Interview
05. dec. 2013 | 16:12

Oscar-håb for andet år i træk

Foto | Rasmus Heise
Anders Walter startede som tegner, men springet til instruktør har været naturligt. ”Man kan ikke bare bruge viskelæderet, når de ikke spiller, som man vil,” siger han.

I januar blev Anders Walter – aktuel på Ekko Shortlist – snydt for en Oscar-nominering, men nu har han allerede mulighed for at tage revanche med Helium. ”Jeg er ikke bange for at være sentimental,” siger han.

Af Ida Rud

For et år siden blev instruktøren Anders Walter vækket af telefonen tidligt om morgenen. Det var en af hans producere, Tivi Magnusson fra M&M Productions, der ringede med nyheden om, at kortfilmen 9 meter var shortlistet til at blive Oscar-nomineret.

Det betød, at den var blandt favoritterne til en Oscar-nominering. Da det blev januar i år, fik filmen, der i denne uge ligger nummer otte på Ekko Shortlist, dog ikke nogen nominering.

”Det gjorde lidt ondt. Fordi man er meget tæt på noget, der kan blive en meget stor og sjov oplevelse, og pludselig løber det lidt ud. Det døde bare,” fortæller 35-årige Anders Walter, der afslører sine jyske rødder ved at kalde afslaget ”træls”.

”Jeg tænkte dengang: ’Shit, jeg kommer aldrig til at være i sådan en situation igen.’”

Modspil til døden
Det sidste siger han med et skælmsk blik i øjnene. For der er sket det utrolige, at han også denne november fik et tidligt morgenopkald fra USA.

For andet år i træk har han en kortfilm shortlistet i Oscar-ræset: Helium.

Det er en rørende film om den lille, hospitalsindlagt dreng Alfred, der bliver ven med rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de en fantastisk og sjov verden som modspil til døden og frygten for et evigt, ensomt liv i himlen.

Ud af en pulje på 120 film er Helium videre som én af ti film. De vil blive kogt ned til tre-fem, som så er de endeligt nominerede til den forjættede guldstatuette.

”At der kun går et år, og jeg så står i samme situation igen, det er jo fuldstændig forrygende! Man vil så gerne …” begynder Anders Walter, standser sig selv og betoner så:

Jeg vil så gerne opleve det. Men det gør mig også ekstra nervøs, for det må bare ikke ske to år i træk, at de tager champagnen fra mig.”

Oscar-kongerne
Anders Walter havde ikke regnet med, at han så hurtigt ville blive shortlistet igen – hvis overhovedet. Men han lægger ikke skjul på, at en stor del af æren tilfalder hans producerteam fra M&M Productions, Kim og Tivi Magnusson.

”De gør en dyd ud af at arbejde hårdt i forhold til Oscar. De to er Oscar-kongerne herhjemme i kortfilmgenren,” siger han.

”De laver selvfølgelig en del lobbyarbejde, men de har også specialiseret sig i den gode, korte historie, der taler til hjertet. De egenskaber har de åbenbart set i mine projekter.”

M&M Productions stod også bag Anders Thomas Jensen, da han i 1999 vandt en Oscar for kortfilmen Valgaften. I alt har de som driftige producere vundet tre statuetter og fået ni nomineringer i kortfilmkategorien.

Trykkede ikke på rød knap
Ved Oscar-visningen af Helium i Los Angeles oplevede producer Kim Magnusson, at flere kom hen til ham bagefter og fortalte om deres begejstring. Det lod han den spændte instruktør i Danmark vide.

”Da jeg hørte det, begyndte jeg at tænke: ’Gud, der er en chance.’”

Der sidder 32 akademifolk til visningen af årets 120 kortfilm. De kan vælge at trykke på en rød knap, hvis de ikke er interesseret i at se en film til ende, og hvis to-tredjedele af salen gør det inden for de første tolv minutter, så afbrydes filmen med det samme og en ny sættes på.

”Der var slet ikke nogen, der trykkede på knappen,” fortæller Anders Walter med klædelig beskedenhed.

Fra tegner til instruktør
Helium er imponerende nok kun den tredje kortfilm, som Anders Walter har lavet. Fra han var seksten år, har han levet af at tegne og står blandt andet bag det anmelderroste tegneserie Solas 1 & 2, et rumeventyr, der udkom i henholdsvis 2006 og 2010 på det danske tegneserieforlag Fahrenheit.

For Anders Walter er springet fra tegnearket til instruktørrollen helt naturlig.

”Siden jeg var meget ung, har jeg bare fortalt historier med billeder. For mig er det stadig lidt det samme. Forskellen ligger i et socialt aspekt. Med film skal man have med mennesker at gøre. Man kan ikke bare bruge viskelæderet, når de ikke spiller, som man vil,” griner han.

