Valget: Otte filmpolitikere på vægtskålen

I dag skal hele Danmark til stemmeurnerne. Vi skal vurdere nye kandidater til Folketinget og stille de siddende medlemmer til regnskab for de sidste fire år.

Kulturpolitikken har som ventet fyldt nul og niks i valgkampen, for da slet ikke at tale om filmpolitikken. Der er jo ingen stemmer i kultur. Men hvis man nu totalt enøjet vil sætte sit kryds ud fra det filmpolitiske, hvilket parti skal man så stemme på?

Samtlige otte partier var med til at indgå Filmaftalen, som fastlægger de økonomiske rammer for dansk film til og med 2018. Alle partier bakker op om dansk film, og der er i enestående grad konsensus om filmpolitikken. Selv Liberal Alliance anerkender, at den danske filmbranche har behov for støtte, hvis den skal eksistere.

Med al den konsensus er det vel komplet ligegyldigt, hvor vi filmnørder placerer krydset? Narh, ikke helt. Sænker vi blikket og ser på, hvordan de otte kulturpolitiske ordførere har gjort det, træder forskellene frem. Hvem brænder for film? Hvem har gjort en særlig indsats for filmområdet? Hvem er den største filmnørd?

Den store filmentusiast i Folketinget er Socialdemokraternes Mogens Jensen, som selv engang har lavet film. Desværre er han ikke kulturordfører mere. Af uransagelige årsager blev han forbigået ved regeringsdannelsen for fire år siden og måtte se Uffe Elbæk snuppe kulturministerposten. I dag har Mogens Jensen en anden ministerpost, og intet tyder på et kulturelt comeback. Han må derfor nøjes med titlen ”Den bedste kulturminister, vi aldrig fik”.

Der er ingen af de nuværende otte kulturordførere, som rager op som Mogens Jensen. De har en gennemsnitlig smag og et gennemsnitligt filmforbrug, og ingen af dem ligger søvnløse om natten, fordi Simon Staho ikke kan finansiere sine kunstneriske krumspring. De ved vel knapt nok, hvem han er.

En enkelt ordfører brænder dog lidt mere for film end de andre, og vedkommende er sjovt nok fra det parti, hvor man mindst af alt ville forvente at finde en feinschmecker. Det kommer vi tilbage til.

Ordførerne skal have ros for en fornuftig filmaftale, men ris for mangel på visioner og løsninger på de enorme udfordringer, som filmbranchen står overfor med stigende pirateri og faldende indtægter.

Til gengæld fornægter det politiske håndværk sig ikke. I forbindelse med medieforliget sikrede politikerne ydermere 70 millioner kroner til dansk film – tak for dem! – og så sandelig, om der ikke også blev 70 millioner kroner mere til dansk film i forbindelse med filmforliget.

Der var dog tale om de samme penge!

Derfor scorer ingen ordfører de maksimale seks stjerner, når vi nu én for én bedømmer dem hver især. Vurderingerne er Ekkos, men de bygger på ordførernes egne udmeldinger i medierne og på samtaler med kilder, som har et godt kendskab til ordførerne og arbejdet med dem i en filmsammenhæng.

Michael Aastrup Jensen, Venstre: 2 stjerner

Luk Cinemateket og talentudviklingen New Danish Screen! Michael Aastrup var den sidste ordfører, der kom med et udspil til Filmaftalen, men han havde ikke brugt tiden på de finere nuancer. Det filminstitut-fjendtlige udspil lignede noget, der var kommet til verden over et par flasker rødvin, hvilket det vistnok også var.

Han manede også kortfilmen i jorden, som er unge talenters adgang til en filmkarriere, men timingen var ikke den bedste få måneder, efter at Danmark med Helium havde vundet endnu en Oscar i denne kategori.

Aastrup kan godt lide at provokere, men mest at promovere sig selv. Han bliver aldrig kunstfilmens ambassadør, men er det tætteste, producenterne kommer på en mand på tinge. Og han skal have points for at blæse til kamp mod illegale downloads af film, en folkesport, som der ikke er mange stemmer i.

