Shortlist: Omveje er på rette vej
Som barn elskede jeg lister.
Jeg hørte Dansktoppen i radioen og nedfældede stillingen. Jeg købte det tyske musikmagasin Bravo i Hundige Centret, selv om jeg ikke kunne et ord tysk. Men jeg kunne aflæse hitlisten og se, hvordan mit idol Paul McCartney og hans Wings klarede sig fra uge til uge.
Jeg arrangerede også VM i selvopfundne sportsgrene og nedskrev omhyggeligt resultaterne. Hurtigst, størst, højest, længst.
I dag bestyrer jeg så Ekko Shortlist, og med den har jeg det ligesom med fodbold: Det er bare for sjov, men det er kun sjovt, hvis man tager det alvorligt.
”Great cinematic storytelling”
Ekko Shortlist er udtryk for, hvad Ekkos læsere her og nu ser mest og vurderer højst. Den er ikke en objektiv måling af kvalitet, og jeg skal være ærlig og indrømme, at nogle af mine egne favoritter har klaret sig mindre godt.
Emil Falkes Happy New Years kom ganske vist ind på top 10, men den måtte nøjes med tre uger og ligger i dag nummer 23 på All Time Shortlist.
Det ændrer i mine øjne ikke på, at Falke er en af de mest lovende instruktører, vi har herhjemme lige nu.
Derimod har jeg kunnet bruge Shortlist som et korrektiv til min egen smagsvurdering – ikke sjældent er vi kritikere de sidste, der får øje på noget nyt. Aske Bangs succes har således fået mig til at indse, at den enkle og direkte stil, der til tider balancerer på kanten af kitsch, giver hans film deres renhjertede charme.
Som en amerikaner skrev i den forløbne uge i kommentarfeltet under Ladyboy: ”I don’t speak a word of Danish but was able to follow along with the story ... a mark of great cinematic storytelling!”
Hippiefar provokerer
Ladyboy er fortsat på andenpladsen og ser ud til definitivt at have overladt førstepladsen til David Metz’ romantiske ungdoms-kupfilm, In absentia.
Men de kan ikke hvile på laurbærrene, for bagfra kommer Jesper Dalgaards fine dokumentar Dicte, som går fra sjette- til tredjepladsen, og Fili Seiferts barske Trold, der rykker fra tiende- til fjerdepladsen og er ugens højdespringer.
Begge film er i øvrigt udtaget til Odense Internationale Film Festival, der løber af stablen 26. – 31. august.
Det gælder også for Omveje, der som den eneste nye film er kommet ind på top 10 i denne uge. Den ligger på en fornem femteplads.
Jesper Troelstrups humoristiske road-film beretter historien om Jonas, der er på vej til sit bryllup med sin far i et sommeridyllisk landskab. De kommer både i konkret og overført forstand på afveje, da den lejede sportsvogn går i stykker, og den regelrette søn lader sig provokere af sin hedonistiske hippiefar.
Filmen byder på et skønt gensyn med Peter Gantzler, men den er først og fremmest a vehicle – som amerikanerne siger – for den unge Magnus Bruun, der spiller den iltre søn.
Den rette sportsånd
Mette Føns’ drama om et ældre ægtepar, Bjørnen sover, kom ikke ind på top 10, selv om den var meget tæt på. Men sammen med sci fi-actionfilmen Eastern Army og animationssatiren The Backwater Gospel bobler den videre i denne uge.
Og da points nulstilles hver mandag kl. 12, gælder det for fans om at gense deres yndlingsfilm, give stjerner på ny og dele filmen med vennerne. Men man kan selvfølgelig ikke sætte sig og se filmen igen og igen. Det er ikke den rette sportsånd, og det har vores system taget højde for.
Du kan følge filmenes bevægelser via den særlige her & nu-liste, der viser, hvordan top 10 ville se ud, hvis den blev offentliggjort … her og nu. Fredag klokken 12 fryser vi dog her & nu, så der er spænding om resultatet, som kan ses næste mandag kl. 12.
Ekko Shortlist – top 10
1. In Absentia (instr. David Metz)
2. Ladyboy (instr. Aske Bang)
3. Dicte (instr. Jesper Dalgaard)
4. Trold (instr. Fili Seifert)
5. Omveje (instr. Jesper Troelstrup)
6. The Timber Will Fall (instr. Aske Bang)
7. Sammen for evigt (instr. Johannes Pico)
8. Sidste weekend (instr. Niels Holstein Kaa)
9. Mellem træerne (instr. Sidsel Møller Johnsen)
10. Alting (instr. Renee Tyle Petersen)
Boblere
Søndag (instr. Juan Hein)
Satellit (instr. Maia Elisabeth Sørensen)
501 (instr. Jesper Maintz)
Bjørnen sover (instr. Mette Føns)
Eastern Army (instr. Philip Th. Pedersen)
The Backwater Gospel (instr. Bo Mathorne)
Kommentarer