Opfostret af ulve i Californiens sol

Jeg står og venter på filminstruktør og fotograf Rie Rasmussen ude foran mit hotel, da en mat-sort Chevy Chevelle suser om hjørnet og parkerer med skrigende bremser lige foran mig. En smuk pige stikker hovedet ud af vinduet. ”Sarah?” råber hun. Hun springer ud og begraver mig i et kæmpe knus, som havde vi været veninder hele livet.

Rie har en plisseret, punket lædernederdel på og en sort tank-top med et motiv, der forestiller Marilyn Monroe med to kæmpepistoler i hænderne. Håret er redt stramt tilbage i en knold, og hun har ingen make-up på. Ansigtet er overvældende smukt. Hun kravler ind på bagsædet, og jeg får tildelt passagersædet ved siden af hendes ven, den flotte skuespiller Travis Marshall, der har meldt sig frivilligt til at køre os til frokost i West Hollywood. Rie har en kæmpe bandage på sit knæ efter et uheld, da hun trænede sin favoritkampsport Muay Thai.

”Lige meget hvor hårdt du slår på en mand, kan han slå meget hårdere tilbage. Trust me,” fortæller hun på dansk med drøj engelsk accent. ”Så det handler om at lukke af for ilten, brække hans arm, eller sådan noget.” Hun griner højt, en smittende latter.

Vi suser af sted. Et godt stykke over fartgrænsen, er jeg ret sikker på. Vinduerne er nedrullede, solen brager ind i bilen, vinden blæser mit hår i alle mulige retninger. Der er ingen sikkerhedsseler i bilen. Til gengæld har Rie fået installeret et lille tv ved siden af rattet. ”Wohoooooooo!” råber hun fra bagsædet, da Travis speeder op, og den sorte Chevy flyver ud ad motorvejen.

Rie er 34 år. Hun har allerede mange års modelarbejde i kufferten, og hendes første kortfilm Thinning the Herd blev udvalgt til Cannes Filmfestival. Hun har instrueret spillefilmen Human Zoo, udgivet en fotobog med nøgne selvportrætter (hvor åbningsbilledet til denne artikel optræder) og spillet hovedrollen i en Luc Besson-film. Hun har rejst verden rundt utallige gange. Nå ja, og så bor hun sammen med sin mentor og gode ven, filminstruktøren Quentin Tarantino.

Vilde og højtråbende
Da Rie var teenager, rejste hun på ferie til New York med sin stedmor. Her mødte hun Travis, som inviterede hende med til Californien. Rie – der havde kedet sig gudsjammerligt i Nordsjælland, hvor hun voksede op – tog af sted uden at betænke sig. Med sine forældres velsignelse og støtte.

”Jeg var femten år gammel, da jeg kom til Californien, og jeg havde det, som da Mia Wallace i Pulp Fiction får den der adrenalinsprøjte banket i hjertet. Sådan var det for mig at lande i Californien. Et konstant adrenalinshot i hjertet. Indtrykkene, der var så mange. Det var overforbrug, supermarkeder på størrelse med fodboldbaner, alt var åbent, altid, folk var sindssyge ...”

Hun flyttede med det samme ind hos Travis i hans strandhus i Huntington Beach syd for Los Angeles. Hendes roommates her var mange og talte foruden Travis også både skuespilleren Owen Wilson og filminstruktøren Wes Anderson.

”Altså, jeg var jo denne her stille, indadvendte pige, der bare sad i et hjørne og malede billeder,” fortæller hun.”Fra Danmark var jeg vant til ikke at gøre for meget opmærksom på mig selv, du ved, janteloven, alt det der. Så jeg var intimideret af den her intense mande-energi i huset, de var super-kreative og spændende, men også vilde og højtråbende. Og så havde de kæmpe egoer!”

Bortset fra Wes Anderson, der selv var lidt genert.

”Når de andre havde gang i deres fester, sex, drugs and rock’n’roll i stuen, så hang jeg tit ud med Wes på hans værelse. Han spillede mærkelige, tyske plader for mig og læste højt af sit Rushmore-manuskript.” Hun smiler ved mindet.

Creepy modefotograf
Rie siger selv, at hun blev ”opfostret af ulve”, sine mandlige roommates. De lærte hende at surfe og skateboarde, at leve for absolut ingen penge. Men også at råbe højt og markere sig selv og ikke finde sig i noget pis. Det var man nødt til, hvis man ville høres og respekteres i det hus, husker hun.

Den evne er ofte kommet hende til gode senere i livet. Som da hun for eksempel gav den berømte og kontroversielle modefotograf Terry Richardson tørt på under en modeuge i New York. Han havde – imod hendesønske og uden hendes tilladelse – trykt et billede af hende i sin bog Terryworld, en bog fyldt med billeder af nøgne, unge piger i forskellige seksuelle situationer. Ries var ikke et nøgenbillede, men hun var rasende over at se sit eget ansigt i Richardsons bog og blive associeret med ham og hans værker. Så hun gik hen til ham under en fest.

