Chefredaktør: Oscar-festen er slut
Den danske komité har netop indstillet tre film, der i første omgang skal kæmpe om at blive indstillet fra Danmark til en Oscar i kategorien ”bedste udenlandske film”.
To af dem har allerede haft biografpremiere. Det er Pernille Fischer Christensens rockmusikerdrama En du elsker med Mikael Persbrandt og Nils Malmros’ selvbiografiske Sorg og glæde.
Den tredje er Niels Arden Oplevs Kapgang, som er en filmatisering af Morten Kirkskovs debutroman om hans egen opvækst i en jysk provinsby i 1970’erne. Filmen har premiere 28. august og er åbningsfilm i den populære Biografklub Danmark.
”De tre film, vi har valgt, er lavet af danske instruktører, der har gjort sig bemærket ude i verden med deres tidligere film, og som vi kan være rigtigt stolte over,” siger Henrik Bo Nielsen, som er formand for den danske Oscar-komité, der består af repræsentanter fra filmbranchen.
”De har igen instrueret film, der ser lovende ud, og nogle af filmene har endda allerede vist, at de klarer sig godt internationalt,” tilføjer han.
Svær at forstå for udlandet
Anderledes pessimistisk er Ekkos chefredaktør, Claus Christensen. Han spår ikke filmene den store chance i det benhårde Oscar-kapløb.
”Vi har haft nogle fantastiske år med én Oscar-vinder og to nomineringer,” siger han og refererer til Hævnen, der nåede helt til tops i 2011, og En kongelig affære og Jagten, der blev nomineret i 2013 og 2014.
”Men selv om vi naturligvis håber på de danske chancer, må vi nok også nøgternt konstatere, at der skal et mirakel til, hvis vi skal have en nominering igen. Det forløbne år har været uden Oscar-potentiale.”
”Sorg og glæde er en film, man har svært ved at forstå i udlandet. Den forudsætter et kendskab til Malmros’ oeuvre, som Oscar-medlemmerne ikke har. En du elsker har Mikael Persbrandt og en bredt appellerende familiehistorie, men handlingen er for forudsigelig, og filmen stikker ikke dybt nok til at kunne gøre sig gældende på den store scene,” vurderer Claus Christensen.
Kapgang er bedste bud
I stedet peger han på Kapgang som den kandidat, der sandsynligvis ender med at blive valgt fra Danmark.
”Kapgang er også en meget dansk historie, om en knægt, der mister sin mor og samtidig kæmper med at blive voksen i en jysk provinsby i 1970’erne. Den er rigtigt sjov og nostalgisk at se for alle os, der voksede op dengang, men spørgsmålet er, om vores særlige blanding af grotesk komik og følsom ungdomsfilm vil gøre indtryk over there.”
”Niels Arden Oplev er et internationalt navn og en robust instruktør, der kan sit kram. Men Kapgang har ikke markeret sig på internationale festivaler, og da vi på Ekko forsøgte at få vores britiske kritiker til at anmelde filmen, fik vi at vide af filmselskabet, at der slet ikke fandtes en kopi med engelske undertekster, fordi man ikke troede på filmen uden for landets grænser!”
Dårlig planlægning
Claus Christensen ærgrer sig over, at planlægningen af biografpremiererne har været dårlig i forhold til Oscar-uddelingen, så vi nok må vinke farvel til drømmen om at blive nomineret for tredje år i træk.
”Det er rigtigt ærgerligt, at Susanne Biers En chance til og især Bille Augusts Stille hjerte ikke kan komme i betragtning før næste år, fordi de først har premiere efter 1. oktober, som er den skæringsdato, Oscar har bestemt for de udenlandske film.”
”Stille Hjerte er Bille Augusts store comeback. Filmen handler om et meget alvorligt emne, nemlig aktiv dødshjælp, som giver den en tyngde i Oscar-sammenhæng. Samtidig er det en humanistisk og livsbekræftende film, og netop kombinationen af et tabubelagt emne og en opløftende historie gav en nominering til Thomas Vinterbergs Jagten,” siger Claus Christensen.
Den danske indstillingskomités medlemmer mødes igen torsdag 18. september for endelig at beslutte, hvilken film der bliver det danske bud på en Oscar. Når hvert land har valgt sin kandidat, starter det amerikanske Oscar-akademi en længere udvælgelsesproces, der ender med nomineringen af fem film.
Oscar-showet vil blive afholdt 22. februar 2015.
Kommentarer