CPH:DOX
09. okt. 2014 | 17:38 - Opdateret 10. okt. 2014 | 09:28

Oscar-bejler åbner Cph:Dox

Foto | Magic Hour Films
I 1989 går Anders Østergaard tæt på de skelsættende politiske begivenheder, da Berlin-muren faldt. Dokumentaren er en blanding af vidneudsagn, arkivmaterialer og rekonstruerede scener og dialoger.

Cph:Dox åbner med et brag med verdenspremieren på Anders Østergaards 1989 om jerntæppets fald. Også Joshua Oppenheimer er tilbage med opfølgeren til The Act of Killing.

Af Morten Scriver Andersen

I 2010 var han nomineret til en Oscar for Burma VJ: Reporter i et lukket land, der handler om de voldsomme munkeprotester i Burma i 2007.

Nu er Anders Østergaard klar til at indtage verden igen. Han nye dokumentar hedder 1989 og får verdenspremiere på Cph:Dox-festivalen, som den åbner den 5. november.

1989 er et storpolitisk drama, hvor Østergaard og medinstruktør Erzsebet Racz genskaber begivenhederne fra Berlin-murens fald. Han inviterer publikum helt ind i de lukkede mødelokaler med hjælp fra vidneudsagn, arkivmaterialer og rekonstruerede scener.

Oppenheimer og Snowden i hovedkonkurrencen
1989
er sammen med danske Joshua Oppenheimers The Look of Silence udtaget til hovedkonkurrencen, Dox:Award, hvor i alt tolv internationale titler kæmper om juryens gunst.

Joshua Oppenheimer, der i år var nomineret til en Oscar for The Act of Killing om tidligere indonesiske bødler, følger op på succesen med endnu en gruopvækkende fortælling fra det indonesiske folkemord i 1965.

Denne gang følger han i The Look of Silence en overlevende familie, der konfronterer morderen til deres bror.

”Ægte forsoning kan kun ske, når de overlevende begynder at få en reel del i magten,” siger Oppenheimer i det aktuelle Ekko #66, hvor vi bringer et stort interview.

Blandt de to danskeres konkurrenter er den opsigtsvækkende Citizenfour om Edward Snowden – manden bag nyere tids største whistleblower-sag. Citizenfour er lavet af amerikanske Laura Poitras, som har været Snowdens fortrolige kontakt siden NSA-skandalens udbrud.

Mere end dokumentarfilm
Cph:Dox er en dokumentarfestival med en afsluttende prisuddeling. Men gennem festivalens elleve dage præsenteres publikum også for koncerter, kunstudstillinger og professionelle seminarer.

Foruden hovedkonkurrencen uddeles der priser i kategorierne ”New:Vision”, hvor nye og eksperimenterende dokumentarer belønnes, ”Nordic:Dox”, der samler de bedste nordiske dokumentarer, samt Politikens Publikumspris, hvor publikum får lov at udnævne deres favorit.

Sidste år blev endnu en kategori tilføjet repertoiret. F:act Award gives til en film i grænselandet mellem dokumentarisme og dybdegående journalistik og er støttet af Dansk Journalistforbund.

Cph:Dox foregår i perioden 6.-17. november, og det fulde program bliver offentliggjort på mandag.

Cph:Award 2014

 


1989

Instr. Anders Østergaard og Erzsebet Racz
Danmark

Historisk dokumentarfilm genskaber den dramatiske optakt til det øjeblik, hvor Berlin-muren faldt for 25 år siden.


Actress
Instr. Robert Greene
USA

Fra tv-serien The Wire til et liv som moderne husmor i New Yorks forstæder – og tilbage igen? En hybridfilm om en kvindes hovedrolle i sit eget liv.


Approaching the Elephant
Instr. Amanda Rose Wilder
USA

Den eneste regel er, at der ikke er nogen regler. Et år på en amerikansk friskole, hvor anarkiet lurer.


Horse Money
Instr. Pedro Costa
Portugal

Portugisiske Pedro Costa udvider dokumentarismens felt med et mørkt værk.


I Want to See the Manager
Instr. Hannes Lang
Tyskland og Italien

Menneskeheden set udefra i en film, der fra alle syv verdenshjørner minder os om, at en gæst fra rummet straks ville forlange at se planetens manager.


Scenario
Instr. Philip Widmann og Karsten Krause
Tyskland

En mand og hans sekretærs affære i 70'ernes gråbrune Tyskland, rekonstrueret som en absurd rapport. Alt er under kontrol, på nær meningen med det hele.


Stranded in Canton
Instr. Måns Månsson og Li Hongqi
Sverige, Danmark, Kina

En afrikansk business-mand strandet i kinesisk millionby, fortabt og forelsket – i et cinematisk eksperiment på slap line imellem virkelighed og fiktion.


The Fortune You Seek Is in Another Cookie
Instr. Johannes Gierlinger
Østrig

En jordomrejse i jagten på lykken som poetisk og politisk praksis.


The Look of Silence
Instr. Joshua Oppenheimer
Danmark, Indonesien, Norge, Finland, England

En mand bryder tavsheden og konfronterer sin brors mordere i opfølgeren til The Act of Killing, der ser på folkemordet i Indonesien fra ofrenes synsvinkel.


All Fall Down
Instr. Mary Posatko og Emily Topper
USA

Henry Selhorst, far til tretten børn, bliver i Baltimore i 1972 dræbt få gader fra, hvor han bor. Årtier senere beslutter hans barnebarn Emily sig for at afsløre sandheden om mordmysteriet.


Citizenfour
Instr. Laura Poitras
USA, Tyskland

Den amerikanske journalist og filmskaber Laura Poitras har været Edward Snowdens fortrolige kontakt, siden NSA-skandalen begyndte. Fimen afdækker en af de mest dramatiske whistleblower-sager i vores tid.


The Postman’s White Nights
Instr. Andrei Konchalovsky
Rusland

De lokale indbyggere i en landsby i det russiske vildnis optræder som dem selv i Andrey Konchalovskys udsøgte hybrid mellem dokumentar og opfindsom iscenesættelse.


Filmbeskrivelserne er redigeret fra Cph:Dox-programmet.

Trailer: Dox:award 2014

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko