Optakt og afsked med NatFilm

På fredag den 28. marts rammer den 19. NatFilm Festival de københavnske biografer samt i Århus og Odense.

Festivalen varer indtil 6. april, og det bliver den sidste af slagsen, da NatFilm og Copenhagen International Film Festival til næste år bliver slået sammen til én stor filmfestival. 

Det startede med Midnight Movies i nattetimerne, og NatFilm har gennem tiden udviklet sig til den vigtigste alternative filmfestival i Danmark — en festival, der aldrig har været bange for at dyrke de levende billeder og særligt de skæve af slagsen.

Boblende undergrund
Som for enhver international filmfestival med respekt for sig selv er programmet bugnende med nyt fra alle verdenshjørner — såvel fra den boblende undergrund som fra arkivets gemmer.

Navne som John Sayles, Abel Ferrara og George A. Romero klinger velkendt for tilhængere af amerikansk independent, og alle tre instruktører er aktuelle med nye film.

Programmet giver også plads til en ener fra Canada, Guy Maddin, der dyrker humor i en stumfilmlignende filmæstetik. Man kan tilmed opleve Charles Burnetts afroamerikanske hverdagsdramaer, ikke mindst Killer of Sheep (1977), der på grund af rettighedsproblemer først fik almindelig biografpremiere sidste år og hyldes i det seneste nummer af Ekko.

Endnu en gang møder kunstformerne hinanden under nattehimlen, og højdepunktet kan meget vel blive den mexikanske electronica-virtuos Murcof, der vil fylde Marmorkirkens storladne rammer med musik og levende billeder.

Svensk vampyrfilm
Traditionen tro forholder festivalprogrammet sig til gængse geografiske landegrænser og byder i år på serier fra England, Frankrig, Spanien og Tyskland. Særligt Down Under-serien fra Australien er værd at holde øje med.

De nordiske bidrag til kataloget er præget af kunstnerisk løssluppenhed fra både nye og gamle kendinge.

Gone With the Woman af Petter Næss, der stod bag komedien Elling, skildrer med visuelle krumspring det helt igennem surreelle forhold mellem en mand og en kvinde. Filmen bygger på debutromanen af den norske samfundssatiriker Erland Loe, der skrev Doppler og i øvrigt er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.

Hvis man hører til dem, der har oplevet den bizarre ensemblefilm Fire nuancer af brunt, som vandt NatFilms Kritikerpris i 2004, ved man også, at man kan forvente sig lidt af hvert fra den svenske instruktør Tomas Alfredson. Hans seneste Let the Right One In er en vampyrfilm, der ikke som forgængeren chokerer med brune nuancer og bad taste-æstetik, men lover reelle genrechok og gys.

Eneren Roy Andersson
Roy Andersson er langt om længe tilbage på spillefilmens scene med opfølgeren til den melankolske og mesterlige Sange fra anden sal fra 2000, og det bliver fejret med en hel serie med svenskerens varierede film- og reklamekatalog.

Du levende fortæller ligesom forgængeren sin historie i allegoriske bidder, indrammet visuelt og tematisk i statiske tableauer. Det er en trøstesløs og tragikomisk moderne verden, vi møder, hvor humanisme og medmenneskelig omsorg er fremmedord.

Debuten En kærlighedshistorie fra 1970 er en helt anden sag, der må ses eller genses for sin lette, sommerlige samtidsskildring af Sverige. Dertil kommer den sjældent viste Giliap fra 1975, der introducerede Anderssons særlige billedsymbolik, flere kortfilm samt en række af Anderssons banebrydende reklamefilm fra årenes løb.

Instruktøren kommer til byen på festivalens første dag, hvor han vil være til stede både ved premieren på Du levende og dagen efter i Posthusteatret, hvor der vises kortfilm og overraskelser.

Asiatiske fristelser
Hvis man vil se ny asiatisk film i biffen, er NatFilm stedet. Den store serie Asian Tigers præsenterer gys, action, anime samt den koreanske provokatør Kim Ki-duks seneste Breath, der premierede i Cannes i 2007. Kina-serien er en blandet landhandel af nye titler fra Kinas såkaldte sjette generation af filmmagere — fra socialrealisme over absurdkomedie til gangsterdrama og Hongkong-thriller.

Wong Kar-wais seneste My Blueberry Nights, der tilsyneladende ikke får dansk biografpremiere, skiller sig ud fra hans svimlende og storbylidenskabelige filmkatalog, idet den som den første er sat i USA. Med et line-up af Hollywood-kendinge som Jude Law, Natalie Portman, Rachel Weisz og med jazzens svar på pop, Norah Jones, i hovedrollen frister filmen, til trods for den blandede modtagelse på Cannes-festivalen sidste år.
 
Den seneste måned har NatFilm taget forskud på glæderne blandt andet med en retrospektiv filmserie af Edward Yang i Cinemateket. Yangs film fra Taipei er rige på fortællemæssige detaljer. Særligt den næsten tre timer lange Yi Yi fra 2000 er emblematisk for Yangs nære menneskeskildringer, og filmen, der blev hans sidste, er et fyndigt portræt af tre generationer og skellene imellem dem.

Edward Yang døde sidste år og her er en sjælden mulighed for at opleve hans samlede værk.

Dansk film i ét skud
I festivalprogrammet pryder danske Trine Dyrholm det sort-hvide cover. Dyrholm spiller hovedrollen i Pernille Fischer Christensens svære toer, Dansen, og det er mærkeligt nok den eneste film, festivalen viser med den fortryllende skuespiller.

Den danske serie spænder over vidt forskellige tematikker og temperamenter i de elleve højaktuelle film, blandt andet den rød-hvide forboldhyldest Og det var Danmark, Ulrik Wivels spillefilmdebut Comeback og Simon Stahos svenske kammerspil Himlens hjerte samt Eye for Eye og Gå med fred, Jamil — to fortællinger fra indvandrermiljøer i Danmark.

I formeksperimenterne One Shot og Preludium af henholdsvis Linda Wendel og Johan Melin går filmenes fortalte tid og fortælletid op i en højere enhed. Begge er filmet i ét langt skud, og deres uafhængighed af statslig filmstøtte og mangel på dansk distribution gør dem særligt tillokkende.

Fremtiden
Om det er en tilfældighed, at NatFilms sidste coverstjerne er pæredansk, vides ikke, men det lægger måske op til den nye filmfestival, der bliver resultatet af fusioneringen af NatFilm og Copenhagen International Film Festival.

Festivalen er stadig uden navn, men det fremgår af iByen.dk, at den nyansatte festivaldirektør, Mikkel Harder Munck-Hansen, skal være med til at styrke dansk films position på et internationalt plan. Hvor i festivalprogrammeringen det efterlader de internationale independent film, er stadig uklart, men indtil da kan man en sidste gang glæde sig over et imponerende program og tage natten tilbage med NatFilm.