Chefredaktør: Oscar har spillet fallit

Skuespilleren Will Smiths overfald på komikeren Chris Rock i søndags er den voldsomste og pinligste hændelse i Oscar-historien.

Voldsom, fordi fysisk vold er lammende. Den får alt i ens system til at fryse til is, og længe efter at de fysiske men er væk, er man psykisk påvirket af den. Derfor er vold så effektivt et magtmiddel.

Pinlig, fordi Oscar-akademiet udviste dårligere dømmekraft end bartenderen på den værste havneknejpe, hvor en gæsts vold som det naturligste i verden fører til øjeblikkelig bortvisning.

Oscar-akademiet er så ivrig efter at leve op til tidens krav om diversitet og respekt for mindretal og udsatte grupper. Men søndag nat svigtede ledelsen i forhold til den mest fundamentale værdi: At alle mennesker skal behandles lige!

Hvis det havde været en mindre kendt gæst – en makeup-artist for eksempel – ville Akademiet med det samme have eskorteret vedkommende ud af Dolby Theatre i Los Angeles.

Men Will Smith lod man blive siddende.

Og ikke nok med det. Kort tid efter sin forbrydelse blev han belønnet med en af aftenens hovedpriser, og uforstyrret kunne han holde en tåkrummende patetisk takketale, der i bund og grund var et forsvar for selvtægt.

Behandlet som en konge
Han rablede løs om at være en indædt beskytter af sin familie, og at man gør skøre ting på grund af kærlighed.

Det er samme retorik, en mand, der slår sin kone, forsvarer sig med. Det er giftig maskulinitet og misforstået beskyttertrang. Will Smiths kone, skuespilleren og talkshow-værten Jada Pinkett Smith, er stærk nok til at stå op for sig selv. Og han er ikke andet end en gemen voldsmand, der i et herostratisk overmod mente, at han var i sin gode ret til at demonstrere sin magt og afstraffe en kollega foran millioner af seere.

Da han gik ned på sin plads efter at have stukket en lussing, rettede han med en selvtilfreds mine på sit jakkesæt. Som når John Wayne retter på pistolbæltet i de westerns, der er båret af primitive æresbegreber og er fyldt med vold som så mange amerikanske film.

Og da Chris Rock undskyldende sagde, at det bare var en vittighed, råbte Smith trusler med en udstråling som en ustyrlig vildmand. Han følte sig som en enevældig konge, der stod over loven og havde ret til at bruge fysisk vold, hvis han blev stødt eller provokeret.

Han troede, han kunne gå på vandet.

Og Oscar-akademiet behandlede med sin passivitet ham som netop det – en konge. Ingen på noget niveau greb ind – ikke engang i reklamepausen, hvor der ellers var god mulighed for at handle ansvarligt.

Fest med voldsmand
Akademiet fulgte bare blindt branchens store mantra: The show must go on! For dem handler det om ussel mammon, ikke om moral.

Kort efter prisuddelingen skrev Oscar-akademiet i et besynderligt opslag på sociale medier: ”Akademiet tolererer ikke vold af nogen art. I aften er vi glade for at fejre vinderne af den 94. Oscar-uddeling. De fortjener dette øjebliks anerkendelse fra deres fæller og filmelskere i hele verden.”

Så voldsmanden kunne uanfægtet feste løs natten igennem med andre Oscar-vindere. Det siger noget om, hvor fundamentalt afsporet filmbranchen er derovre.

Først dagen efter prisfesten kunne amerikanske medier citere en talsperson for Oscar-akademiet, at man ville indlede en officiel undersøgelse af sagen:

”Akademiet fordømmer Hr. Smiths handlinger ved showet i går aftes. Vi har startet en officiel undersøgelse af hændelsen og vil se på, om der skal være konsekvenser i forhold til vores egne forskrifter og loven i Californien.”

Også først nu har Will Smith givet Chris Rock en undskyldning. ”Jeg vil gerne undskylde offentligt til dig, Chris. Jeg gik over stregen, og jeg tog fejl. Jeg er flov, og min handling afspejler ikke den mand, jeg gerne vil være. Der er ikke plads til vold i en verden af kærlighed og omsorg,” skriver skuespilleren på sin Instagram-profil.

Men det er alt for sent og et let gennemskueligt strategisk træk, der går ud på at redde karrieren.

Misforstået debat
Jeg skrev lige efter showet, at Will Smith skulle have frataget sin Oscar, smides ud af Oscar-akademiet og på livstid formenes adgang til alle fremtidige fester og arrangementer i foreningens regi.

Flere folk i den danske filmbranche er enig i det sidste, men mener, at han skal have lov til at beholde sin statuette. Andre voldsfolk som Harvey Weinstein har jo heller ikke skullet aflevere prisen.

Det er en misforstået debat.

For Will Smith skulle aldrig nogensinde have fået udleveret statuetten. Han skulle være blevet ført ud af salen. Og Akademiets formand skulle være gået på scenen og sagt, at Will Smith havde vundet prisen for bedste mandlige skuespiller, men at den ikke ville blive udleveret. Fordi foreningen har en nul-tolerance over for vold.

Sikke et signal det ville have været at sende. Til Putin, til Rusland, til afstumpede mennesker overalt på kloden.

Det havde været så meget mere overbevisende end de forblommede Oscar-taler om fred og fordragelighed i verden og den pligtskyldige minuts stilhed for Ukraine.

”Show it, don’t tell,” som regel nummer ét lyder i håndbøger for filmskabere.

Spider-Man svigtede
Vi har alle en pligt til at gribe ind, når vi ser nogen, der bliver udsat for vold.

Men ingen af de over 3.000 mennesker i Dolby Theatre kom Chris Rock til undsætning. Ingen løftede en finger – og Spider-Man var der, som et amerikansk medie ironisk skriver.

Der var også danskere til stede. Til deres forsvar kan man sige, at de har været benovet over at være i så fint selskab, og at de ligesom mange andre blev paralyseret af overgrebet.

Men den undskyldning kan ikke længere bruges. Derfor er det godt, at den tredobbelt Oscar-nominerede instruktør Jonas Poher Rasmussen i dag endelig siger fra.

Nu må Det Danske Filminstitut, der ikke har holdt sig tilbage fra at promovere sig på Oscar-nomineringerne, også stå frem og tage afstand, ikke bare fra Will Smiths vold, men også fra Akademiets amoralske håndtering af sagen.

Det er altså ikke godt nok at svare til journalister, at man sad et sted i salen, hvor man ikke kunne se, hvad der foregik.

Det samme gælder den danske kulturminister, som var taget til USA for at fejre succesen for dansk film.

Både ministeren og filmbranchens ledere har været en del af festen, og hvis de forholder sig tavse, er det en stiltiende accept af, at sådan her kan man godt opføre sig i filmbranchen. Og i resten af samfundet, for en stjerne som Will Smith er jo et forbillede for unge mennesker.

At mange på de sociale medier, også i Danmark, bakker op om Will Smith og forsvarer hans ret til at reagere voldeligt, er meget uhyggeligt.

Er det sådan et samfund, vi ønsker at leve i? Det er afgørende, at vi alle sammen tager afstand fra noget så elementært som rå voldsudøvelse.