Outsidernes mand

Umiddelbart kan Guldpalme-vinderen La vie d’Adèle virke som en atypisk film fra Abdellatif Kechiches hånd.

Instruktøren er tunesisk-fransk, og hans forrige film har kredset om indvandreres kamp for at finde en plads mellem det franske samfund, de lever i, og den kultur, de kommer fra – gerne med udspring i det miljø, Kechiche selv kender indefra.

I hans nye film og store internationale gennembrud er immigrantproblematikken forduftet. Ind træder i stedet en følsom og usædvanlig nærgående skildring af kærlighedsforholdet mellem to unge piger, Adèle og Emma – fra den spirende forelskelse til det smertelige brud.

Men faktisk kan La vie d’Adèle i stil, tematik og skuespillersamarbejde også ses som en kulmination på 52-årige Kechiches foreløbige virke. Og selv satte han den ligefrem ind i en samfundsdagsorden, da han modtog Den Gyldne Palme i Grand Thêatre Lumière i søndags:

”Jeg vil også gerne dedikere filmen til andre unge, til noget der skete for ikke så længe siden – revolutionen i Tunesien. De har også denne her aspiration efter at leve frit, at udtrykke sig frit og at elske i fuld frihed.”

Kultklassiker
De færreste danskere havde nok hørt om Abdellatif Kechiche for to uger siden. Men i Frankrig er han længe blevet betragtet som en central instruktør og en sublim humanistisk iagttager af, hvad samfundets strukturer gør ved de mennesker, der ikke er inde i varmen kulturelt eller økonomisk.

Debutfilmen La faute à Voltaire (Blame it on Voltaire) fra 2000 er et varmt og levende portræt af den tunesiske indvandrer Jalel, der prøver at snyde sig vej gennem det bureaukratiske immigrantsystem i Frankrig. Filmen fokuserer ikke mindst på de venskaber, Jalel knytter i den parisiske underklasse, og den vandt prisen for bedste debutfilm på Venedig Film Festival.

Det var dog hans anden film, L’esquive (Games of Love and Chance) fra 2003, der for alvor satte ham på fransk films landkort. En gruppe teenagere, nogle af dem af arabisk herkomst, skal fremføre et klassisk fransk teaterstykke, og det bliver til en fortælling om gruppepres, begær og jalousi. Kechiche ramte så rent i sin skildring af almengyldige ungdomsfølelser, at filmen blev lidt af en kultklassiker, som mange franske unge den dag i dag dyrker fanatisk og kender til fingerspidserne.

Fristet af storbudget
L’esquive vandt både for bedste film, instruktør og manuskript på Frankrigs svar på Oscar, César-prisen. Men det var først med opfølgeren, at han fik succes i cineastkredse uden for hjemlandet.

La graine et le mulet (2007) fik i Danmark en smal premiere under titlen Cous Cous. Filmen handler om den 60-årige, fraskilte tunesiske indvandrer Slimane, der mister sit job på et skibsværft i havnebyen Séte på den franske middelhavskyst.

I stedet åbner han en fiskerestaurant og prøver at tilkæmpe sig en ny plads i samfundet, livet og hos sin familie. Slimane er løst skitseret over Kechiches egen far, som filmen også er dedikeret til – og igen er kultur- og generationskløfter på tapetet i den lange (to en halv time) og sanselige fortælling.

Cous Cous vandt også César-priser for bedste film, instruktør og manuskript, den var manges favorit på Venedig-festivalen i 2007 og vandt de internationale kritikeres pris ved European Film Awards.

Det var med andre ord den slags arthouse-succeser, der åbner døre for en instruktør – med indbygget risiko for, at fristelsen af store budgetter kommer til at overskygge for den sjæl og kunstneriske identitet, der egentlig var udgangspunktet.

Spielbergs hyldest
Den faldgrube faldt også Kechiche i, og det historiske drama Vénus noire (Black Venus) – om en afrikansk kvinde, der i starten af 1800-tallet blev brugt som eksotisk attraktion i bur for nysgerrige europæere – faldt igennem.

Men måske fiaskoen var nødvendig for, at Abdellatif Kechiche kunne vende tilbage til og rendyrke sine mest fremtrædende kvaliteter?

Guldpalme-vinderen viser Kechiches uforlignelige talent for at arbejde med skuespillere, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at den Spielberg-ledede Cannes-jury helt usædvanligt valgte at dele Guldpalmen mellem instruktøren og hans to unge skuespillere, Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux.

”Han lader scenerne udfolde sig i så lang tid, som de ville gøre i virkeligheden,” sagde Spielberg i pristalen. ”Og vi var fuldstændigt tryllebundne af den blændende præstation af de to unge skuespillerinder – især den måde, som instruktøren observerede sine skuespillere, hvor han bare lod karaktererne ånde, og hvor de øjeblikke, hvor de ingenting sagde, var lige så vigtige som de øjeblikke, hvor de snakkede.”

I familie med Dardenne
Kechiches flair for personinstruktion kan hænge sammen med, at han selv har en baggrund som skuespiller. Hans egentlige passion lå oprindelig i teatret, og han er uddannet i drama fra Conservatoire d’Antibes.