Hvad temperament angår, matcher han sin iltre partiformand, men kulturminister bliver han næppe. Samme dag, som Lars Løkke bankede Kristian Jensen på plads, lagde han sit lod i modpartens vægtskål. Igen dårlig timing.

Annette Vilhelmsen, Socialistisk Folkeparti: 3 stjerner

Som et idealistisk filmmagasin burde vi elske kulturordføreren for det idealistiske SF, men det er ikke kærlighed ved første blik. Annette Vilhelmsen er ny på området, men hun har overraskende nok mere sans for arbejdsplader og nytteværdi end kunstnerisk kvalitet. Med sin erhvervsvinkel på filmbranchen kunne hun lige så godt tilhøre blå blok. Hun går også mere op i, at film kommer ud i landet (hun bor i Kerteminde), end om de erobrer den store verden.

SF har i en årrække forsømt det kulturpolitiske område, og den tidligere partileders viden om dansk film er yderst begrænset. Deltagelse i filmpremierer og Oscar-reception på Den Amerikanske Ambassade gør det ikke alene. Mange af Annette Vilhelmsens holdninger er såmænd fornuftige nok. Hun mener, at der skal støttes flere danske film, og hun kæmper for, at alle børn skal sikres en fortrolighed med film og biografoplevelsen, inden de er fyldt tolv.

Vi kan også kun være enige med Annette Vilhelmsen i, at der skal flere indvandrere i dansk film. Men filmen knækkede for SF’eren, da hun mente, at politikerne ad lovgivningens vej skulle sikre det. Respekter armslængdeprincippet! Vilhelmsen kan blive bedre i næste valgperiode, men for sin hidtidige indsats må hun nøjes med tre beskedne stjerner.

Mette Bock, Liberal Alliance: 1 stjerne

Ingen kender ham, men han er en god socialdemokrat. Sådan sagde man i gamle dage om den anonyme politikertype, der kunne takke farven på partikortet for sin karriere. Om Mette Bock kan man sige: Ingen kender hende, men hun er Anders Samuelsens søster.

Mette Bock var nærmest usynlig i debatten op til indgåelsen af Filmforliget. I filmbranchen spørger man sig selv om, hvem hun er, for hun besvarer ikke henvendelser og udebliver fra møder. Hun stemte dog for Filmforliget, selvom det indebærer 2,2 milliarder kroner til dansk film fra den statskasse, Liberal Alliance gerne så afskaffet eller i hvert fald begrænset.

Liberal Alliance er et ambitiøst parti, men man mangler en skarp profil på kulturområdet for at kunne blive taget alvorligt af filmnørder.

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti: 4 stjerner

En ordfører fra Dansk Folkeparti, der vil have ”flere folkelige film”, så passer pengene vist. Men tro om igen, Alex Ahrendtsen er meget bedre end de forestillinger, der knytter sig til hans parti på kulturområdet.

Faktisk er han en af de mest energiske og vidende af kulturordførerne, og han viser et stort engagement. Hans elleve sider lange oplæg til Filmaftalen var det mest ambitiøse og professionelle efter Filminstituttets og Nordisk Films.

Man kan være uenig med Ahrendtsen – og det er vi – men han sætter sig grundigt ind i sagerne, og han ved mere om franske film end de fleste i filmbranchen. Her er rent faktisk en kulturordfører, som brænder for film, og det er i sig selv prisværdigt med en politiker, der bakker helhjertet op om dansk film, mens 57 procent af hans vælgere ikke mener, at dansk film fortjener en eneste krone. Flere kulturordførere som Ahrendtsen, tak!

Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslisten: 1 stjerne

Det kan godt være, at kultur også blandt revolutionære folk hører til de sekundære behov, men det er alligevel skuffende, at Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr har været så usynlig i filmdebatten. Og når han endelig er kommet på banen, har hans udtalelser ikke virket særligt velovervejede.

Enhedslisten tiltrækker mange unge, kreative mennesker, og både Lars von Trier og Thomas Vinterberg har tidligere udtalt, at de stemmer på partiet. Måske har de ændret holdning, og at dømme efter partiets filmpolitik – eller mangel på samme – vil det være forståeligt. Burde Enhedslisten ikke være partiet, som er bannerfører for de kunstnerisk egensindige film, de små film, som ingen andre i Folketinget gider kæmpe for?

