Oplevs ’To verdener’ til Berlin
Filminstruktøren Niels Arden Oplev har chance for at vinde sin anden pris ved Berlinalen, der løber af stablen fra 7. til 17. februar i år.
Hans nye film, To verdener, er udtaget i konkurrencen for ungdomsfilm, hvor også Natasha Arthys Fighter kæmper i samme kategori. To verdener har dansk biografpremiere blot fem dage efter, at filmfestivalen i Berlin slutter.
"Det er selvfølgelig fantastisk, at den er udtaget, selvom det ikke er hovedkonkurrencen. Det vigtigste er, at filmen nu kan få en masse omtale op til premieren. Det er afsindigt god timing," siger instruktøren.
Det gode selskab
Niels Arden Oplev deltog i 1996 i hovedkonkurrencen i Berlin med Aalborg-mareridtet Portland og vandt i 2006 Krystalbjørnen for sin delvist selvbiografiske Drømmen, der deltog i ungdomskonkurrencen.
"Hovedkonkurrencen er jo den fineste og den mest prestigefyldte. Nu vandt jeg ungdomskonkurrencen i 2006, så jeg kan godt tåle, hvis To verdener ikke går hen og vinder. Men jeg tror filmens emne egner sig godt til festivalen," siger Niels Arden Oplev.
Familieopgør
To verdener stiller skarpt på kristen fundamentalisme i Danmark. Filmen, der er baseret på en virkelig hændelse, handler om den syttenårige Sara, som lever sammen med sin familie. Hele familien er rettroende og aktive Jehovas Vidner, og da Sara forelsker sig i en ung mand, bliver hun udstødt.
"Den lanceres ikke som en ungdomsfilm, fordi vi så går glip af et stort voksent publikum," indrømmer Niels Arden Oplev, men tilføjer så:
"Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en film for voksne, først og fremmest fordi den handler om et familieopgør, som traditionelt ikke ligger inden for ungdomsgenren," siger han.
Fransk inspiration
To verdener stiller krav til publikum, ifølge Oplev.
"Filmen kaster et lys ind i tilskueren, hvor man vil stille spørgsmålstegn ved, om det, man lærte i sin barndom, nu også var det rigtige," siger han.
"To verdener er en meget anderledes film end Drømmen. Den nye film er strengere komponeret, og hvis man kan sige, at Drømmen havde noget amerikansk i sig, har To verdener noget fransk i sig og er nok en smallere film," siger Oplev.
Den lille mands kamp
Ligesom Drømmen er den nye film også en offerhistorie, og det ligger instruktøren meget på sinde.
"At skulle kæmpe for at finde sig selv og få lov til at tro på sig selv, er et stærkt identifikationspunkt for mig, og jeg er nok især interesseret i uretfærdighed over for børn og unge."
Filmen bygger på en virkelig historie om Tabita, som han læste i Berlingske Tidende i april 2006. Pigen lever i dag isoleret fra sin egen familie.
"Børn bliver hjernevasket i Jehovas Vidner. Forældrene i min film udspørger for eksempel pigen om hendes private sexliv, og de overbeviser hende om, at det er deres gode ret. Det er langt ude," siger Oplev.
Andre danske film i Berlin
Søren Kragh-Jacobsen er også udtaget til Berlin med Det som ingen ved, der deltager i kategorien Panorama Special.
Derudover deltager Flemming Quist Møllers og Jannik Hastrups Cykelmyggen og dansemyggen i børnefilmkonkurrencen, og Ole Bendtzen konkurrerer med filmen Berlin Hair Today om kortfilmprisen The Berlin Today Award. Endelig har den hyperproduktive Simon Staho fået sit kommende kærlighedsdrama, Himlens hjerte, i serien Berlinale Special, der fremhæver enestående instruktører og er udvalgt af festivalens direktør, Dieter Kosslick.
Kritiker Morten Piil anmelder To verdener i næste nummer af Ekko, der er på gaden den 27. februar.
Kommentarer