Outsideren Depp

Oversættelse: Niels Petersen

Klædt i stilen fra 1920’erne – en Armanivest uden på en beige Prada-skjorte, posede jeans og Borsalino-hat – ankommer han til interviewet. Folk opfører sig normalt, som de ser ud, og 46-årige Johnny Depp er ingen undtagelse. Han er en outsider – også som skuespiller. 

På film inkarnerer han den halvskøre excentriker, hvad enten han spiller Kaptajn Jack Sparrow i blockbusteren Pirates of the Caribbean, gangsterlegenden John Dillinger i den aktuellePublic Enemies eller det smukke monster iEdward Saksehånd. Han bevæger sig med største selvfølgelighed fra mainstream til kultfilm, der ikke mindst tæller Tim Burtons kringlede værker. Og de to venner har næste år premiere på deres seneste samarbejde, Alice in Wonderland. Fritiden tilbringer Depp i Frankrig – langt væk fra Hollywood – sammen med sin kæreste, den franske sangerinde Vanessa Paradis, og deres tiårige datter og syvårige søn. 

– Mr. Johnny Depp, tak fordi du er kommet. 

”Først og fremmest, du skal ikke kalde mig mr. Det er min far. Johnny er fint med mig.”

– Johnny, jeg møder mange unge skuespillere,der siger det samme: ”Jeg vil have en karriere ligesom Johnny Depps.” 

”Jeg har været heldig i den forstand, at tingene er dukket op i mit liv, præcis når jeg mest havde brug for dem. Måske er det mit held, hvem ved. Jeg var meget heldig, at folk som Tim Burton støttede mig, da Paramount ikke ville hyre mig til Sleepy Hollow. De ville på det tidspunkt slet ikke have noget med mig at gøre, men Tim kæmpede for mig som en løve, og det betød enormt meget for mit arbejde og mit liv.” 

– Mange af de karakterer, du vælger atportrættere, ved aldrig, hvem de kan stole på, fordi de har en profession, hvor alle forråder hinanden. Hvad er dit eget forhold til det? 

”Loyalitet er stort set det vigtigste for mig. Om det er loyalitet til familien, til venner, til et ideal, så er det noget, man bare aldrig må svigte. Jeg er loyal over for alle dem, der har tilskyndet og hjulpet mig. Det gælder selvfølgelig også Tim Burton.”

– Hvorfor sagde du ja til at spille John Dillinger i Public Enemies, en karakter der huserede i 1930’erne?

”Jeg var sært nok allerede som barn fascineret af ham. Jeg var tiltrukket af hans personlighed, ligesom jeg var fascineret af Charles Chaplin og Buster Keaton. Jeg tror, det hænger sammen med min opvækst. Min bedstefar, som jeg var meget tæt på, var illegal hjemmebrænder, og min stedfar var også lidt af en slyngel." 

"Han omtalte sit fængselsophold som ’universitetet’, men da jeg blev ældre og spurgte, hvordan universitet var, sagde han, at det var Statesville Prison. Forestil dig, hvad det betød for mig. Jeg er stolt af ham, fordi han gjorde, hvad han var nødt til for at overleve. Han er mit store forbillede, især når jeg spiller roller som disse kendte gangstere. Min stedfar og min bedstefar med sit hjemmebrænderi er mine muser, og det var derfor en ekstra stor oplevelse, da vi endte med at filme Public Enemies i Statesville Prison.” 

– Hvorfor tror du, at publikum så godt kan lide skurkene og deres laster? 

”Jeg tror, publikum er fascinerede af personer, der står uden for den såkaldte norm. Er du ikke? Er det ikke fantastisk? Tænk, hvis man kan flytte grænserne og slippe af sted med det?”

– Det er vel også noget med skurkens sexappeal? Robin Hood, John Dillinger og dig selv inklusive? 

”Mig? Sex appeal? Ha!” 

– Hvordan arbejder du som skuespiller?Bygger du rollen op indefra, eller starter du med karakterens ydre træk? 

”Jeg gør lidt af det hele. Det er som at have en blandet pose gode råvarer. Du koger dem som en gryderet og nyder retten som aldrig før. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive min tilgang til mine karakterer på. Karakteren Edward Saksehånd, der ligger mit hjerte meget nær, blev født af minderne om en hund, jeg havde, da jeg var barn. Jack Sparrow er inspireret af rock’n’roll-ikonet Keith Richards og de tegnefilm, jeg har set med mine børn i årenes løb. Det hjalp mig, at jeg havde tilbragt mange timer på havet, og i en lang periode lukkede jeg mig inde i en sauna, hvor jeg undersøgte, hvilken effekt varmen ville have på mig, mens jeg bevægede mig.” 

– Du sætter Marlon Brando højt. Er det faldet dig ind, at der er en lighed mellem jer to på lærredet? 

”Det er måske den største kompliment, jeg har fået i hele mit liv. Marlon var en af mine helte og bedste venner, så jeg lever i hans ånd. Jeg tænker altid på ham i enhver slags rolle, i næsten alle situationer. Han sagde engang til mig: ’Lad være med at lave for mange film, Johnny, vi har kun et begrænset antal ansigter at spille med.’” 

– Du har et fast samarbejde med især Tim Burton og Terry Gilliam. Hvorfor er du tiltrukket af specielt de to instruktører? 

”De er altid nyskabende med en vild fantasi. De er inspirerende ud over det, der står på papiret, og de giver mig friheden til at fortolke mine roller på min egen måde.”

– Hvad er du drevet af? 

”Jeg har aldrig følt mig særlig ambitiøs, men jeg kan godt lide at skabe. Det er lige meget, om det er små kruseduller, en tegning, et stykke musik eller en stor spillefilm. Jeg elsker at lege, og mine børn keder sig aldrig. Jeg har afprøvet mange karakterer på dem, accenter og alt det der. Jeg tror, at jeg er drevet af at blive stimuleret. Eller rettere sagt: Jeg er drevet af øjeblikket.” 

– Hvilket eftermæle i verden vil du gerne have? 

”Eftermæle i verden? Det tør jeg ikke svare på. Jeg kan slet ikke se mig selv på den måde. Jeg er jo bare en skuespiller. Jeg vil selvfølgelig gerne efterlade noget, som mine børn kan være stolte af, og mere ønsker jeg virkelig ikke.” 

– En del Oscar-nomineringer, en Golden Globe og andre priser, hvad betyder det for dig? 

”Det er rart at blive anerkendt af sine kolleger, det hjælper med at promovere filmen, og måske gør det min agent glad. Så kan han forlange flere penge. Men der er så meget ekstraordinært talent derude, at priserne burde gå på omgang.”