Oscar-fest med politiske undertoner

De skriger på forandring i store dele af USA. En historisk upopulær præsident og to problematiske krigsindsatser har sat sine spor i befolkningen - og givet Barack Obama momentum i den aktuelle primærvalgkamp.

Krisen har også sat spor blandt de fem nominerede i kategorien Bedste Film ved søndagens Oscar-uddeling. To af filmene - Paul Thomas Andersons There Will Be Blood og Coen-brødrenes No Country for Old Men, der hver begge er nomineret til otte Oscars - byder på allegorisk kritik af deres hjemland. 

Den moderne sjæl
Også ved de seneste par års Oscar-uddelinger har den USA-kritiske film været repræsenteret.

Clint Eastwoods Letters from Iwo Jima satte spørgsmålstegn ved landets selvcentrerede verdensanskuelse. Paul Haggis' Crash berettede om en fejlslagen multikultur, og George Clooneys Good Night and Good Luck trak pile fra 1950'ernes kommunistforfølgelse til nutidens højrebølge.

Det særlige ved årets Oscar-udgave er, at There Will Be Blood og No Country for Old Men ikke nøjes med at diagnosticere konkrete symptomer, men anslår hele sygdommens natur. De har noget så monumentalt over sig, at de hæver sig fra det specifikke og får en metaforisk karakter af at være helt almene og opsigtsvækkende udråbstegn. De dissekerer USA's grundpiller og moderne sjæl.
 
Kirke og kapitalisme
I There Will Be Blood går Paul Thomas Anderson - ud fra Upton Sinclairs roman Oil! fra 1927 - i flæsket på de to væsentligste institutioner siden nationens fødsel: Kirken og Kapitalismen.

Hovedpersonen Daniel Plainview - spillet af Oscar-storfavoritten Daniel Day-Lewis - er en oliebaron, der forvandler den amerikanske drøm til mareridt. I sit begær efter materiel lykke går han til grunde, og der er ingen frelse, for det troende samfund er mindst lige så beregnende og grådigt, som han selv. I en af filmens stærkeste scener tvinges Daniel til at angre sine synder foran menigheden.

Der er en grund til, forstår man, at kombinationen af olie og religion fortsat volder visse problemer for de amerikanske politikere!
 
Golde ørkenlandskaber
Mens There Will Be Blood anskuer Amerikas begyndelse som problemets kerne, beskriver No Country for Old Men modsat et degenereret USA, som efterhånden er brudt sammen. Filmens desillusionerede sherif, Ed Tom Bell, kan kun se handlingslammet til, hvordan den ene irrationelle voldsforbrydelse følger den anden.

Hvor både Gud og dollaren må stå for skud hos Anderson, har dollaren slået Gud ihjel i Coen-brødrenes værdiløse univers. Fra de golde ørkenlandskaber i No Country for Old Men kan man selv fantasere om, hvor langt - eller kort - der er til det trøstesløse sceneri i en anden Cormac McCarthy-roman, nemlig den postapokalyptiske Pullitzer-vinder The Road. 
  
Kunstneriske kvaliteter
Hverken Paul Thomas Anderson eller Coen-brødrene er meget for selv at sætte deres film ind i et aktuelt samfundsperspektiv. Og når de er sluppet igennem Oscar-akademiets nåleøje, er det snarere på grund af deres uomgængelige kunstneriske kvaliteter end kontroversielle budskaber.

De er ikke rigide politiseringer, men først og fremmest grundliggende fascinerende historier. Om én af dem løber med den eftertragtede guldstatuette for Bedste Film, får vi svaret på søndag nat dansk tid, når aftenens vært, komikeren Jon Stewart, ruller den røde løber ud foran Kodak Theatre.