Oscar går ét skridt frem og to tilbage
De må have følt sig som familiens smarte teenagebørn, der bliver tvunget med til onkel Jørgens 60-års fødselsdagsfest.
Og som mistroisk må slæbe sig igennem en aften fuld af høhø-humor og referencer til mennesker, de aldrig har hørt om.
High School Musical-steg Zach Efron, Disney-stjernen Miley Cyrus og Twilight-skuespilleren Kristen Stewart var inviteret til Oscar-fest i går for at vinde de unge amerikanske seere, som de senere år har svigtet showet.
Ligeglade med Jacks smil
Akademiet er i kommerciel krise og har måttet indse, at de unge generationer er fløjtende ligeglade med gammeldags glamour, velkoreograferede dansenumre og 73-årige Jack Nicholsons skæve smil bag solbrillerne på første række i Kodak Theatre.
Teenagerne skulle inviteres indenfor, og de kultdyrkede ungdomsstjerner var udset til at holde døren. Samtidig var antallet af nominerede i kategorien bedste film udvidet fra de eksklusive fem til en broget flok på ti for at tiltrække flere seere.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at Oscar-showet i går nat tog ét skridt frem og to tilbage.
Clooney orkede ikke
Ikke fordi det lå i kortene fra start, at Steve Martin og Alec Baldwin ville være bagstræberiske valg som årets værter. Baldwin har trods alt genopfundet sig selv med stor succes i den populære komedieserie 30 Rock.
Men fordi deres optræden såvel som scenografi og underholdende indslag var så uoplagt iscenesat, at selv folk, der ikke behøvede falsk ID for at få adgang til baren, havde svært ved at skjule deres skepsis.
George Clooney orkede ikke engang at lade, som om han morede sig, og James Cameron lignede alt andet end en mand, der lige har sat et par milliarder ind på bankbogen.
Imens trådte Alec Baldwin og Steve Martin vande, så man blev gevaldigt i tvivl om, hvad showets talrige forfattere egentlig har brugt den lange forberedelsesfase på. Det var da ikke i år, at Hollywoods manuskriptforfattere var ramt af strejke?
Lang tid efter historien
Når værtsparrets bedste joke var, at showet nu havde varet så lang tid, at Avatar foregik i fortiden, føltes det mere sandt, end nogen nok havde håbet på.
Baldwin og Martin anlagde en selvironisk vinkel på deres fremskredne alder, men selv ikke den ironiske distance kunne skjule den sandhed, at Oscar-showet så endnu mere konservativt ud end normalt.
Et indtryk, der kun blev forstærket af det ellers historieskrivende øjeblik, hvor en kvindelig instruktør for første gang vandt i de vigtigste kategorier. Nogle gange kan man være så lang tid efter historien, at det ikke længere er imponerende, at det sker – kun at det ikke er sket før.
Rådvild Hollywood
Ben Stiller i fuldt Naavi-kostume var et komisk højdepunkt, ligesom gode kollegaers præsentationer af de nominerede for mandlige og kvindelige hovedrolle havde en rørende Oscar-følelse over sig.
Men alt i alt kom showet til at afspejle den rådvildhed, der hersker i Hollywood i disse år. Hvordan får man de unge generationer til at gå i biografen for at se film? Hvor skal fornyelsen komme fra?
Oscar-showets svar var et alibi med ungdomsstjernerne som misforståede tokens. Selvfølgelig skal der ikke gå ren Hannah Montana i den. Men blandingen af traditionel glamour og forfriskende nyopfindelser skal røres helt anderledes sammen, hvis ikke showet langsomt skal miste sin prominente placering i amerikansk populærkultur.
Kommentarer