Overgreb eller doktorleg?

Halfdan Ullman Tøndel er kun akkurat blevet færdig med at give journalisterne hånd, før han undskylder, at han har glemt vores navne.

”Det er første gang, jeg prøver det her, så jeg er lidt nervøs,” siger den sympatiske, norske debutant og sætter sig til rette til sit allerførste rundbordsinterview.

”Bare så I ved det!”

Vi taler på Cannes-festivalen, hvor hans debutfilm Armand aftenen forinden har haft premiere i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Snart indleder den et sejrsridt, der starter med debutantprisen Camera D’or og fortsætter med kritikerprisen ved European Film Awards. I næste weekend har den mulighed for at få en Oscar-nominering i kategorien ”bedste internationale film”.

Et imponerende resultat, der formentlig ville have gjort instruktørens bedsteforældre – Liv Ullmann og afdøde Ingmar Bergman – stolte. Især fordi ingen, der har set filmen, ville mistænke nogen for at give den 34-årige instruktør en forlomme i branchen. 

Nødt til at gribe ind
Armand, der har dansk premiere den 16. januar og er anmeldt til fem store stjerner, er et æggende drama. Det snor sig genstridigt undervejs, men kan måske bedst beskrives som en satirisk forældremøde-thriller.

Renate Reinsve spiller hovedrollen som succesrig skuespiller, Elisabeth, der må møde på skolen efter mørkets frembrud, fordi hendes seksårige søn Armand måske har forgrebet sig på en klassekammerat.

Kimen til historien fik Halfdan Ullman Tøndel fra en ven, der betroede sig, at han engang havde oplevet noget tilsvarende på en campingtur.

”Det kom bag på mig, hvor meget det satte gang i min fantasi. Hvad var hans forældre for nogle typer? Hvor lærer en seksårig den slags ting? Jeg arbejdede også selv på en folkeskole i fire år og kunne bruge mange elementer derfra,” forklarer Halfdan Ullmann Tøndel.

”Var det leg, eller var det noget mere alvorligt? For hvis det er det sidste, kan det tyde på noget meget slemt i barnets hjem, og så er man jo nødt til at gribe ind.”

Efter lukketid
Historien udviklede sig over en syvårig periode, hvor Halfdann Ulmann Tøndel talte med et væld af forskere, forældre og forstandere.

Han kunne konstatere, at det at børn udviser seksuel nysgerrighed – eller at de overhovedet har en seksualitet – ofte er en kilde til forskrækkelse hos voksne.

”Én forsker sagde, at det at lege doktor er noget, børn kun gør i børnehaven. Men når de starter i skole, er det jo blot nogle måneder siden. Hvordan skulle en seksårig kunne vide, at noget, som er tilladt og naturligt i maj, pludselig er blevet farligt i august?”

Filmen følger i den bølge af one location-film, som de seneste år har fået meget opmærksomhed i Skandinavien. 

Den er et klaustrofobisk kammerspil, som udspiller sig et sted, tyskerne ville kalde ”unheimlich”, og som akademikere ville kalde et ”liminal space”: en beliggenhed sat uden for sin normale funktion, som en biograf efter lukketid eller en legeplads om natten.

”Da jeg var ti år gammel, overnattede vi på min skole. Jeg følte, at det var magisk at rende rundt på de tomme gange. Det var sådan en stor kontrast til skoledagen. Om aftenen var det, som om bygningens sjæl trådte tydeligere frem. Det var magisk, men også lidt urovækkende. Den stemning ønskede jeg at mane frem i filmen.”

Filmens titelkarakter ser vi kun ganske kort til slut.

”Historien starter med Armand, men så ender den med at handle om noget helt andet, nemlig om forældrene. Og det er en vigtig del af filmen: Vi er ikke i stand til at koncentrere os om sagen, vi distraheres takket være vores fordomme og forestillinger.”

Fantasifuld opvækst
Halfdan Ullmann Tøndel er ikke kommet sovende til filmen.

Som ung følte instruktøren, der er søn af forfatteren Linn Ullmann og forretningsmanden Espen Tøndel, sig aldrig fristet til at gå i sine berømte bedsteforældres fodspor. 

”Faktisk så jeg ikke nogen af deres film, før jeg var omkring 30 år. Jeg forsøgte virkelig ikke at lave film – det har min familie jo allerede gjort. Men så lavede jeg kortfilm på universitetet, og jeg kunne mærke, at jeg følte mig hjemme i den verden.”

”Jeg så dem jo bare som bedstemor og bedstefar. Vi talte aldrig om film, men vi fandt på alt muligt sammen. De havde en fantastisk fantasi, og det er en stor gave, når man er barn. Men det er ikke, fordi jeg så Tarkovskij, da jeg var otte år gammel!” forsikrer han med et smil.

Men da først filminteressen var vakt, kastede Halfdan Ullmann Tøndel sig ufortrødent ud i at instruere kortfilm. Senere blev han instruktørassistent for Joachim Trier på gyserfilmen Thelma. Han mødte også Renate Reinsve, der dengang spillede teater og drømte om at bryde igennem til filmen.

Reinsve fik hovedrollen i Verdens værste menneske og vandt i 2021 prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivalen. Som noget af det første skrev hun til Halfdan Ullmann Tøndel, der i årevis havde udviklet på manuskriptet til Armand.

”Jeg var meget tæt på at give op. Men så sendte Renate mig en sms: ’Prøv lige at tænke på, hvor godt det her er for vores film!’ Jeg besluttede mig for at give den et skud mere, og så fik vi støtte.”