Det mener Jørgen Arbo-Bæhr åbenbart ikke, og når den tidligere porcelænsstøber samtidig har et noget arrogant image, kan det ikke blive til mere end en enkelt stjerne.

Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti: 4 stjerner

Når man som konservativ stødes fra tronen, bliver man kulturordfører eller kulturminister. Tænk bare på Per Stig Møller, der aldrig fattede, hvad han lavede i et så lille og ubetydeligt ministerium. Men som i øvrigt var en glimrende kulturminister.

En lignende skæbne er ramt den tidligere partiformand Lars Barfoed, der nu frister en tilværelse som kulturordfører. Han er i sit politiske efterår i et parti, der balancerer på randen af afgrunden. Med disse ikke ubetydelige odds imod sig gør Barfoed det faktisk meget godt. Hans viden om film er nok begrænset, men han er begavet og har erfaring. Og hvis folk i branchen kommer med en konkret idé, så sætter han sig ind i den og begynder straks at brainstorme. Han går ind i detaljer med en sjælden generøsitet.

Lars Barfoed mener ikke, at politikere skal blande sig i indholdet. Målet for ham er kun at skabe grundlag for gode danske film. Han argumenterer for, at der bliver sat hårdere ind over for ulovlige downloads, og han var tilhænger at lægge afgift på bredbåndsforbindelse for at finansiere flere danske film. Det gjorde ham ikke populær i nyliberale kredse, men hos os scorer han fire stjerner for sin solide filmstøtte.

Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre: 3 stjerner

Man kan ikke beskylde Marlene Borst Hansen for at være blandt de store filmpolitiske profiler. Hun var en af de varmeste fortalere for flere lowbudget-film, hvilket bringer hende på linje med instruktørernes forening. Hun opfordrede også filmbranchen til at stoppe skyttegravskrigen om nye forretningsmodeller, men derudover er det svært at finde hendes personlige fingeraftryk på filmpolitikken.

I modsætning til Jørgen Arbo-Bæhr og Mette Bock er Marlene Borst Hansen dog til en vis grad undskyldt. Når man har samme partifarve som kulturministeren, må man ikke bare acceptere sin plads i skyggen, men man er også bundet på hænder og fødder. Hvis der ryger et forkert ord over hendes læber, bliver det straks et regeringsanliggende.

Borst Hansens ordførerskab går således ofte ud på at sige så lidt som muligt, og måske har hun lidt for dygtigt levet op til det.

Troels Ravn, Socialdemokraterne: 5 stjerner

Selvom Troels Ravn ikke elsker film lige så passioneret som partifælden Mogens Jensen, eller for den slags skyld har dennes karisma, er han faktisk en glimrende kulturordfører set med filmbranchens briller.

Troels Ravn anser film for en vigtig del af vores kultur, og han mener, at dansk film både skal have høj kvalitet og begejstre et stort publikum i biograferne. Han lægger vægt på, at dansk filmkunst kan gøre sig internationalt, og dermed adskiller han sig fra flere af sine mere provinsielle ordførerkolleger. Han gik også hårdnakket imod Michael Aastrups tåbelige forslag om at lukke Cinemateket, og han er optaget af talentudvikling, som skal sørge for, at det danske filmmirakel kan fortsætte i nye generationer.

Troels Ravn er skarp og engageret, men samtidig mild og lyttende. De egenskaber gør ham en samlende figur, hvilket falder i hak med, at han repræsenterer det regeringsbærende parti. Men med en kulturminister, der har en anden partifarve, er det dog noget af en balancekunst at sætte sit eget præg på filmområdet. Det gør Ravn ikke desto mindre på sin egen snusfornuftige og velovervejede facon. Han er ikke bange for at indrømme, hvis der er noget, han ikke ved, og det siges, at han aldrig forstiller sig. Socialdemokraterne kommer nok aldrig til at rime på cool eller nice, men vi må erkende, at Ravn er til gavn.