“Det faktum, at den her creepy pædofil er så elsket af modeindustrien, går over min forstand. Han manipulerer mindreårige piger til at stille op på billeder, som de en dag vil skamme sig over. Jeg fortalte ham bare min ærlige mening, og det var jeg i min gode ret til. Jeg fatter ikke, hvorfor ingen andre nogensinde har sagt noget til ham. Det er ikke kunst, han laver. Det er pædofili. Han skulle være i fængsel. Og i fængsel ville han blive nogens bitch. Hey, jeg ville gøre ham til min bitch!”

Hun slår ud med de lange arme. En lav tolerance for bullshit var én af lektionerne, hun tog med sig fra teenageårene i Huntington Beach. En anden var inspiration og kreativitet.

”Det var super inspirerende at være omgivet af de her drenge. Eller mænd var de jo, de var ældre end mig, 25-30 år. De ville konstant prøve nye ting og presse sig selv både personligt og kreativt. Vi rejste rundt sammen, hele banden, kørte landcruisere i Mexico, surfede og spiste billige tacos. Jeg havde ikke kørekort, men drengene smed mig alligevel ind i bilen foran rattet. Som årene gik, smittede deres fandenivoldskhed nok af på mig. Jeg blev også selv mere grænsesøgende og lærte at udfordre mig selv. Jeg malede, begyndte at skrive mere, tog billeder ...”

Totalt starstruck
En af hendes tekster – en historie om to kvinder, der dyrker sex på et fly – landede i hænderne på filminstruktøren Brian De Palma. Han inviterede hende omgående til et møde, og hun fik i 2002 en rolle i hans Femme Fatale, hvor hun har en hed make-out scene med Rebecca Romijn.

Og så gik det stærkt, husker hun. Tom Ford, Guccis daværende chefdesigner, så filmen, forelskede sig i Ries look, og hun blev Guccis kampagnepige. Herefter kom de store modeljobs flyvende, men hun takkede nej til de fleste og dermed nej til at tjene tusindvis af dollars.

”Jeg tog aldrig et modeljob for pengenes skyld. For mig handlede det om kunsten, og derfor sagde jeg kun ja til de jobs, jeg selv syntes var interessante fra et kunstnerisk synspunkt, ligegyldig hvor meget eller hvor lidt de betalte. Og så ville jeg jo være forfatter og instruktør. Det var først og fremmest der, jeg ville markere mig, ikke som et eller andet blankt, kønt ansigt.”

Så Rie sprang af moderæset og sagde ja til at spille hovedrollen i Luc Bessons sort-hvide actionfilm Angel-A (2004). Og kort efter instruerede hun sin første kortfilm Thinning the Herd med sig selv og Travis i hovedrollerne. Det er en fortælling om en mandlig psykopat, der bryder ind hos en albino-kvinde, bagbinder hende til en stol og varsler tortur og mord. Det bliver dog hurtigt klart, at han har mødt sin overmand. Universet er mørkt og klaustrofobisk, med sitrende nærbilleder af den skræmte kvinde og den iskolde morder, og spændingen opbygges klip for klip, inden den udløses i et overraskende twist.

Filmen blev udvalgt til mere end 35 filmfestivaler over hele verden, blandt andet Cannes Filmfestival i 2004. Blandt publikum sad Ries store idol. Quentin Tarantino.

”Han kom op til mig og sagde, at han elskede min film og gerne ville vise den på sin egen filmfestival i Texas, QT-Fest. Jeg var totalt starstruck. Foran mig stod en legende og sagde, at han kunne lide min film!”

Vi parkerer på Melrose Avenue i West Hollywood, én af Ries yndlingsgader. Melrose er fyldt med vintage- og vinylbutikker, forretninger, der sælger gamle filmplakater, og masser af hyggelige små, grønne cafeer, der tilbyder økologisk kaffe og hjemmelavede muffins.

Vi går langsomt ned ad gaden. Rie halter. Vi når til et lyskryds og venter på, at det bliver grønt. En midaldrende kvinde stikker hovedet ud af sin jeep på vejen lige ved siden af os. ”Hey, hey, are you a model? Do you have an agency?” spørger hun Rie og fortæller, at hun er ved at caste modeller til et nyt reality-show, der skal filmes her i Los Angeles. Rie smiler venligt og siger nej tak, og vi går videre.

”Hahaha, sådan er det bare at bo i L.A.,” siger hun beskedent, som om den slags tilbud automatisk tilfalder enhver, der går ned ad Melrose Avenue. Vi finder en tilfældig cafe, der har borde sat op i skyggen udenfor.