Syv enestående minutter
Det er ikke svært at forstå, hvorfor filmkonsulenterne må have vægret sig ved Armand.

Filmen er kompromisløs. Det står klart i en scene, hvor personernes taktfulde omsorg kommer til kort i mødet med Renate Reinsves filmstjerne Elisabeth, der kontant afviser deres bekymring.

Snerperiet griber om sig, indtil den vantro hovedperson begynder at grine. Og græde. Og snappe efter vejret. Og grine videre, mens lærerne og de andre forældre skifter mellem irritation, bekymring og fortørnelse.

I syv, uafbrudte minutter. 

Det er en tour de force af en scene, som instruktøren nær brækkede halsen på at få i kassen.

”Renate er en fantastisk skuespiller, men hun blev nærmest vanvittig. Vi brugte hele dagen på denne ene scene, og hun var nødt til at tage fem dage fri bagefter. Hun var også den eneste, der rigtig vidste, hvad der skulle ske. For i manuskriptet står der kun: ’Elizabeth griner meget, og så græder hun.’”

Vinterberg og Buñuel
Grinescenen markerer et vendepunkt.

Hvor man hidtil troede, at det vigtigste for forældrene var at snakke sig til rette, bliver man overrasket over deres skjulte dagsordener. 

Undervejs balancerer filmens tone mellem komedie og tragedie. Halfdan Ullmann Tøndel forklarer, at han især lod sig inspirere af Thomas Vinterbergs Festen. 

”Den udspiller sig også på en enkelt location. Men først og fremmest ved man ikke, om man skal grine eller græde. Hvordan skal man reagere som publikumsmedlem i situationer, der er så ubehagelige, men samtidig lidt morsomme? Jeg elsker den tone, de finder frem i Vinterbergs film.”

”Jeg var også inspireret af Luis Buñuels Borgerskabets diskrete charme, hvor personerne forsøger at spise middag, men hele tiden bliver afbrudt.”

”Jeg kan godt lide at forhale ting. Når Elizabeth griner i syv minutter, kan det være, at vi griner med hende i begyndelsen. Men man når et punkt, hvor det bliver ubehageligt, fordi man ikke kan komme ud af scenen. Men det kan karaktererne i filmen heller ikke.”

”Jeg følte, at det var godt at fortælle publikum: ’Det her bliver uforudsigeligt. Så vær forberedt!’”

Fotografiske dansetrin
Selv hvis han ikke fik Tarkovskij ind med modermælken, forklarer Halfdan Ullmann Tøndel, at den russiske instruktør også var inspiration for Armand.

”Til mit allerførste møde med fotografen sagde jeg, at jeg ville: Make Mise-en-scene Great Again,” siger Halfdan Ullmann Tøndel og bruger det filmfranske ord for alt det synlige i billedrammen.

”Branchen hviler for meget på laurbærrene for tiden, hvad angår billeder,” fortsætter han og fremhæver Tarkovskijs debutfilm Ivans barndom.

”Kameraet bevæger sig helt naturligt ud og ind mellem personerne i den film. Jeg ville lave noget lignende. Derfor er der mange lange optagelser, hvor vi for eksempel starter i et totalbillede og skifter til et close-up. Vi arbejdede meget på at skabe den slags fotografiske dansetrin.” 

Armand er svær at regne ud på forhånd. Det anspændte forhold mellem forældrene antydes snarere end afsløres.

”Jeg skrev en hel forhistorie, som jeg ikke vil fortælle alt for meget om. Og jeg så 12 Angry Men mange gange for at analysere, hvordan filmen langsomt giver publikum mere at vide. Jeg prøvede at læse nogle bøger om manuskriptskrivning, men det var simpelthen for kedeligt. Så jeg nøjedes bare med at studere den bedst skrevne film nogensinde.”

At filmens hovedrolleindehaver Renate Reinsve de seneste år er blevet en af norsk films stolteste eksportvarer, tilføjer også et ekstra lag til fortællingen.

”Jeg leger med stereotyper. Der er intet fra Renates liv i filmen, men jeg tror, at publikum vil læse noget ind i rollen, hvilket jo er det samme, som forældrene og lærerne gør i forhold til Elisabeth.”

Værn om tvetydigheden
Filmen igennem har Elisabeth paraderne oppe over for lærerne og forældrene, der forsøger at konfrontere hende med et alvorligt problem. Men jo mere de insisterer på, at hun skal tøjle sin søns grænseoverskridende adfærd, desto mere overskrider de også hendes grænser.

Det kulminerer i en gribende slutscene, som på overraskende og poetisk vis opsummerer filmens tema. 

”I så dialogtung en film ville jeg runde af med tyve ordløse minutter. Jeg ville ikke udpensle tingene, men lave noget, som er visuelt stærkt,” siger Halfdan Ullmann Tøndel, der fandt inspiration i David Lynch’ Mulholland Drive.

Han fik også hjælp af Eskil Vogt, den norske manuskriptforfatter og instruktør, der også er Joachim Triers faste samarbejdspartner.

”Eskil sagde, at vi er nødt til at afslutte noget, så publikum ikke har for mange spørgsmål til slut. Så jeg rundede nogle små ting af og lod de største spørgsmål være ubesvarede. Det var vigtigt for mig at værne om tvetydigheden.”

Det gælder især spørgsmålet om, hvad der egentlig skete mellem børnene, før forældrene griber ind. Halfdan Ullmann Tøndel gør det bevidst vanskeligt at vælge side.

”Publikum kommer til at være splittede, men jeg håber, folk vil reflektere over deres egne fordomme. Og tænke over, hvor få informationer vi skal bruge, før vi skaber alle mulige historier om hinanden.”