilm.

På nettet findes en kort version: Overgreb i danske ungdomsfilm.

I Annes dagbog fældede filminstruktør mindes en række kilder pigen, der med sit selvmord afslørede en instruktørs seksuelle omgang med mindreårige.

Lasse Nielsen har i ”TV 2 kalder mig pædofil-instruktøren” givet et eksklusivt interview til Ekko. TV 2 svarer på kritikken.

I Søren og Bjørn var helt alene fortæller vi om to af de unge skuespilleres tragiske skæbne.

TV 2-dokumentaren bliver vist ved gallaåbningen af Cph:Dox den 14. marts kl. 19

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

Bent Petersen

Født 1943.

Psykolog og sexolog med klinik i København.

Skrev Du er ikke alene fra 1978 med Lasse Nielsen og har siden lavet kortfilm med instruktøren.

Blev i 1999 fyret som chefpsykolog i Næstved Kommune efter udtalelser om fordele ved pædofili og incest.

Blev i den forbindelse også udelukket fra Dansk Psykolog Forening.

Skrev i 1986 et kapitel i debatbogen Forbrydelse uden offer – en bog om pædofili, hvor han fremførte kontroversielle holdninger til sex mellem voksne og børn.

© Filmmagasinet Ekko