Mænd der tænder på magt
Efter succesen med Thinning the Herd kastede Rie sig over sit første spillefilmprojekt. Hun både skrev, instruerede, klippede og spillede hovedrollen i den blodige, brutale film Human Zoo, om en ung kvinde, der kæmper mod gangstere, seksuelle overgreb og traumer i borgerkrigens Jugoslavien. En historie, der delvist er inspireret af hendes adoptivsøsters egen historie.

Filmen fik premiere på Berlin Filmfestival i 2009, men blev modsat Thinning the Herd ikke voldsomt godt modtaget af anmelderne. Men Rie er stadig stolt af filmen, som tager fat på et tema, der altid har haft hendes interesse: magtforholdet mellem mænd og kvinder.

”Verden er styret af mænd,” konstaterer Rie fast, mens vi spiser grillede grøntsager. ”Mænd, der tænder på magt og på at dominere kvinder. Jeg har mødt dem, masser af dem, her i Hollywood og på rejser rundt omkring i verden. De er overalt. Mænd i jakkesæt, der er vant til at få deres vilje.”

Hun nærmest spytter ordene ud.

”Mændene i Human Zoo trækker grænser med blod og vold. Adria er en blid kvinde, hun vil gerne høre søde ting og være forelsket. Som kvinder jo nu engang vil. Men da hun bliver skubbet til det yderste, og hun ikke har noget tilbage, så kan hun ’take care of business and kick ass’.”

Og det gør Adria i Human Zoo, så blodet flyder. Den stærke kvinde, der kan hamle op med brutale, sadistiske mænd, kender vi især fra Quentin Tarantinos æstetiserede grindhouse-hyldest, Death Proof.

”Alle nyere filmskabere, der ikke lyver, er inspireret af Quentin, og det er jeg selvfølgelig også. Han har defineret hele min generation!” slår hun fast.

Morgenmad med Tarantino
Rie og Travis insisterer på, at man ikke kan besøge L.A. uden at se byen oppefra, fra Hollywood Hills. Så efter frokost på Melrose sætter vi os tilbage i chevyenog suser op i bjergene, forbi den ene kæmpestore, eksklusive villa efter den anden. Jeg spørger, om det mon er berømte mennesker, der bor her. Rie griner.

”Hvis du kan se ind af vinduerne fra gaden, så er det ikke en stjerne, der bor der. Så er det en producer!” siger hun.

Jeg ser, hvad hun mener, da vi kommer endnu længere op, og vejen bliver smallere. Villaerne ud til vejen er blevet erstattet af høje murstensmure med massive messing-låger, der formener uvedkommende adgang til de lange indkørsler. Små kameraer og sikkerhedssystemer gemmer sig i buskene. Det er kun få udvalgte, der får lov til at opleve den verden, der findes bag hegnet.

Rie er ét af de mennesker.

”Der bor jeg!” siger hun og peger op ad en næsten usynlig indkørsel, forskanset bag en høj messinglåge. Jeg kan kun lige ane en stor bygning, Ries gæstehus, der i virkeligheden er en luksuslejlighed med tre soveværelser og to badeværelser. Villaen ligger oven på Quentin Tarantinos egen private biograf, og hans eget palæ gemmer sig bagved, langt fra offentlighedens nysgerrige blikke. Tarantino inviterede hende til at bo hos sig, da hun var færdig med sin Human Zoo-tour, og han lige var blevet færdig med at filme Inglourious Basterds i Berlin. Han så et lys i den unge filminstruktør. Hun har boet der i over et år nu.

”Vi var begge totalt udmattede efter vores film. Jeg tror, Quentin synes, det var fedt at have en filmnørd tæt på, som han kunne snakke film med. Han viste mig begejstret alle de her film, mærkelige exploitation-film fra 70’erne, europæisk avantgarde, som jeg helt sikkert aldrig selv var stødt på. Vi så 16mm, 35mm, VHS, laserdiscs, cd’er, der var altid et eller andet, der kørte. Så skrev han lidt, og jeg skrev lidt, og så mødtes vi igen til eftermiddagsfilm. Vi så mindst to om dagen! Sådan er det stadigvæk, når vi altså begge to er hjemme.”

Travis parkerer bilen ved et offentligt udsigtspunkt, tæt ved Tarantinos hus.

”Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvor heldig jeg er at bo der,” siger hun, da vi kravler ud af den varme Chevelle.

”Jeg spiser morgenmad, drikker kaffe og ser film med mit største idol. Han lod mig læse sit manuskript til Death Proof, inden det var færdigt. Han læser mine og giver feedback. Han inviterer mig ud på settet, når han arbejder ... Tro mig, jeg er sgu taknemmelig for hver eneste dag i det hus.”

Rie har heller ingen planer om at flytte tilbage til Danmark. I hvert fald ikke før om mange år.

