Ondskab

Ondskaben er på mode igen. På den politiske verdensscene, i kunsten og populærkulturen, i det daglige liv. Det er blevet almindeligt at tale om "det onde". Det er det begreb, vi instinktivt griber ud efter, når vi hører om de afstraffelser, som Bush' egne soldater har underkastet de irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet.

11. september har sat tingene på spidsen og givet ondskaben nye dimensioner. Mennesket har et forbløffende talent for ondskab. Det må vi erkende. Forestillingen om det "hele" mennekse, der lever i harmonisk samklang med andre og med naturen, er en illusion. Vi rummer både det gode og det onde, og måske er moralen blot en tynd fernis? Der er folkedrabets store ondskab, men der er også den "lille" ondskab på det personlige plan. Mobningen på jobbet, den psykiske terror i privaten. Og så er der ondskaben i biografens mørke, som vi helt frivilligt opsøger. For selv om vi sukker "fri os fra det onde", må vi også erkende, at der er fascinationskraft i ondskaben. Helvede er mere spændende end Paradis.

"Jo større succes skurken har, desto større succes får filmen," sagde Aldred Hitchcock, og vi ville næppe have alle disse filmmord, hvis der ikke fandtes filmfolk, som selv var draget af ondskaben. Det er ofte ren underholdning, men når filmkunsten er bedst, ser den ondskaben i øjnene og konfronterer os med vores skyggeside. I biografen kan vi uden alvorlige konsekvenser identificere os både med offeret og med morderen — og måske blive lidt klogere på os selv.

På de følgende sider diskuterer vi det onde — fra filmlærredets kulørte skurke til virkelighedens dæmoni. Vi har talt med forfatteren Christian Jungersen, der stiller skarpt på ondskaben i sin nye roman, og vi har bedt en række personer skrive om et filmmord, de aldrig glemmer. Og filosoffen Peter Tudvad har set den Hitler-filmen Der Untergang og prøver at forlige sig med, at en gemen fantast kunne forvolde millioner af menneskers død. Hitler var et monster af ondskab, men han var også et banalt menneske — som os andre.