Ondskaben har intet ansigt

Noget tyder på, at det også er mere interessant. Djævlen er jo en berejst herre. Da han skal friste Jesus, tager han ham ud på en flyvetur og viser ham verden: Alt dette skal blive dit, siger han og peger hjemmevant.

Djævelen er kosmopolit. Han føler sig hjemme alle steder. Vor Herre er nemmere lokaliserbar. Man behøver blot bøje nakken bagover. Så ser man op i Hans bolig. Helvede er ikke så nemt at finde. Nedgangene til det ligger altid de mest eksotiske steder. Helvedes placering syntes før i tiden at have haft samme appel til fantasien som rejsebureauernes annoncer i dag.

Lucifers egen historie starter med et fald fra en verden til en anden, da han bliver smidt ud af himlen. Han er ingen hjemmefødning, men starter sin historie med et forspring for de andre engle. En falden engel er en berejst engel.

Det gode menneske er derimod altid hjemmefødning. Han er netop god, fordi han ikke kender til verden, han er den ædle vilde eller hyrden, som deler sind med de får, han vogter.

Der er altid en absolut modsætning mellem kundskab og godhed. Det et nødvendigt at være fårehyrde hele livet for at forblive god.

Hvis verden var god, behøvede vi ikke vide noget om den. Viden er altid viden om ondskab.

Man kan ikke være ond og dum på samme tid, for dumhed er tættere beslægtet med godhed end med ondskab.

Forbrydelse eller dumhed, siger vi og mener dermed, at en handling har to tolkningsmuligheder, som gensidigt udelukker hinanden, hvoraf den sidste frakender gerningsmanden den bevidst onde hensigt, som vi anser for den værste. Den dumme er uskyldig. Den kloge befinder sig altid i nærheden af ondskabens farlige felt. Han er blevet klog, det vil sige vidende, fordi han ikke har samme tillid til verden som et barn til sin mor. Viden er mistillid til verden.

Godhed er tillid til verden. Eller også er godhed trods. Trods mod den uvægerlige viden om verden, som erfaringen giver. Er det at handle mod sin egen viden det samme som dumhed?

Ondskaben er veltalende. Skjulte motiver gør veltalende. Ondskab er at ville få andre til at handle imod deres sande interesser, det vil sige gøre skade på sig selv. Så må man være veltalende.

Ondskaben har altså dannelse, især i den folkelige og kulørte fantasi, som her måske udtrykker en bitter erfaring. Skurken er mørk og sleben. Helten, den gode, er blond og fåmælt. Godheden behøver ikke argumentere for sig. Den har eksemplets magt. Ondskaben derimod må kunne tale for sig. Ellers er den magtesløs. Et oratorisk talent kan føre et folk i ulykke, ikke en bølle.

Ondskaben er forførende. Derfor har den også noget kvindeligt indsmigrende over sig, også når dens repræsentanter er mænd. En god kvinde er en uskyldig kvinde. En ond kvinde er en kvinde, der under forførelsens maske gemmer på en mands hersketrang. En ond mand er en mand, der forklæder sin hersketrang som kvindelig svaghed og appel, det vil sige betjener sig af overtalelsens kvindelige kunst. Det onde er altid tvetydigt, også i kønslig henseende.

Eksistensen af et begreb om det onde forudsætter en stabil verden, det vil sige en verden, hvor de religiøse tolkningsmodeller stadig gælder. I en relativ verden uden absolutte værdier viser det onde sig kun som det, der skal afskaffes, som fejlkilder til lykke.

Kommunismen besad en religiøs verdensforståelse i det omfang, den antog muligheden af det godes sejr. I vejen for det gode menneske stod blot det umiddelbare menneske. Kommunismen blev organiseret som det stadie, der skulle tilbagelægges, før det umiddelbare menneske blev til det gode menneske, altså en slags gennemgangslejr, fortrinsvis dog en arbejdslejr.

I dag er det til gengæld almindeligt anerkendt, at det umiddelbare menneske uden videre er det gode menneske. Ved det umiddelbare menneske forstås ikke blot "mennesket, som det umiddelbart er eller foreligger", men i lige så høj grad det menneske, der formår at handle umiddelbart, altså frigjort fra hæmninger, med andre ord spontant. Et godt menneske er et menneske, der gør, hvad det har lyst til. Et sted hinsides soveværelset og spiserestauranten tegner omfanget af et moderne begreb om det onde sig: Ondskab er, hvad der hindrer menneskets selvrealisering.

Denne ondskab er omdimensioneret: Den er ikke længere dæmonisk, men et praktisk anliggende. Den er også vanskelig at personificere. Kun dens modstandere og bekæmpere er synlige, og da mest som typer og funktioner: psykologen, socialrådgivere, lægen, teknikeren.

Ondskaben hedder også ulykken. En ulykke er, hvad der rammer os uden grund, det uforklarlige, det, som ikke vil oplyse sit motiv, det tilfældige.

Ulykken er også noget andet: det uoprettelige og definitive. Døden er definitiv. Sygdom kan være det. Den eneste skrækeffekt, der er tilbage i moderne kunst, er splatterfilmens: den uoprettelige legemsbeskadigelse.

