Dag 6: Opvæksten på et skateboard

Flere i salen rejser sig og klapper, da Mid90s’ sidste billede glider af lærredet. Det er fuldt forståeligt. Jonah Hill har lavet en fremragende film om at vokse op på et skateboard. 

Den amerikanske skuespiller (Moneyball) har en sans for dramatik i de helt små detaljer, og i Mid90s spillefilmdebuterer han med hængerøv i jeansene og filmisk kvalitet over hele paletten. 

Med en gensplejsning af Gus Van Sants My Own Private Idaho og Larry Clarks Kids leverer Hill en historie, der er så stram i sin fortælling, stenet sjov i sin dialog og hen imod slutningen så dramatisk elegant turneret, at det kun er små skønhedsfejl, der holder én fra at kalde debuten et regulært mesterværk. 

I Mid90s sætter den debuterende instruktør tidsbilledet lige i filmfremviserskabet og fortæller om trettenårige Stevies (Sunny Suljic) trang til at hænge med de større drenge. Hans storebror tyranniserer ham, men i en gruppe af festende skateboardere bliver Stevie voksen i løbet af en Los Angeles-solfyldt sommer. 

Man bliver i filmen – også når man forlader salen og får lyst til at købe hængende jeans og boarde lidt rundt ude foran biografen på Alexander Platz. Mid90s er en sjælden perle og uden tvivl den bedste film, jeg har set på årets Berlinale. 

Femten år og drabsmand
Men Mid90s er i Panorama-programmet og ikke i hovedkonkurrencen, så derfor er der ingen Bjørne-muligheder til den. Det er der til gengæld for en anden film om unge mennesker, der var dagens middagsvisning i Berlinale-paladset. 

Piranhas er skrevet af bande- og mafia-ekspert Roberto Saviano og instrueret af Claudio Giovannesi, der har instrueret et par afsnit af tv-serien Gomorrah fra 2014. 

Det kan man godt se. 

Stille og roligt udfoldes en dyster og drabelig historie om en drengebande, der gerne vil stige i graderne i kvarteret i Napoli. De er kun femten år, men alligevel dræber og stjæler de for at nå til tops. 

Da lederen pludselig må vælge imellem kæresten og toppositionen i kvarteret, begynder det dog at knage voldsomt i gruppen. 

Giovannesi tager os let og elegant igennem fortællingen med håndholdt kamera-arbejde og inspiration fra neorealismen. 

Arbejdsløsheden er høj, og kriminaliteten er den mest lukrative løbebane. Fyrene kører rundt i kvarteret og indkræver penge med automatvåben i buksekanten, men samtidig er de også bare drenge, der stadig bor hjemme og brokker sig over deres yngre brødre, hvis de har spist de sidste småkager. 

Ofte minder Piranhas om Michael Noers Nordvest, men det er nu tydeligt, at flere af scenerne mest er en hyldest til Gomorrah-filmen fra 2008. 

Familiebilleder
I Was at Home, But opruller med stor møjsommelighed en ubehagelig historie om en familie, der er ved at falde fra hinanden og derfor må genskabes. 

En tysk kvinde er ude af sig selv, fordi hendes søn har været væk i en uge. Men så vender den trettenårige pode pludselig hjem uden så meget som en forklaring. 

Forklaringen findes dog nok i, at hans far ikke længere er en del af den kolde verden, som kameraet skildrer. 

Tyske Angela Schanelec er en rolig formidler af eksistentielle kriser, og med sikker hånd involverer hun flere og flere personer i den mutte historie. Men handlingen kredser dog om den ekstroverte mor. 

Der er en klar parallel til Ghost Town Anthology fra hovedkonkurrencen i går, men I Was at Home, But tager nogle underlige sidespring, som forvirrer mere, end de gavner. 

Der var både klapsavler og buh-råb efter visningen, men hvis juryen er til falds for det distancerede og mystiske, kan I Was at Home, But såvel som Ghost Town Anthology godt være bjørnebud. 

Juryens interesser
Og det er vel ved at være på tide at introducere den jury, der på lørdag skal uddele Guldbjørn og Sølvbjørne til hovedkonkurrencens film. 

Eftersom der kun er seksten film med i konkurrencen, skal mange nok få noget med hjem. Og det er måske ikke helt usandsynligt, at der er markant flere kvinder end mænd, der får en statuette. 

Det ville i hvert fald sende et stærkt signal fra festivalen, som jo netop har kvinderne i fokus i år. 

I år har vi da også en kvindelig juryformand i form af skuespiller Juliette Binoche. Med sig har hun Los Angeles Times-anmelderen Justin Chang og New York-kunstmuseet MoMa’s filmredaktør Rajendra Roy. 

Der er ikke blevet plads til en eneste amerikansk film i årets hovedkonkurrence, men derimod til to amerikanere i juryen. I juryen finder vi også skuespilleren Sandra Hüttel (Min far Toni Erdmann), den engelske producer, skuespiller og instruktør Trudie Styler og ikke mindst chilenske Sebastián Lelio, der har vundet adskillige priser i Berlin i de senere år. 

Mit bud er, at denne gruppe er særligt interesseret i kameraarbejde og skuespil. Derfor kunne man snildt forestille sig, at der lige netop nu er stor sympati for Nora Fingscheidts System Crasher, Marie Kreutzers The Ground Beneath My Feet, Agnieszka Hollands Mr. Jones og Claudio Giovannesis Piranhas. 

Outsiderne må være Öndög, Ud og stjæle heste og The Golden Glove. 

Dansker på folks læber
Men vi er jo slet ikke færdige endnu, og derfor er det først på fredag, at der virkelig kan gættes. 

Det kan der også blive i Panorama-sidekonkurrencen, hvor danske Omar Shargawi har høstet en hel del ros for sin personlige dokumentarfilm Western Arabs. Sideprogrammet slutter med en publikumspris, og der har været mange tilskuere til visningerne. 

Alligevel er det nu stærke film (blandt andet Mid90s), dansk-palæstinenseren er oppe imod. Og generelt er der meget ros til danskerne i Berlin i disse dage. 

I går klappede et stort publikum taktfast af holdet bag DR Dramas Bedrag, da et par afsnit blev vist i serie-programmet hernede. 

Dagen derpå har navnet Jeppe Gjervig Gram gået igen rundt omkring i biografsalene. Den danske manuskriptforfatters talent for at flette det politiske og personlige sammen er noget, som tiltaler publikum og anmeldere på Berlinalen. 

Nedslidt badehotel
Tirsdag var der så en anden dansk serie i aktion, nemlig Kasper Rune Larsens nye Hotel Paradis. 

Berlinalen har inviteret instruktøren tilbage efter hans succes sidste år med slacker-filmen Danmark. Hotel Paradis fortsætter i samme improviserede stil med historien om en ung kunstner, der opsøger et nedslidt jysk badehotel, som hans far har efterladt ham og hans brødre. 

Herfra går historien langsomt, men sikkert frem imod, at kunstnersnuden måske finder sig selv i de uvante rammer. 

En slags coming-of-age-serie for en lidt ældre årgang, kan man sige. Udviklingshistorier var der altså nok på Berlinalens sjette dag.