Nyhed
25. feb. 2011 | 10:29

Oscar: ”Sådan holder du takketalen!”

Se videoen, hvor skuespilleren Tom Hanks instruerer de kommende Oscar-vindere i kunsten at holde en takketale.
Af Henrik Østergaard og Jacob Ludvigsen

Hvis Susanne Bier i de her dage går og spekulerer på, hvordan hun skal fyre sin takketale af på søndag, er der hjælp at hente.

Oscar-akademiet har nemlig i 2005 lavet en video — An Insider's Guide: What Nominees Need to Know — hvor den dobbelte Oscar-vinder Tom Hanks instruerer de nominerede i kunsten at holde en takketale.

Den interne video, som nominerede i flere år skal have fået, er dukket op på Youtube (se den herunder). Videoen har til formål at forhindre, at vinderne forårsager stive smil i salen og hovedrysten hjemme i stuerne.

Tørre, tumpede eller tåkrummende takketaler kan nemlig sende Oscar-tilrettelæggernes hænder bønfaldende mod himmelen, når festen i Kodak Theatre går løs for 83. gang på søndag.

”Historien viser, at jo længere vinderne taler, des mindre interessante bliver de,” siger Tom Hanks med venlig mine, men bestemt løftet pegefinger i videoen.

”Og i stedet for at kramme alle i en radius af ti rækker skal du måske bare nøjes med at give et par hurtige high-fives på vej op til scenen,” lyder skuespillerens tidsbesparende råd.

Brandtaler, ja tak!

I videoen vises klip fra forbilledlige takketaler fra Oscar-historien, så kommende vindere kan tage ved lære.

Som da manuskriptforfatteren John Patrick Shanley i 1988 med tyk New Yorker-accent takkede alle, han nogensinde havde slået eller kysset, og alle, som havde slået eller kysset ham.

”Vær inspirerende. Giv publikum noget at tænke over,” foreslår Tom Hanks.

Videoen viser også instruktøren Steven Soderberghs brandtale i 2001, hvor han for et øjeblik fik både Hollywood-kendisser og seere til at glemme, at priser i virkeligheden handler om penge:

”Jeg vil gerne takke alle, som bruger deres dag på at være kreative – jeg er ligeglad med, om det er en bog, en film, et maleri, en dans, et teaterstykke, musik. Denne verden ville ikke være til at leve i uden kunst.”

Taknemmelighed med stil

Oscar-showet er underholdning for millionvis af seere, selvom nogle stiller sig på scenen i den tro, at det er en intim familiefødselsdag. Over for dem understreger Tom Hanks:

”Hvis du takker din familie, gør du måske fire personer glade, men du vil helt sikkert kede resten af verden. Det er fint at vise taknemmelighed, men gør det med stil ved at planlægge det i forvejen.”

”Brug lidt af din Oscar-vindende kreativitet til at gøre din takketale underholdende,” slutter Tom Hanks.
 
Oscar-uddelingen vises direkte på TV 2 Film natten til mandag kl. 02.30 dansk tid. I det nye nummer af Ekko kan man i et stort Oscar-tema læse om showets største skandaler, hvor der også velfortjent sniger sig et par pinlige takketaler ind.

 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko