Venedig 2018
08. okt. 2018 | 18:16

”Ondskaben kan ikke ignoreres væk”

Foto | Erik Aavatsmark
Anders Danielsen Lie (tv.) spiller Anders Breivik i britiske Paul Greengrass’ 22 July, der i modsætning til Erik Poppes Utøya-film sætter ansigt på massemorderen.

22 July handler ikke kun om massakren på Utøya. Det er også en film om Norges kamp for demokratiet, siger britiske Paul Greengrass, der forsvarer at give skærmtid til Breivik.

Af Simon Johansen

Skal man se ondskaben i øjnene eller ignorere den? 

Det har været den centrale diskussion i forbindelse med lanceringen af 22 July, som kan ses i Palads-biografen i København til og med på onsdag, hvorefter den streames på Netflix. 

Instruktøren Paul Greengrass havde da også sine betænkeligheder ved at give sig i kast med en film om den største norske tragedie i moderne tid: Massakren på Utøya i 2011. 

Er det etisk forsvarligt at filmatisere et nationaltraume, som den norske befolkning stadig har i frisk erindring? 

”Der var én, som fortalte mig, at der i Norge ville være lige så mange meninger om min film, som der findes nordmænd. Og det er jo sikkert rigtigt nok. Det kan jeg ikke kontrollere. Jeg kan kun sikre mig, at jeg laver filmen på en respektfuld og ansvarlig måde,” siger Paul Greengrass, da Ekko møder den britiske instruktør på filmfestivalen i Venedig, som fandt sted i begyndelsen af september. 

Han ligner sig selv med hornbrillerne og det lange, grå og viltre hår.

Interviewet foregår ikke på øen Lido, hvor filmfestivalen ellers finder sted. Netflix har sejlet en ladning filmjournalister over til et frimærke af en luksus-ø, som huser et ekstravagant hotel omgivet af en velplejet olivenlund. 

Vansiret skulder
På hotellet har streaming-giganten ikke alene indkvarteret filmholdet bag 22 July, men også 24-årige Viljar Hanssen. 

Han svømmer i poolen, tager del i Venedigs natteliv og trækker i jakkesættet, da 22 July har gallapremiere på den glamourøse italienske festival. 

I Viljar Hanssens højre øjenhule sidder en glasprotese, som han bruger højre hånd til at sætte på plads. Hans venstre hånd er skudt i stykker af en semi-automatisk riffel, der også har vansiret hans skulder og gennemboret hans lår. Men den havde altså ikke held til at slå ungdomspolitikeren ihjel den skæbnesvangre dag på Utøya. 

At Viljar Hanssen befinder sig på festivalen, taler for, at Paul Greengrass har truffet den rigtige beslutning. Det viser, at instruktøren nyder opbakning fra de mennesker, der var tættest på tragedien. 

Da Greengrass besluttede sig for at lave filmen, tog han da også først kontakt til en forening for pårørende til terrorangrebets ofre. 

”For at lave sådan en film bliver man nødt til først at spørge om lov,” påpeger Paul Greengrass, som fik foreningens opbakning. 

”Jeg sagde, at deres oplevelse er et symptom på en bevægelse, som foregår over det meste af verden netop nu. Det var de enige i,” siger han og henviser til den blomstrende højrenationalisme i den vestlige verden.

En af os
Instruktøren forklarer, at han udmærket forstår de mennesker, som har frygtet for, hvordan filmen ville gengive de mange mord. 

”Men jeg ville lave en film om, hvordan Norge har kæmpet for sit demokrati – ikke en film om angrebene. Angrebene er kun en lille ting i filmen. Historien om demokratiet er i mine øjne uhyre relevant i en tid, hvor højrenationalismen vokser på tværs af den vestlige verden.” 

På den måde mener Paul Greengrass ikke, at han bevæger sig ind på ulovligt område. Han henviser også til tonsvis af artikler om sagen, til den norske tv-station NRK’s kommende dramaserie og journalisten Åsne Seierstads bog En af os, der i øvrigt danner forlæg for 22 July

Derudover har den norske instruktør Erik Poppe tidligere i år skabt Utøya 22. juli – en film, som Paul Greengrass ikke har set. 

Bålet brænder
I Erik Poppes roste film ser man kun silhuetten af massemorderen Anders Behring Breivik, og de unges mareridt beskrives så virkelighedsnært som muligt. Modsat Poppe afdækker Paul Greengrass emnet fra et helikopterperspektiv, hvor vi kommer rundt om flere dele af begivenhederne. 

”Derfor har jeg fra starten været sikker på, at Breivik skulle medvirke,” siger Paul Greengrass. 

Breivik spilles af norske Anders Danielsen Lie, der er kendt for sine hovedroller i Joachim Trier-filmene Reprise og Oslo, 31. august

”Jeg ville ikke kunne lave min film uden at inkludere den person, som Norge kæmper imod,” forklarer Paul Greengrass, der er indforstået med, at det er en kontroversiel beslutning at skildre en terrorist og dermed give plads til hans synspunkter. 

”Hvad er værst: At skildre den ekstremt højredrejede retorik eller ignorere den? Ondskaben forsvinder ikke ved at blive ignoreret. Bålet brænder, og vi kan ikke bare lukke øjnene for det. Vi er nødt til at kæmpe imod de ekstremistiske idéer med vores egen overbevisning som våben. Det var det, de unge mennesker gjorde i retssalen mod Breivik.” 

Engelsk tale, norsk sjæl
Mens de fleste accepterer Paul Greengrass’ filmprojekt, har en del undret sig over, at skuespillerne i filmen taler engelsk. 

Greengrass er ellers anerkendt for sine dokumentariske dramaer, hvor han stræber efter at gengive begivenhederne, som de virkelig foregik. 

Det gælder film som Bloody Sunday – om den berømte massakre i Nordirland – og United 93, der i 2006 var en af de første vigtige spillefilm om terrorangrebet mod tvillingetårnene i New York. 

”Hvordan instruerer jeg filmen, hvis skuespillerne taler norsk? Jeg ville jo ikke kunne forstå noget af, hvad de siger,” indvender den britiske instruktør, som opdagede, at Norge har en særdeles tosproget befolkning. 

”Missionen blev derfor at arbejde med et udelukkende norsk hold, som taler engelsk. På den måde har filmen stadig et norsk udtryk, en norsk sjæl.”

Trailer: 22 July

Kommentarer

Paul Greengrass

Født 1955 i Sutton, Storbritannien.

Har studeret på Cambridge Universitetet og senere på Granada Television School.

Begyndte sin instruktørkarriere med at instruere tv-dokumentarer.

Vandt i 2002 Guldbjørnen ved Berlinalen for Bloody Sunday.

Filmografi

22 July
2018

Jason Bourne
2016 

Captain Phillips
2013

Green Zone
2010 

The Bourne Ultimatum
2007

United 93
2006

Bourneduellen
2004 

Bloody Sunday
2002 

The Theory of Flight
1998

© Filmmagasinet Ekko