”Jeg kan godt lide Danmark. Jeg har bare ikke lyst til at bo der lige nu. Men jeg kan godt se mig selv blive gammel i min fars hus på Samsø med alle vindmøllerne og de gode kartofler,” siger hun på engelsk.

Vi strækker ben og nyder den betagende udsigt over San Fernando Valley, hvor USA’s pornoindustri havde sin base i 70’erne og 80’erne.

Hvor kommer ondskaben fra?
Rie og Travis var i fuld gang med research til deres næste filmprojekt – en spillefilm om ghettoen i området Compton i Californien med arbejdstitlen The Bullet Class – da hun blev kontaktet af Chris Cornell, forsangeren fra Soundgarden. Han ville have hende til at instruere en film, baseret på en bog af Philip Carlo om seriemorderen og serievoldtægtsforbryderen Richard Ramirez, der huserede i L.A. i 80’erne. Rie – aldrig bleg for at ændre planer i sidste øjeblik – udskød The Bullet Class og sagde ja tak.

”Manuskriptet er allerede skrevet, og det er fejlfrit, helt utrolig godt. En virkelig mørk historie. Vi er allerede i fuld gang med at planlægge produktion og caste skuespillere,” fortæller hun.

Jeg spørger, hvad det var ved lige netop dette manuskript, der greb hende.

”Jeg har allerede fra mine tidligere film erfaring med den type karakterer – sociopatiske, sadistiske mænd – og så er jeg dybt fascineret af temaet ’ondskab’. Hvor kommer ondskaben fra? Hvordan bliver en mand til en seriemorder? Hvad får ham til at banke en 80-årig kvinde ihjel med en hammer og skære øjnene ud på en anden?”

Rie og Travis har travlt. De skal til møde med hustruen til den nu afdøde forfatter Philip Carlo, så de sætter mig af tæt ved mit motel.

”Hey, prøv lige at se her,” siger hun, da vi skal til at tage afsked. Hun peger ned på et lille hul på bilens venstre side.

”Det er et skudhul!” afbryder Travis stolt. ”Rie havde lånt mig bilen, og jeg cruisede rundt i Compton for at lave research til The Bullet Class, og så pludselig kunne jeg høre skud, jeg speedede op, og først da jeg stod ud, kunne jeg se, at bilen var blevet ramt!”

Rie ser ud, som om hun på en måde er lidt træt af, at hun ikke var med i bilen den dag.

Ni måneder senere
Det er i skrivende stund næsten ni måneder siden, jeg tilbragte en hæsblæsende dag i Ries mat-sorte Chevy. Og da jeg endelig fanger hende på telefonen, bliver det hurtigt tydeligt, at meget har ændret sig siden sidste sommer.

Hun og Travis Marshall – vores chauffør den dag i juli og hendes nære ven og kreative partner – har afsluttet deres samarbejde. ”Jeg kan ikke acceptere nogen former for vold mod kvinder,” fortæller hun. ”Det kan Travis. Samarbejdet sluttede, fordi vi fundamentalt har forskellige værdier.” Travis Marshall er ikke den eneste mand, der pt. er lagt på hylden i Ries liv. Seriemorderen Richard Ramirez, som var hovedpersonen i den film, hun arbejdede på i sommer, har måttet vige pladsen for Ayiti – et manuskript om håb i Haiti.

”Jeg har fået virkelig god respons på Haiti-projektet, og arbejdet går hurtigere fremad. Noget tyder på, at vi er klar til lysere, mere positive budskaber. Fedt, at verden hellere vil høre om håb i Haiti end om et menneskeligt monster.”

Hun har også startet et samarbejde med et nyt socialt networking-site, Abovelive.com, der er dedikeret til at fortælle om, hvordan man beskytter miljøet i en moderne verden. Hun kombinerer sin passion for filmmediet og sin bekymring for planeten i kortere dokumentarfilm om miljøbeskyttelse til hjemmesiden.

Lige nu er hun i New York for at lave en musikvideo for det franske band PinkMist, som har en ”kick-ass kvindelig sanger”.

Der er sket meget på ni måneder. Men vennen, mentoren og roommaten Quentin Tarantino er stadig et anker i Ries hektiske liv. For nylig rejste de to rundt sammen i USA for at forberede hans kommende film Django Unchained.

”Vi rejste USA tyndt for at finde de rigtige locations. Vores ophold i New Orleans var seriøst en fantastisk oplevelse, måske én af de bedste i mit liv. Jeg elsker den by. Og så at få lov til at opleve den med ham, min helt. Jeg ved godt, jeg er urimelig heldig. Hey, medmindre han fysisk smider mig ud af lejligheden, så går jeg ingen steder!”

Hvis det kom til et slagsmål, så tror jeg, at jeg ville satse mine penge på Rie.