Lægevidenskabens fremskridt er ligefrem proportional med skræk-effekternes: En kniv gør det ikke længere som mordvåben, knap nok en økse, et afhugget lem kan syes på igen, selv motorsaven vil finde sit kirurgiske modsvar. Tilbage er kun zombiens kannibalistiske forslugenhed eller indvoldenes frie fald mod gulvet.

Anthony Perkins kunne ikke senere gentage kunststykket fra det, der skulle ende med at blive kendt som Psycho I. Psycho II, III og IV fremkaldte ikke et gys, men en bagtanke: En behjertet psykoanalytiker ville have kunnet løse Norman Bates' problem. Vor selvbevidsthed står og falder med vor tro på, at intet i livet er definitivt, heller ikke et Ødipus-kompleks, som derfor har tabt sit kunstneriske resonansrum — og sin effektivitet som fremkalder af skræk.

Den demokratiske palaver er også et livssyn og en optimistisk tro. Det sidste ord er aldrig sagt. En ituskåret krop: Så grotesk skal billedet på en fatal begivenhed være, før vi anerkender, at her kan der intet stilles op.

At et sind kan komme ud for en tilsvarende hændelse, tror vi ikke på. Vi er utrættelige i vort forsøg på at bibringe selv de hårdest ramte sans og samling og normalfornuftens fulde brug. Den tanke, at et sind kan sættes i stå ligesom et klokkeværk, kan vi ikke anerkende. Et menneske forstenet i sorg er måske det tætteste, vi kommer på det onde — men vi vil ikke vide af det. Selv den dybeste formørkelse ser vi som en parentes.

Godheden taler altid i første person flertal. Sygeplejersken, der gør fælles sag med den dødsmærkede patient og siger "vi skal nok blive raske", udtrykker velfærdssamfundets livssyn og utopi: Fællesskabet hjælper, og dets løfte er et liv beskyttet mod det fatale, som den enfoldige hyrde i hans landlige idyl, kun med fårene som samtalepartnere.

I vort samfund dør vi i princippet ikke, der findes ingen lidelse, som ikke lader sig kurere, ingen hjertesorg, hvis lindring ikke kan findes i en håndbog eller i sværere tilfælde på apoteket.

Det, der ikke gives fælles løsninger på, findes officielt ikke. Fællesskabet har overtaget den døde Guds plads som det, der er meningsgivende. Kun det, der kan deles med andre, giver også mening. Ordet "jeg" kan benyttes, men kun i sætninger, hvis hensigt er formuleringen af et behov. Hvis ordet "jeg" er signal om den ensomhed, som kan opstå konfronteret med problemer, der ikke gives færdige, altså kollektive svar på, fører det ind i kætteriets blindgyde: dér, hvor vi står alene med begreber som ansvar, skyld og fatale valg.

Vi er kun i stand til at tage et ansvar på os, hvis det er sanktioneret af vores psykolog. Vi kan kun anerkende skyld, hvis den alligevel ikke helt er vores. Vi ønsker kun at træffe valg, hvis vi har garanti for, at de kan gøres om. For det hedonistiske, altså lyst- og behovsorienterede, menneske hed dette onde før i tiden hæmning, konvention og tradition. Det gør det ikke mere. I dag har ondskaben intet ansigt: Den er identisk med det mørke, hvori vi møder de kræfter, der ikke bøjer af for os, men heller ikke taler til os, dér, hvor vi er ladt helt alene.

Vi lever i en mærkelig halv verden, hvor vi har et begreb om det gode, men ikke om det onde. Vort samfund er opbygget på et begreb om et gode, den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Vi ser en række afvigelser fra dette gode, en række forhindringer for det, men vi ser det kun ud af øjenkrogen. For det onde har vi kun overleverede, næsten folkloristiske billeder.

I et traditionsbevarende samfund forbindes det onde med alt, hvad der varsler forandring, revolution og opbrud, altså det flygtige, forførende, det ikke-rodfæstede, det kosmopolitiske. I et traditionsnedbrydende samfund viser det onde sig på en anden måde: som det uoprettelige, det, der hindrer forandring og vækst, det punktum, der kan sættes for et menneske endnu før dets død. Der er et ord, som ondskab er synonymt med: magtesløshed. Det, der gør os magtesløse, anser vi for ondt.

Det mærkelige er blot, at hvor det traditionsbevarende samfund havde mange symboliseringsformer for det, der truede det, og som det frygtede mest af alt, har vi ikke nogen tilsvarende. Vi gør os ingen billeder af vores skræk. Og dog er vi fulde af frygt. Her ligger måske en del af årsagen til en åndelig krise, som også kaldes en krise i kunsten. Kunst er kendskab til det, fællesskabet ikke vil vide af.

Det er svært, måske endda ødelæggende, at prøve at rubricere kunst ud fra begreber om ondt og godt. Den kunst, der er god i gængs moralsk forstand, det vil sige bekræftende og opbyggelig, er ofte også kitsch. Mere produktivt er det måske at gå ud fra begreber som sandhed og løgn. Sandheden er ikke altid smuk, længslen efter den er. Ødipus' længsel efter sandhed førte ham et fatalt sted hen. Det er denne vej, kunsten må vandre, uden sikkerhed for vejens endemål, men den må gå den, fordi den, især den, må lære ondskaben at kende.