Han arbejdede som skuespiller på teatre i Avignon og Nice, før han selv begyndte at instruere. Og han var allerede dengang især inspireret af naturalismen og en filminstruktør som Maurice Pialat, der blev hyldet for sin realistiske stil.

Kechiche havde filmroller, oftest som arabiske indvandrere, før han trådte bag kameraet. Som instruktør går han helt tæt på sine spillere i ultranærbilleder, og hans metode er et tæt samarbejde, hvor han prøver at fjerne det traditionelle skuespils kunstighed.

”Man kan næsten få alt ud af skuespillere ved at være hård og hundse rundt med dem, men hvis man vil have de bedste, mest naturalistiske resultater, tror jeg, man er nødt til at arbejde med afsæt i tillid og fælles forståelse,” har han sagt til Time Out.

Kritikere har betegnet hans film som ”socialrealistiske”, men han tager selv afstand fra betegnelsen med henvisning til, at de ofte er fyldt med musik, dans og poesi (den ene hovedperson i La vie d’Adèle er således maler). Og de er da også gennemstrømmet af en varme og optimisme, som ikke altid associeres med socialrealismen.

I den forstand er hans filmiske stil i familie med Dardenne-brødrene, hvor realismen også har et poetisk og grundlæggende livsbekræftende lag.

Seksuel revolution
Abdellatif Kechiche har et optimistisk syn på den ungdom, han beskriver.

”Jeg har en stor beundring for ungdommen i dag i forhold til min egen generation, som var meget mere lukket og hæmmet. I dag ser jeg en ung generation, som er så fri, tolerant og opmærksom på verden omkring sig, at jeg ville dele den følelse, det skaber i mig,” har han sagt til sitet Cineuropa og tilføjet, at ungdommen slet og ret giver ham tro på fremtiden.

Det er også i den kontekst, at parallellen mellem La vie d’Adèle og det arabiske forår slet ikke er så fortænkt. Kechiche har udtalt til magasinet The Upcoming, at han håber, filmen vil hjælpe den tunesiske ungdom, fordi ”en revolution ikke er fuldendt, hvis det ikke også er en seksuel revolution”.

Og filmen har da også især vakt opsigt på grund af sine lange, nysgerrige og meget eksplicitte sexscener mellem Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux. De fleste har hyldet dem som banebrydende med deres naturlighed, mod og følsomhed.

”De skulle være smukke æstetisk, men bibeholde den seksuelle dimension,” har Kechiche sagt til The Upcoming. ”Man taler meget under optagelserne, men når alt kommer til alt, betyder snakken ikke det store, fordi det er så intellektuelt, mens virkeligheden er mere intuitiv.”

Kritiske røster
Som altid når filmkunst nærmest opnår universel hyldest, dukker der dog også enkelte modstridende, kritiske røster op.

”Filmen virker langt mere til at handle om Kechiches drifter end noget andet,” skrev New York Times’ kritiker Manohla Dargis. Hun anklagede instruktøren for at være uinteresseret i de spørgsmål om repræsentationer af den kvindelige krop, som feminister har diskuteret i årevis, og hun argumenterede for, at han besad et stereotypt mandligt blik på den kvindelige lagengymnastik.

Den slags usædvanlige sexscener vækker naturligt debat, og med sit portræt af et lesbisk forhold faldt Guldpalmen symbolsk og rettidigt på nøjagtigt samme tidspunkt, som modstandere af homoseksuelle ægteskaber demonstrerede i Paris’ gader.

Egentlig er homoseksualiteten dog egentlig ikke kernen i filmens tematik. Det lesbiske forhold skildres som et hvert andet kærlighedsforhold, og det, der i virkeligheden sætter en kile ind i forholdet mellem de to piger, er klasseforskellene mellem dem.

Parallel til Antoine Doinel
Adèle kommer fra et traditionelt arbejderklassehjem, mens den blåhårede Emma er produkt af en frigjort kunstnerelite. Kechiche formår at skildre de sociale forskelle uden at tabe karaktererne på gulvet i bastante politiske budskaber. De større pointer vokser ud af hans store kærlighed til karaktererne og ikke mindst til outsiderne. Kechiche er altid på outsidernes side.

La vie d’Adèle er baseret på Julie Marohs prisvindende tegneserie Le Bleu Est une Couleur Chaude (Blue Is the Warmest Color, også filmens engelske titel), men instruktøren har i den grad gjort historien og ikke mindste Adèle-karakteren til sin egen.

Han har således ikke blot lagt hendes navn ind i titlen, han har også givet den eftertitlen ”kapitel 1 og 2”, selvom tegneserien stopper nogenlunde, hvor filmen gør. Man øjner – og håber på – en fortsættelse, og til The Upcoming fortæller Abdellatif Kechiche, at han selv har tænkt over sammenligningen med Truffauts alter ego og faste karakter Antoine Doinel, der figurerede i hele fem film.

Han udelukker da heller ikke ligefrem, at La vie d’Adèle får en fortsættelse:

”Den hedder kapitel 1 og 2, fordi jeg endnu ikke kender de andre kapitler. Jeg vil virkelig gerne have Adèle til at fortælle mig, hvad der kommer til at ske nu.”