Nyhed
02. juli 2009 | 23:34

Oscar vil generobre tv-seerne

Flere populære film og færre senile takketaler, lyder strategien.
Af Jesper Bo Petersen

Hvert forår hædrer Hollywood sig selv og sine nærmeste ved den årlige Oscar-uddeling. Det er en storstilet tv-begivenhed, der lokker flere hundrede millioner af seere til skærmene verden over.

Men de senere år er seerne begyndt at svigte, og det har nu fået Oscar-akademiet til at ændre reglerne, så showet bliver mere tv-venligt.

Fremover vil man nominere ti film i den vigtigste kategori, Bedste Film – en fordobling af nominerede.

På den måde vil man kunne sammensætte en bredere vifte af nominerede og skabe plads til mere populære film. For eksempel var sidste års helt store publikumsfavorit, The Dark Knight, kun nomineret i mere beskedne tekniske kategorier samt Bedste Mandlige Birolle.

Bedste sang — måske
Og forleden blev det offentliggjort, at kategorien Bedste Sang i femtiden skal underlægges en benhård udvælgelsesprocedure.

Hvis der et år ikke skønnes at være tilstrækkelig med kvalificerede musiknumre på de amerikanske soundtracks, så ryger kategorien slet og ret ud af showet dét år.

Slut med æres-priser
Strategien går også ud over diverse hæderspriser for glorværdige karrierer.

Blandt dem finder vi Thalberg-prisen, Jean Hersholts humanitære pris og Æres-Oscaren, der i nyere tid er blevet uddelt til folk som Ennio Morricone, Robert Altman og Sidney Poitier.

De priser, der er i evig fare for at resultere i senile takketaler, vil i stedet bliver uddelt ved akademiets årlige gallamiddag i november.

Det 82. Oscar-show finder sted den 3. marts 2010.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko