Ekko Shortlist Awards 2022
01. dec. 2022 | 13:47

Oscar-vinder og stjerner til filmfest

Foto | Nikolai Linares
Der var flere mennesker på den røde løber end nogensinde før, da niende udgave af Ekko Shortlist Awards løb af stablen i Bremen Teater.

Der var farverige outfits, berømtheder og spændte filmskabere på den røde løber, da Ekko Shortlist Awards åbnede dørene for festlighederne.

Af Nicki Bruun og Jonathan Lebeda

Stjernerne funklede på en kold aften, da Ekko Shortlist Awards 2022 den 19. november blev afholdt i Bremen Teater.

Store navne fra den danske filmbranche var mødt op for at deltage i festlighederne, hvor der blev uddelt priser til nogle af landets største talenter.

Deltagerne talte både en Oscar-vinder, berømtheder fra andet end filmbranchen og selvfølgelig de dygtige filmskabere, som senere på aftenen kunne gå på scenen og tage imod en velfortjent pris.

Vi har allerede bragt med artikel med de bedste pletskud fra selve prisuddelingen. Men herunder kan du se billeder af nogle af de mange kendisser og nominerede, der blev fotograferet på den røde løber (tryk på billedet for at se i større format!).

Super16-afgangsfilmen Young var i spil til fire priser, så filmen var godt repræsenteret i form af fra venstre tonemester Christian Munk Scheuer, komponist Jesper Ankarfeldt, instruktør Kristian Håskjold og caster Astrid Faarup.

Mikkel E.G. Nielsen vandt sidste år som den første dansker nogensinde en Oscar for bedste klipning. Han sad i år i juryen ved Ekko Shortlist Awards og mødte op med sin lillesøster Esther for at uddele prisen i sin metier.

YouTuberen Morten Münster drømmer om at lave film i fremtiden og kunne på den røde løber fortælle, at han var flad af grin over den manuskriptnominerede komedie Yt, der viser tre veninders hårde kamp for at blive YouTube-stjerner.

Klædt i rødt og med hænderne formet som veloplagte djævletegn var instruktøren Louise Hylland klar til en aften, hvor hun havde hele to film – R[evol]ution of Love og Text Me When You Get Home – i spil til priser.

Forfatteren Ditte Steensballe havde taget sin søn med til filmfest. Inspireret af Hollywood-stjernerne i Ekkos annoncer poserer hun med et af de magasiner, der prydede væggene i Bremen Teater.

Instruktør Joseph Valentino Palau (nummer tre fra højre) slog et slag for diversiteten, da han med sit mangfoldige hold fra kortfilmen Vågn op med Danmark indtog den røde løber.

Aftenens yngste nominerede, syttenårige Sigurd Philip Dalgas, er bedst kendt for rollen som Lille Per i de seneste Far til fire-film. Skuespilleren træder dog ud af figurens skygge med en stærk præstation i Privatskolen.

Med en ny korthårsfrisure og en taske, hvis budskab bakker op om den globale frihedskamp for kvinder, fangede skuespilleren Mathilde Norholt interessen hos medierne på den røde løber.

Hovedrolleindehaver Siff Andersson, instruktør Martin Norén og producer Freja Refning Hansen var på pletten for at repræsentere deres kortfilm Anna!, som var nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen.

Stortalentet Andrea Heick Gadeberg havde taget en veninde under armen, da hun kom til prisuddelingen, hvor skuespilleren uddelte statuetten for bedste mandlige skuespiller.

Danseren Claudia Rex og tv-værten Pelle Emil Hebsgaard – der har været gift siden 2018 – mødte i deres stiveste puds op for at feste med filmtalenterne ved Ekko Shortlist Awards.

Holdet bag Det ottende sakramente var spændt inden uddelingen af priserne. Filmen var nomineret i flere kategorier og vandt blandt andet for musikken af Tobias Kropp (yderst tv.).

Den autodidakte filmskaber Jonas Risvig er fast gæst ved Ekko Shortlist Awards, hvor han selv har vundet. I år sad han i juryen og uddelte prisen for bedste fotografering, så passende nok havde instruktøren taget sin fotograf Jesper Christensen med.

