Berlinalen lokker med mørke oplevelser

”Hvis der er en overvægt af mørke toner, kan det skyldes, at de film, vi har valgt, har en tendens til at se på nutiden uden nogen former for illusion,” har den ene halvdel af det nye festivaldirektørpar sagt om sit første Berlinale-program.

Carlo Chatrian er udset til at styre den kunstneriske del af direktørskabet, mens Mariette Rissenbeek har fået ansvaret for den mere markedsorienterede og økonomiske del af forretningen.

På den måde sender Berlinalen anno 2020 et tydeligt signal her på sin 70-års fødselsdag. Det her er en filmfestival, som er andet og mere end små kunstfilm med politiske fanfarer og masser af markedsfester, hvor boblerne flyder.

Fokus skal være på tårnhøj kvalitet. Både når det handler om filmkunst og om salg af denne.

Og selv om der stadig er statskundskabstoner i programmet, skaber de nye direktører alligevel fornyet optimisme i den tyske hovedstad, hvis filmfestival i de senere år er hensygnet i politisk korrekthed.

Spørgsmålet få dage inden, at filmløjerne går i gang, og filmverdenens øjne er rettet imod Berlin, er naturligvis, om bjørnestatuetterne kan komme i nærheden af Cannes-festivalen i kvalitet og ikke mindst på omgangshøjde med filmfestivalen i Venedig, der i de senere år har funklet i forhold til Berlinale-programmet.

Tre film om Berlin
Det mest bemærkelsesværdige ved årets hovedprogram er nok, at tre af de atten film, der skal konkurrere om bjørnestatuetterne, som uddeles ved det store show i Berlinale Palast på Potsdamer Platz den sidste lørdag i februar, rent faktisk foregår i Berlin.

Den var nok ikke gået i hverken Cannes eller Venedig, men det minder elegant tilskuerne om, at Berlin er en metropol med et stort potentiale.

Den første af berliner-filmene er Berlin Alexanderplatz af Burhan Qurbani, der i 2010 vandt en mindre pris for Shadada i Berlin.

Nu er han for første gang i hovedkonkurrencen med Berlin Alexanderplatz, der er baseret på en af 1900-tallets store, tyske romaner, som også Rainer Werner Fassbinder har givet sit bud på i en berømt tv-serie fra 1980. I 2020 handler det om en flygtning fra Vestafrika, der ankommer til Tyskland.

Mere munter lyder Schwesterlein ikke. Den handler om en kvinde, som må vende hjem til Berlin, da hendes bror bliver syg.

Det er instruktørparret Stéphanie Chuat og Véronique Reymond, som står bag filmen. De har førhen mest markeret sig med dokumentarfilm. Derfor bliver det interessant at iagttage, hvordan det ser ud, når parret går den rendyrkede dramavej.

Disse to første film må betragtes som lotto-kuponer i hovedkonkurrencen, mens den tredje Berliner-film er en af forhåndsfavoritterne.

Christian Petzold burde have vundet Guldbjørnen forrige år for Transit, og instruktøren har med Barbara og Phoenix vist, at han mestrer det mørke og fængende filmsprog.

Instruktørens nye Undine lover mere af det samme med fortællingen om en kvinde, der driver igennem Berlin.

Teenagepigers kvaler
Men forhåndsfavoritter er der nu flere af.

Det bliver spændende at se, hvad amerikanske Kelly Reichardts rolige og alligevel nervøst frapperende billedsprog har at tilbyde. Hun kommer til Berlin med en historisk film om en gruppe pelsjægere. Det lyder underligt, men filmen er produceret af det succesrige produktionsselskab A24, og instruktøren plejer ikke at skuffe.

Det gør newyorkeren Eliza Hittman heller ikke. Det er lidt af et scoop, at Berlinalen har fået hende ind i hovedkonkurrencen. Instruktøren, der har vundet vægtige priser på blandt andet Sundance-festivalen, formår at bruge sit kamera, så man bliver helt rundtosset.

Med Never Rarely Sometimes Always har amerikaneren ikke bare skabt den bedste filmtitel i hovedkonkurrencen. Hun kan også være en outsider til de tungeste af bjørnene med en fortælling om to teenagepigers kvaler i Pennsylvania. Historien skriger feminisme i en tid, hvor Berlinalen går og sukker efter at uddele Guldbjørnen til det.

I favoritfeltet skal sydkoreanske Hong Sangsoo naturligvis også nævnes. Det kører jo for sydkoreansk film i disse år – tænk bare på Parasite og Burning – og Hong Sangsoo er med i hovedkonkurrencen i Berlin for femte gang.

I 2017 modtog Min-hee Kim Sølvbjørnen for bedste kvindelige skuespiller i Sangsoos On the Beach at Night Alone, som flere også tippede til at få Guldbjørnen. Derfor er instruktørens The Woman Who Ran også i forhåndsfavoritfeltet i år.

Og den har i øvrigt samme kvindelige hovedrolle som On the Beach at Night Alone.

Russisk vanvid
Fællesnævneren for alle disse film er, at de er mørke i deres billedsprog og fortællinger.

På programmet finder vi også den snurrige, engelske veteran Sally Potter, mens den amerikanske trykkoger Abel Ferrara ligeledes indfinder sig i 2020-hovedkonkurrencen.

Om Dau: Natasha er en mørk sag, vides endnu ikke, men som Filmmagasinet Ekko tidligere har beskrevet, er det russiske vanvidsprojekt med 700 timers optagelser over tre år i hvert fald nu parat til at modtage bifald såvel som buh-råb i Berlin.

Optagelserne har ligget klar siden 2009, og det tyder jo på papiret ikke godt. Til gengæld får også tv-serien Dau: Degeneration en særvisning på Berlinalen, så lidt er der da blevet klippet sammen hen over årene.

Klipning og slowmotion-fortællinger er i øvrigt også noget som taiwanske Tsai Ming-Liang (Stray Dogs) går op i. Han er i hovedkonkurrencen med Days, der nok skal få filmfreaks til at klappe langsomt og taktfast.

Danskere i vælten
Der er altså nok at se frem til, men spørgsmålet er, om de helt store filmoplevelser ligger og venter i sidekonkurrencerne. Sådan har det i hvert fald været de seneste år.

For ud over de atten film i hovedkonkurrencen vises mere end 250 film og serier på Berlinalen.

Danske Jeanette Nordahls Kød & blod toner frem i Panorama-sektionen, mens den tidligere Ekko Shortlist-vinder Tone Ottilie deltager med kortfilmen Babylebbe i Generation 14plus.

Samtidig er TV 2 repræsenteret ved den danske serie Sex, som er en del af Berlinale Series-programmet. Ganske imponerende, for her finder man store serier, mange har glædet sig til – for eksempel amerikanske Dispatches from Elsewhere og australske Stateless med Cate Blanchett.

Verdenspremieren på Last and First Men bliver noget helt særligt at overvære.

Det er den afdøde filmkomponist Jóhann Jóhannsons kompromisløse kunstfilm, der får posthum-premiere under Berlinalen, og som er blevet gjort færdig af blandt andre fotograf Sturla Brandth Grøvlen, klipper Mark Bukdahl og lyddesigner Peter Albrechtsen.

Om danskere kan få særlig opmærksomhed, bliver blot en af mange interessante ting at følge, når Berlinalen 2020 ruller den mørkerøde løber ud.