Nyhed
21. maj 2013 | 10:49

Shortlist: Oplev Sara Hjort på Ekko Shortlist

Foto | Niels A. Hansen
Sara Hjort har fået et stort gennembrud, selvom hun stadig går på teaterskolen og derfor kun i begrænset omfang vil kunne spille med i film de næste år.

Cannes-aktuelle Sara Hjort Ditlevsen springer med ungdomsdramaet Mellem træerne ind på femtepladsen. I denne uge præsenteres hele fire nye boblere, heriblandt en western og en vildmandskomedie.

Af Claus Christensen

I Cannes har verdenspressen netop set Sara Hjort Ditlevsen som barnepige i den makabre, hollandske film Borgman. Det er en birolle, men på Ekko Shortlist kan du se det store danske skuespiltalent i en hovedrolle.

Det er i kortfilmen Mellem træerne, hvor Sara Hjort, der fik sit gennembrud i Undskyld jeg forstyrrer, spiller en ung, forvirret pige. Hun leder efter sin far i den svenske ødemark, men møder i stedet hans veninde, som hun forelsker sig i.

Mellem træerne var i sidste uge bobler til top 10, og den har været så populær blandt Ekkos læsere, at den i denne uge springer ind på femtepladsen.

Den er instrueret af Sidsel Møller Johnsen og skabt den på den århusianske filmskole Super8, hvis film ser ud til at klare sig godt på Ekko Shortlist.

Jakob Rasmussens Super8-film Hearts and Minds lå således i tre uger på top 10 og har lige nu en niendeplads på All Time Shortlist. Alle film, der er røget ud af top 10 eller faldet for boblertidsgrænsen på tre uger, ligger her permanent.

Død kunde i sengen
Den anden nye film på top 10 er Søren Grinderslev Hansens Det sorte får, som på et hængende hår svinger sig ind på tiendepladsen.

I toppen er der stort set status quo. Michael Strunge-filmen Verdenssøn og fedmedramaet Patienten har sat sig solidt på henholdsvis nummer et og to, og på tredje- og fjerdepladsen har dokumentaren Heartbeats og actionfilmen Bewilderbeast blot skiftet plads.

I denne uge præsenterer vi hele fire nye boblere, og tre af dem er komedier – en genre, der ellers sjældent forekommer i det korte format.

Jonas Kvist Jensens Definitive Dead er tilmed noget så usædvanlig som en western-komedie, der er optaget i … Aarhus. To letlevende damer får pludselig nok at se til, da den ene af dem vågner op om morgenen på saloonen med en død kunde ved sin side.

Vildmand i skoven
I Mit blødende hjerte har Jens lige så svært ved at få gang i digterkarrieren som at holde på sin kæreste. Nils Holst-Jensen har instrueret filmen sammen med Kristian Sejrbo Lidegaard, der spiller hovedrollen.

Og i Gorm Justs Vildmand forlader Jesper Asholt civilisationen og slår sig ned i skoven for at leve det vilde liv, men han må sande, at det er nemmere sagt end gjort.

Også den fjerde og sidste nye bobler foregår i naturen. Bag titlen Landskaber gemmer sig en dybt personlig dokumentarfilm af Kristoffer Kiørboe, der sammen med sin bror inviterer faren, som ikke ønskede at være en del af deres opvækst, ud på en eksistentiel vandretur med en rygsæk af spørgsmål.

Se hele top 10.

Ekko Shortlist – top 10

1. Verdenssøn (instr. Johan Knattrup Jensen)

2. Patienten (instr. Cecilie McNair)

3. Heartbreaks (instr. Laura Ludmilla Sørensen)

4. Bewilderbeast (instr. Balder Skånström-Bo)

5. Mellem træerne (instr. Sidsel Møller Johnsen)

6. Telefonbesked fra mor (instr. Edda Rós)

7. Daimi (instr. Marie Grahtø Sørensen)

8. Vilddyr (instr. Ask Hasselbalch)

9. Emma (instr. Philip Th. Pedersen)

10. Det sorte får (instr. Søren Grinderslev Hansen)

Boblere

Def­in­itely Dead (instr. Jonas Kvist Jensen)

Mit blødende hjerte (instr. Nils Holst-Jensen & Kristian Sejrbo Lidegaard)

Vildmand (instr. Gorm Just)

Land­ska­ber (instr. Kristoffer Kiørboe)

Afterparty (instr. David Adam)

Ord (instr. Sven Vinge)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko