Nyhed
10. sep. 2018 | 15:02

Oscar udskyder udskældt pris

Foto | Rob Hardy
Mission: Impossible – Fallout ser ud til at misse en Oscar-nominering, efter kontroversiel kategori er blevet udsat på ubestemt tid.

Forslaget om en Oscar-pris til de mest populære film er blevet udskudt. Akademiet afviser, at det har noget at gøre med den heftige kritik.

Af Daniel Emami Riis

Der er krisetilstand i Oscar-akademiets bestyrelse.

Sådan kunne det i hvert fald let tolkes, da man i sidste måned lancerede en ny pris for første gang siden 2001: Fremragende præstation i populær film. 

I onsdags besluttede bestyrelsen at udskyde tilføjelsen af den nye pris, som har været udsat for massiv kritik af journalister og branchefolk. Kritikerne mener, at der er tale om en publikumsleflende trøstepræmie til superhelte og andre mainstreamfilm, der aldrig vil kunne blive nomineret til bedste film. 

”Filmbranchen gik bort i dag med annonceringen af prisen for den mest populære film. Branchen har haft et svagt helbred i en række år. Den har overlevet med sequels, teltstænger og vertikal integration,” tweetede skuespilleren Rob Lowe, da bestyrelsen præsenterede kategorien.

Nu har Oscar-akademiet besluttet sig for at udskyde den nye kategori. I en pressemeddelelse forklarer Akademiet, at det for film, der allerede har haft premiere i 2018, er for stor en udfordring med den nye kategori. 

Hvornår kategorien kommer på programmet er uvist. 

Faldende seertal
Seertallet til Oscar-showet har været støtfaldende siden 2014, hvor 43,7 millioner amerikanere så med. Frem til i år var det tal faldet med næsten 40 procent til 26,5 millioner amerikanske seere – det laveste tal nogensinde.

Formanden for Oscar-akademiet, John Bailey, afviser over for The Hollywood Reporter, at forsøget på at lancere en kategori for mest populære film har noget at gøre med de faldende seertal.

”Det var helt klart for bestyrelsen og Akademiet, at vi var nødt til at gøre en specifik type af film kvalificeret til nye priser,” forklarer Bailey.

Da populærfilm-kategorien blev annonceret, kom det samtidig frem, at showets længde vil blive skåret ned til maksimalt tre timer. Derfor vil seks til otte af kategorierne blive præsenteret i reklamepauserne og vist i en kondenseret udgave.

Den 91. Oscar-uddeling løber af stablen den 24. februar.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko