Outsideren der ville ud igen

39-årige Kaspar Munk har kæmpet i femten år for at komme ind i systemet og lave sin første spillefilm, og han har nu endelig premiere på Hold om mig, der får fem stjerner i det nye nummer af Ekko.

Men allerede inden filmen rammer biograferne, er han i gang med en ny no-budget-film.

Hvad i alverden er meningen?

”Selvfølgelig skal man også lave film, hvor folk får løn for det. Men det er hårdt at arbejde med et hold, der skal gå klokken fire.  Så nu laver jeg en film med mine venner, hvor vi kan filme både i solopgang og solnedgang,” siger Kaspar Munk.

Instruktøren har længe været kendt som det oversete talent, der har fået utallige afslag på sine ansøgninger til Filmskolen og Det Danske Filminstitut.

Hvordan føles det så, når det oversete talent bliver set? Ængsteligt. Hvad gør talentet når det bliver set? Arbejder endnu hårdere. Kaspar Munk er allerede i gang med at optage sin næste spillefilm, to dage inden hans første har premiere.

Forretningsmodel = lyst
”Vi starter på optagelse i dag, og det er rigtig rart. Der er ikke noget værre end at sidde og vente på, hvordan filmen klarer sig. Det bliver man trist af. Man skulle da være en kold skid, hvis ikke man blev påvirket af det,” siger han.

Det nye filmprojekt hedder You and Me Forever og er ligesom Hold om mig en coming of age-fortælling. I modsætning til Hold om mig, der er lavet efter alle kunststøttens regler, er det nye projekt baseret på personlig opsparing, legater og vennetjenester.

”Det er ikke en bæredygtig forretningsmodel, det er et eksperiment. Det er bare nogle mennesker, der gerne vil lave en film. Det er et ønske om total kreativ frihed uden at skulle tænke på målgruppe fra første optagedag,” siger han.

Lav filmen, send den ud!
Udgivelsen af den nye film bliver også anderledes end Hold om mig. Den skal optages kronologisk og løbende lægges på nettet i små dele.

”Vi vil prøve at gøre det lidt hurtigere og springe nogle led over i distributionen. Lav filmen, send den ud! Hvis jeg skulle følge den traditionelle model, ville der gå nogle år, før jeg stod med et kamera igen. Der er jo ingen andre kunstformer, hvor man kun er udøvende hvert tredje år,” siger Kaspar Munk og fortsætter:

”Det er for dyrt og langsomt at lave film i Danmark, og der er nødt til at komme noget fleksibilitet i systemet. Ellers rykker produktionerne til udlandet.”

”Vi er et sted, hvor man teknologisk kan lave en superfed film med fem mennesker på et bjerg, men vi er fanget i et net af absurde fagforeningsmæssige regler, der gør, at man skal have dispensation, hvis man vil lave film med mindre end et fuldt hold.”

Ud af mørket
Arbejdstidsregler og langsomme ansøgningsprocesser er ikke de eneste grunde til, at Kaspar Munk er glad for at være kommet hurtigt i gang med det næste projekt.

”Jeg føler, at jeg har været i mørket i nogle år. Hold om mig er en dyster film, der handler om følelsen af ikke at ville leve. Det har været et voldsomt univers at arbejde med,” siger han.

En central scene i filmen er et overgreb på teenagepigen Sara begået af hendes to klassekammerater, et overgreb, der bliver filmet på en mobiltelefon til stor fortrydelse for de involverede.

”Overfaldsscenen fyldte meget på holdet. Det var meget voldsomt for den ene dreng, at han skulle overfalde hende, at han skulle være sådan et beast, der bærer rundt på en dæmonisk kraft. Professionelle skuespillere kan også blive stærkt påvirket, men de kan lettere sige til sig selv, at det er på grund af arbejdet, hvis de går og er triste.”

Psykoterapeutisk proces
”Det har krævet en nærmest psykoterapeutisk proces med mange samtaler, og vi har måttet øve scenerne mange gange, så de kunne se, at det ikke var dem, men karaktererne, der gjorde de onde ting.”

”For at kunne instruere har jeg også selv været nødt til at arbejde med de følelser og tillade, at de vokser. indeni mig. Helt konkret kan det være at ligge på sofaen i tre dage, stirre op i loftet og finde ud af, at det er en normal ting ikke at have lyst til livet.”

”Men det er nødvendigt for at forstå det tab, der opstår, når man bliver voksen. Barnet dør, og man skal vælge, hvem man vil være. Det er meget dramatisk og spændende, men også en uhyggelig grundfølelse at arbejde med. Specielt med unge mennesker, der står lige foran livet,” siger han.

Resonans i voksenlivet
Også Kaspar Munks næste film, You and Me Forever, er en coming-of-age-historie. Både spillefilmen Hold om mig og hans tidligere kortfilm er historier om teenagere med frustreret seksualitet og upassende følelser. Men han bryder sig ikke om, at man kalder hans film for ungdomsfilm.

”For mig er det vigtigt, at de følelser, jeg prøver at portrættere i ungdommen, skaber resonans i voksenlivet. Udgangspunktet er mit eget erindringsstof.”

Hold om mig handler om en dreng, der overfalder en pige han er forelsket i, og det tror jeg, at de fleste kender, måske bare i en anden form. Men det kan også være en bestemt episode, som i En lille død,” siger han.

Munks kortfilm En lille død (2005) handler om tolvårige Christian, der bliver inviteret hjem til en ældre dreng. I kælderen bliver han præsenteret for den ældre drengs kongeboa og hans pornoblade.

Seksuelt dødsritual
Episoden i En lille død er en historie fra instruktørens eget liv. Og den bliver en måde at undersøge generelle tabuer via barndommens uskyldighed og manglende forståelse for sociale grænser.

”Når jeg som voksen tænker tilbage, så tænker jeg bare, ’hold kæft, hvor er det vildt, at vi bare sad og læste de der pornoblade og så den der slange æde rotter’.”

”Den episode handler om, hvordan man kan blande seksualitet og død på en måde som er dybt forbudt som voksen. Man ville jo blive betragtet som syg i hovedet, hvis man sad og blev seksuelt opstemt, samtidig med at man havde sådan et dødsritual kørende,” siger instruktøren.

I Kaspar Munks film bliver ungdommens følelsesladede episode til et generelt motiv. Det understøttes af en særlig visuel stil, der med sine lange, gennemkomponerede indstillinger ofte giver begivenhederne symbolsk karakter.

”Jeg har ikke vist En lille død til et mandligt publikum, uden at de har sagt, at de har været i det samme rum, hos en storebror, nogle ældre fra skolen eller en fætter. Det forbudte rum, hvor kroppen reagerer før hjernen, og man ikke er helt mentalt til stede,” siger han.

Ny bølge af instruktører
Nogle ser Munks dvælende visuelle stil som en reaktion på dogmetidens barberede håndværk. Samtidig er hans billige produktioner en reaktion på dansk films fede år, der fulgte efter dogmebølgen.

Instruktøren føler sig ikke alene om at ville noget andet end de dyre, storslåede familiedramaer.

”Etablerede folk som Per Fly, Niels Arden Oplev og Susanne Bier laver jo fantastiske film, men nu er der en bølge af nye instruktører som Martin Zandvliet og Michael Noer, der tror på, at den stærke idé ikke nødvendigvis kræver det store filmhold.”

”Det skal være idéen, der styrer projektet, ikke omvendt,” siger Kaspar Munk.