”Jeg oplever det mest som befriende. Med Helium har jeg arbejdet med nogle virkelig trænede skuespillere. Casper Crump, der spiller rengøringsmanden Enzo, er bare et toptunet instrument, som jeg kan stå og skrue op og ned på.”

Inden det lyder for diktatorisk, fortæller Anders Walter, at han er vild med den måde, skuespillerne bidrager til hans vision.

”Med få ord og lidt dialog med skuespillerne kommer der noget helt andet ud. Jeg får næsten mere, end jeg selv kunne forestille mig med en blyant. Det er jo fantastisk.”

Fantasiens muligheder
Med sig fra det eventyrlige tegneri har Anders Walter taget en fantasifuld forestillingsevne, som går igen i både Helium og 9 meter.

I sidstnævnte følger man en ung teenagedreng, hvis mor er i koma. Han er længdespringer, og når han sætter længderekorder, reagerer hans mor med små bevægelser.

Det giver ham håb, men da hans rekorder udebliver, går det også ned ad bakke med hans mors helbred. I jagten på det adrenalinsus, der kan give ham det sidste skub til at bryde rekorder, begynder han at springe over dybe huller og mellem højhuse, og sådan vil han slå verdensrekorden med ni meter.

Anders Walter tilstår, at han er meget optaget af fantasi.

”I Helium rejser man ind i drengens fantasi. 9 meter er ikke fantasi, men der er noget fantasifuldt over drengens påfund.”

”Jeg er fascineret af, hvordan børn og unge kan bruge fantasi til at lindre smerte. Det er en charmerende måde at komme videre på, hvor mange voksne for eksempel bare går ud og drikker sig fulde,” fortæller Anders Walter.

Barndomsidolet Tintin
Han oplevede ikke selv noget traumatisk som barn, men han levede i sit eget hoved og elskede at have parallelverdener. Og det gør han stadig.

”Jeg fantaserer om nogen, der fantaserer,” griner han.

Begge film er visuelt enkle, men kraftfulde. Som når drengen Daniel i 9 meter står på taget af et højhus med udsigt over storbyen, eller i Helium, når dødssyge Alfred befinder sig i sin eventyrverden med svævende øer og solnedgangslys.

Inspirationen kommer fra Anders Walters store barndomsidol, den belgiske tegneserieskaber Hergé, manden bag Tintin.

”Han har en fantastisk enkelhed, en ’kogen ind til benet’ og en forståelse for, hvor lidt der skal til for at fortælle – både i handling og i streg, men uden at det bliver dødt,” forklarer Anders Walter.

Sentimentalitet – ja, tak!
Men hvorfor har netop Anders Walter succes hos det kræsne Oscar-udvalg?

”Det er fordi, jeg ikke er bange for at være sentimental. Når man siger ’sentimental’ herhjemme, så er det nærmest lig med et afslag fra Filminstituttet. Men jeg er sgu ikke bange for, at folk får gåsehud.”

Det er da også amerikanske mastodonter som Francis Ford Coppola, Cohen-brødrene, Steven Spielberg og Ridley Scott (der ifølge Anders Walter også startede som tegner), som bliver nævnt, da snakken falder på filmforbilleder.

”Jeg har altid selv været meget imponeret af amerikanske film. Jeg kommer ikke til at lave europæisk avantgarde, ligesom jeg er sikker på, at mine to kortfilm ikke ville komme til Cannes. Derfor er Oscar for mig den ultimative højborg af filmanerkendelse.”

Drømmer om spillefilm
Lige for tiden sidder Anders Walter og skriver på en ny kortfilm, men han skriver også på to spillefilm sammen med manuskriptforfatteren Christian Gamst Miller-Harris, som han også skrev manuskriptet til Helium med.

”Jeg vil helst i gang med en spillefilm nu, men der kan godt gå lang tid med at få forberedt og finansieret den. Så for at holde mig varm, vil jeg gerne lave en kortfilm lige om lidt. Og så er det et skide sjovt format.”

Han håber, at Oscar-opmærksomheden – nominering eller ej – kan hjælpe med finansieringen af en spillefilm.

De endelige Oscar-nomineringerne offentliggøres 16. januar 2014, hvor der skal krydses mange danske fingre.

Foruden Helium er Thomas Vinterbergs Jagten shortlistet som spillefilm i kategorien ”Foreign Language”, og den danskproducerede The Act of Killing er shortlistet kategorien for længere dokumentarfilm.

Kommentarer

Anders Walter

Født i Aarhus i 1978.

Har levet af at tegne, siden han var seksten år.

Som tyveårig var han et enkelt år i New York, hvor han studerede på School of Visual Arts.

Har instrueret kortfilmene Den talende kuffert (2011), 9 meter (2012) og Helium (2013).

Er tvilling til musikeren Rasmus Walter, som han har lavet en del musikvideoer til.

© Filmmagasinet Ekko