Opsigtsvækkende og kritiske film på Cph:Dox

Meningerne har været delte om Bill Condons aktuelle The Fifth Estate, hvor Benedict Cumberbatch giver et unuanceret billede af WikiLeaks grundlægger, Julian Assange.

Lidt nærmere på sandheden kommer vi i dokumentarfilmen We Steal Secrets: The Story of WikiLeaks, hvor instruktør Alex Gibney går detaljeret til værks i historien om den australske sandshedsapostle og hans livsværk, WikiLeaks.

Filmen tegner et broget portræt af det 42-årige it-geni. Han bliver kaldt for ”John Lennon i cyberspace”, da han opfinder det digitale paradis for whistleblowere, som han ifølge filmen siden kører i sænk, da han bruger websitets donationer på at komme uden om anklagerne for voldtægt af to kvinder i Sverige.

Assanges tilhængere kalder det for et komplot imod deres guru. Det er svært at afgøre, men filmen tegner et billede af en mand, hvor berømmelsen er steget ham til hovedet.

Torturlignende forhold
Det var lækken af videoen Collateral Murder, der viste, hvordan amerikanske soldater brutalt nedskød civile Reuters-reportere i Irak, som gjorde Assange og WikiLeaks verdensberømt.

Videoen blev uploadet på websitet af den transseksuelle Bradley Manning, der arbejdede som it-ekspert i militæret og næsten nåede at uploade en million fortrolige dokumentar til websitet, inden han blev anholdt i 2010. I august måned i år fik den 25-årige Bradley – i dag Chelsea – Manning så 35 års fængsel for at have lækket oplysningerne.

Filmen giver et rystende indblik i USA’s hykleriske forhold til menneskerettigheder, når Alex Gibney parallelt med Assanges historie uden filter dokumenterer, hvordan Manning i tre år var spærret inde under torturlignende forhold uden nogen form for rettigheder.

Drama bag EU’s lukkede døre
We Steal Secrets: The Story of WikiLeaks er en af de bedste af de tolv film, som er på programmet i Cph:Dox’ nye F:act Award konkurrence, der er stiftet i samarbejde med Dansk Journalistforbund.

Filmene bevæger sig i krydsfeltet mellem dokumentarisme, dybdeborende journalistik og politisk aktivisme – og giver plads til tilstedeværelse og refleksion.

I Karen Stokkendal Poulsens The Agreement kommer instruktøren helt ind bag de lukkede døre i EU og er med som en flue på væggen under forhandlingerne mellem Kosovo og Serbien, der skændes om landegrænser, Kosovos uafhængighed og Serbiens håb om at blive optaget i EU. For bordenden sidder den karismatiske fredsmægler Robert Cooper, der må holde tungen lige i munden for at sikre en løsning mellem landenes to farverige diplomater, som er fuld af foragt for hinanden.

Dokumentarfilmen er klassisk observerende, og instruktøren har øje for det menneskelige og viser fin sans for en spændende dramaturgisk og karakterdreven opbygning. Sjældent er tunge forhandlingsprocesser blev formidlet på en så dramatisk måde.

Store A i Syrien
Den anden dansker i programserien er journalist og dokumentarist Nagieb Khaja, som er aktuel med Store A – fra bandeleder til Jihad. Abderozzak Benarabe, der er kendt som bandelederen Store A fra Nørrebros kriminelle underverdenen, rejser til Syrien for at slutte sig til oprørernes kamp mod præsidents Assads regime.

Abde – som han kaldes blandt venner – har ry for at skamfere skyldnere i det kriminelle miljø og har generelt en straffeattest så tyk som en telefonbog. Men den person, man ud fra mediernes beskrivelser forbinder med et monster, fremstår som et ganske almindeligt menneske, når han sidder i køkkenet og spiser lasagne med sin pæredanske teenagedatter.

Han virker faktisk skræmmende sympatisk.

Abderozzak Benarabes mål med missionen i Syrien er at komme ud af det kriminelle miljø, og rette op på alt det lort, han har lavet i livet, som han selv udtrykker det. I Syrien går det voldsomt for sig, når oprørerne blive skudt i hovedet for åbent kamera.

Men det bliver et kortvarigt indblik i krigens kampe, da instruktøren bliver bedt om rejse hjem med kameraet, da Assads styrker går målrettet efter enhver, som prøver at dokumentere overgrebene på den syriske befolkning.

Filmen slutter temmelig brat efter knap 60 minutter, men instruktøren får trods alt skabt et sjældent indblik i både Københavns kriminelle miljø og de blodige og ulige kampe mellem oprørerne og militæret i Syrien.

Civile liv på samvittigheden
Krigsrædslerne fortsætter i journalisten Jeremy Scahills Dirty Wars. Scahill står bag flere kritiske artikler og bøger om krigene i Afghanistan og Irak, og denne gang går han i fodsporet på USA’s hemmelige elitestyrke JSOC (Joint Speciel Operation Command), som kom frem i lyset, da de dræbte Osama Bin Laden.

Deres mission er at dræbe mistænkelige terrorister, men som journalisten dokumenterer, har elitestyrken flere civile liv på samvittigheden, som ikke tåler dagens lys i de veletablerede amerikanske medier.

Det er en forudroligende film, men amerikanske overgreb på civilbefolkningen i de mellemøstlige lande kommer næppe længere som den store chokerende overraskelse.

