Oscar-favorit regner ikke med at vinde

”Man kan altså ikke næsten vinde Guldpalmen.”

Maren Ade bryder grinende ind, da en filmkritiker i Bukarests største biograf, Cinepro, præsenterer hende som instruktøren, der næsten vandt hovedprisen på Cannes-festivalen.

Som bekendt blev Toni Erdmann totalt forbigået af juryen i Cannes, men det er ikke noget, der lader til at gå den 39-årige instruktør på.

I hvert fald ikke denne fredag i Bukarest, hvor hun har gallapremiere og samtidig åbner Les Film de Cannes a Bucharest – en festival grundlagt af den tidligere Guldpalmevinder Cristian Mungiu.

”For to år siden skød vi Toni Erdmann her i Bukarest, så tusind tak for denne mulighed for at komme tilbage,” siger Maren Ade efter at være blevet modtaget af et varmt bifald.

”Jeg har også lyst til at sige hej til den tyske ambassadør. Det er så sjovt, at du er her i aften, for det vil gå op for dig, at Toni Erdmann faktisk er en film om den tyske ambassadør.”

Paryk og falske tænder
Toni Erdmann (dansk premiere 1. december) følger den ambitiøse, tyske erhvervskvinde Ines, der er udstationeret i Bukarest for at rationalisere en lokal olievirksomhed. Hun har forsømt sin far, og i et desperat forsøg på at bryde igennem datterens facade begynder faren at dukke op til receptioner og forretningsmøder i Bukarest.

Det er højst ubelejligt for Ines, og det gør tingene mindre pinlige, at faren er iført paryk og falske tænder og blandt andet udgiver sig for at være den tyske ambassadør.

Toni Erdmann er solgt til over 100 lande, og den næsten tre timer lange film har i Tyskland passeret 600.000 billetter. Det er også den film, Tyskland har sendt af sted til Oscar-komitéen i håb om en nominering. Men Maren Ade har, måske klog af skade, valgt at sætte sine forventninger lavt.

Det triste er morsomt
”Åh, Oscar,” sukker hun, da Ekkos udsendte møder hende umiddelbart før åbningen af festivalen i Bukarest.

”Nej, det vil selvfølgelig være en stor ære at vinde, men det tror jeg bestemt ikke, at jeg vil. Tror du det? Jeg vil blive meget overrasket. Igen tror kritikerne, at de ved, hvem der vinder – ligesom i Cannes.”

”Jeg er et meget mistænksomt menneske, og jeg har selv siddet i juryer, så jeg ved, at det kommer an på så meget. Da priserne i Cannes blev uddelt, holdt jeg ferie, og det gode var, at jeg ikke behøvede at afbryde min ferie, tage en pæn kjole på og blive den anden kvindelige Guldpalmevinder i historien,” siger Maren Ade med et glimt i øjet.

– Det er sjældent, at komedier får priser, fordi dramaer og tragedier regnes for at være mere eksistentielle – dybere?

”Ja, det kan du nok godt have ret i. Ofte vinder de dramatiske film, der handler om barske emner, filmpriserne. Men det er vel egentlig også i orden. De kan have svært ved at tiltrække et større publikum og her kan en pris virkelig hjælpe dem.”

– Men burde komedier ikke nyde større respekt?

”Nej, der laves så mange dårlige komedier,” siger Maren Ade og griner hjerteligt.

”Jeg bliver altid spurgt om, hvordan tyske komedier er, og jeg har svært ved at svare, fordi jeg er holdt op med at se dem. De er meget sjældent min humor, og jeg kan bedst lide, når film balancerer mellem humor og alvor. Som i Toni Erdmann. Her griner folk mest i nogle af de mest triste scener.”

”Faren opfører en komedie for Ines, men det gør han, fordi han er desperat. Deres forhold er kørt fast, og han aner ikke længere, hvordan han skal tale til hende som en far. Derfor finder han på den idiotiske udklædning, og så begynder bolden at rulle.”

”Jeg tænkte ikke på, at filmen absolut skulle være en komedie. Når man laver en komedie, er man typisk meget fokuseret på at få folk til at grine. Men det tænkte jeg ikke så meget på. Hvis filmen var blevet opfattet som et drama, så ville den bare være blevet mit tredje drama.”