Også skuespilleren Jesper Ole Feit Andersen dukker ofte op til Ekkos prisfest. Han har medvirket i mange kortfilm på Ekko Shortlist, men i år deltog han blot som menig gæst.

Folkene bag De sidste dage var mødt talstærkt op for at heppe på deres kortfilm om en gruppe soldater på vej i krig.

Kommunikationsmedarbejder på Det Danske Filminstitut, Anders Budtz-Jørgensen, og DR-redaktør Morten Skov Hansen kom sammen til prisfesten. Sidstnævnte tog imod Diversitet Prisen på vegne af børneuniverset Minisjang.

Tara Salas har givet sin kortfilm Intoxication verdenspremiere på Ekko Shortlist og fik lokket Ekkos chefredaktør Claus Christensen til at tage et sjældent billede sammen på den røde løber.

”Kongen af kortfilm,” har vi døbt Rudi Køhnke. Skuespilleren havde to ledsagere med som opbakning til prisuddelingen, hvor han leverede en overraskende flot musikalsk optræden.

Marc Helt (nummer to fra højre) spiller hovedrollen i den erotiske Ei blot til lyst, der var i spil til Shortlist Prisen og Publikum Prisen.

Emma Kristine Sylvest Ishøy (th.) var en af de fem nominerede til Diversitet Prisen, og hun mødte op sammen med en veninde for at deltage i festlighederne.

Anton Hjejle (tv.) var nomineret som bedste mandlige skuespiller for sin psykopatiske rolle i Så længe vi ikke snakker om det. Skuespilleren slog et smut forbi den røde løber med filmens instruktør August Aabo.

Skifting var nomineret til hele syv priser, så en stor del af filmholdet var mødt op til Ekko Shortlist Awards. Her er det i midten instruktør Zinnini Elkington (nummer fire fra venstre) og til højre for hende hovedrolleindehaver Emma Sehested Høeg.

Også holdet bag Hvis du vidste var i spil til mange priser, og de vandt endda adskillige. Mens fotograf Sebastian Bjerregaard (yderst tv.) og tonemester Emil Woxen Andersen (nummer to fra venstre) måtte se sig slået i deres kategorier, snuppede instruktør Nicolai G.H. Johansen og skuespiller Mathilde Arcel begge statuetter.

Emmelie de Forest, Amalie Gissel, Maria Fritz og Irene Martinez Luna var taget en aften i byen for at heppe på deres vigtige film Text Me When You Get Home, der handler om partnervold.

Maria Cordsen var i et enormt stærkt felt nomineret til bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i 100 % flået kærlighed. Hun vandt ikke prisen, men kandiderede til bedst klædte på den røde løber.

Producer Misam Avaz og instruktør Casper Balslev var i højt humør på den røde løber. Makkerparret havde mulighed for at vinde Shortlist Prisen og Publikum Prisen for den dystre thriller Blaffer.

Skuespillerne Jon Braager og Rikke Tiana havde øjensynligt farvekoordineret deres outfit i hvidt og blåt, så de glasklart repræsenterede deres nominerede kortfilm Urørlig.

Instruktør Puk Grasten (tv.) er på vej med den storstilede filmatisering af bestselleren Den, der lever stille, men hun havde taget en friaften for sammen med producer Cæcilie Østerby Sørensen at fejre dansk films talenter.

Emilia Sølvsten (tv.) og Johanne Merethe Filipsen stod knivskarpt på den røde løber. De to kvinder var da også nomineret for deres billedskønne scenografi i Historien om en søn.

De to unge kvinder i midten – Pernille Kaae Høier (tv.) og Maria Winther Nørgaard – kom med mandlige ledsagere til Ekko Shortlist Awards, hvor de var nomineret for bedste manuskript med influencer-satiren Yt.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Ekko Shortlist Awards hylder danske talenter og kortfilm.

Niende udgave blev afholdt 19. november i Bremen Teater.

Se de nominerede og vinderne her.

Juryen bestod af en række af landets bedste filmfolk.

Award-showet blev støttet af Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, FAF, FILM&TVGRUPPEN i Journalistforbundet, Dansk Skuespillerforbund, Zentropa, Nordisk Film, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, ANIS, Politiken-Fonden, Jytte Groes og Royal Økologisk.

© Filmmagasinet Ekko