Den glemte borgerkrig
I stedet bliver man for alvor rystet i No Fire Zone: The Killing Fields of Sri Lanka, somer den mest barske film i programmet. Instruktør Callum Macraes indsamler vidnesbyrd af øjenvidneskildringer, der dokumenterer de krigsforbrydelser, som befolkningen har været udsat for af den srilanske regering.

I de sidste måneder af den 26-årige lange borgerkrig i landet mistede 70.000 indbyggere livet i en såkaldt sikkerhedszone, hvor de blev bombet sønder og sammen. Det er ikke for sarte sjæle, når instruktøren råt for usødet bringer billeder af lig og lemmer, der flyder over alt i gaderne og på de sparsomme hospitaler.

Bevisbyrden er effektivt skruet sammen, og optagelserne er svære at ryste af sig. På den måde lykkes det instruktøren at sætte fokus på krigsforbrydelser, som ikke fylder meget i de vestlige landes medier. Filmen er et godt bud på en vinderfilm, når juryens medlemmer på torsdag skal votere og blive enige.

Største økonomiske svindler
Finanskrisen skurke og kapitalismens grådige overgreb på den tredje verden går igen i flere film.

Den økonomiske kriminalitet topper i In God We Trust, der er instrueret af de to journalister Victor Kubicek og Derek Anderson. Finansgeniet Bernie Madoff, som grundlagde Wall Streets NASDAQ-børs, blev idømt 150 års fængsel, da hammeren faldt efter mere end 25 års svindel, hvor Madoff havde snydt sine klienter for over 60 milliarder kroner.

Filmen følger hans trofaste sekretær gennem 25 år Eleanor Squillari, der ingen anelse havde om, hvad der foregik af fusk bag hendes chefs dør. I en blanding af chok og vrede bistår hun myndighederne i at komme på sporet af, hvordan historiens største økonomiske svindelnummer var muligt, og hvor de mange penge er blevet af.

Det er spændende fortalt, og der er dramatiske vendepunkter, når konsekvenserne først begynder at ramme Madoff og hans nærmeste omgangskreds.

Grådighedens bødler og ofre
I Big Men har instruktør Rachel Boynton brugt over fire år på at skildre, hvordan Ghanas befolkning bliver spist af med småpenge, mens et amerikansk oliefirma og dets investorer scorer milliarder på det første oliefund uden for det afrikanske lands kyst.

Skræmmebilledet er nabolandet Nigeria, hvor et oliefund i 1950’erne knap nok er kommet befolkningen til gode, men tværtimod har splittet landet mellem oprørere og korrupte magthavere. Boytons flotte billeder skaber sammen med filmens farverige personer og lange tidshorisont en velfortalt og hovedrystende historie.

Grådigheden bliver ikke mindre i The UK Gold, hvor instruktøren Mark Donne og præsten William Taylor afdækker, hvordan erhvervslivet i London undgår at bidrage til fælleskassen via lyssky forretningsmodeller og uigennemskuelige pengetransaktioner til Det Caribiske Øhav.

Radioheads forsanger Thom Yorke står for lydsiden, mens præsten tager tilskueren gennem Londons fattige kvarterer, hvor borgerne passivt må se til, at politikernes løfter om en bedre verden er reserveret for overklassen. Men der er ikke meget pondus i historien eller instruktionen, som ikke serverer mange chokerende indblik i det britiske finansimperium.

I Marc Bauders Master of the Universe er det Tysklands finansimperium, som står for skud.

Med klassisk musik og billeder af store tomme skyskrabere skaber instruktøren en storbysymfoni-stemning, mens en tidligere bankmand beretter om Frankfurts finansverden, der organisatorisk sidestilles med militæret, hvor man adlyder ordre uden at stille moralske spørgsmålstegn.

Det er en flot og anderledes film, men den dvæler for meget i sit emne, uden at historien rigtig rykker ud af stedet.

Forsvundet nødhjælp
I Fatal Assistance fosser nødhjælpspengene ud af kassen til ofrene for jordskælvet i Haiti i 2010. Instruktør og tidligere kulturminister i Haiti Raoul Peck går hårdt til angreb mod ngo'er og prominente navne som Bill Clinton og Sean Penn.

Haiti modtog milliarder i nødhjælp, men landet ligger stadig i ruiner. Pengene forsvinder til politisk profilering og bureaukratiske processer og de mange nødhjælpsorganisationer træder hinanden over tæerne. I sidste ende gør nødhjælpen mere skade end gavn, konkluderer instruktøren så polemisk undervejs, at han har svært ved at overbevise gennemført for sine synspunkter.

I Population Boom rejser den østrigske instruktør Werner Bootes rundt i verden for at blive klogere på trusselsbilledet om, at overbefolkningen i den tredje verden kommer til at dræne jorden for ressourcer. Instruktøren iscenesætter lettere påtaget sig selv som en anden Michael Moore, når han interviewer alt fra miljøfortalere til klimaforskere og ikke overraskende konkluderer, at den vestlige verdens enorme forbrug og spild af klodens ressourcer er et større problem end overbefolkning. Det er konkurrencens mindst interessante film.

Det har ikke været muligt på forhånd at se veteranen Errol Morris’ samtalefilm The Unknown Known med USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld.