Top 10: Overlevelse i naturen
Golde ørkenlandskaber, livsfarlige temperaturer, stejle klipper og viltre floder – menneskets forhold til naturen har alle dage været præget af lige dele fascination og ærefrygt.
I 1995 tilbagelagde 27-årige Cheryl Strayed den 4000 km lange rute langs stillehavskysten fra Mexicos til Canadas grænse til fods. Reese Witherspoon spiller hovedrollen i Jean-Marc Vallées Wild (premiere 12. marts), der med Strayeds memoir som forlæg visualiserer Cheryls forsøg på at få sit liv på rette spor efter en personlig krise.
Både litteratur og film har portrætteret mangt et modigt – nogle ville kalde det dumdristigt – menneske, der forlader civilisationen for en dannelsesrejse med døden lurende i horisonten, eller uforberedte stakler, der ufrivilligt fanges i naturens farlige favntag.
Prisen for overlevelse er for mange en forkastelse af almindelig civiliseret opførsel, og for enkelte en smertefuld afsked med de kropsdele, der ikke kan klare mosten.
Tag med på en oprivende rejse gennem ti af filmhistoriens mest gribende overlevelseshistorier (vi har set bort fra science fiction- og fantasy-film).
10. Tracks (2013)
”Når folk spørger mig, hvorfor jeg gør det, er mit sædvanlige svar ’hvorfor ikke?’” siger Robyn Davidson i John Currans filmatisering af Davidsons memoir.
Mia Wasikowska spiller 27-årige Davidson, der i 1977 tilbagelagde de 1700 kilometer fra Alice Springs til det Indiske Ocean uden følgeskab af andre end fire kameler og en hund.
”Jeg føler, at jeg på en måde får credit for, hvad Robyn gjorde. Men jeg lod bare som om. Hvad hun gjorde, er utroligt og svært. Hun synes, at filmversionen ville have været hårdere,” sagde Wasikowska til Indiewire i 2014.
9. Ni liv (1957)
Den 30. marts i 1943 bliver mandskabet på skuden Brattholm angivet og arresteret af tyskerne. Jon Baalsrud undslipper og flygter fra det nordlige Norges kyst gennem stejle fjelde og halshøj sne til det neutrale Sverige.
Manuskriptforfatter og instruktør Arne Skouens filmatisering af den sande historie vakte stor opmærksomhed i udlandet og blev sågar Oscar-nomineret som bedste udenlandske film.
8. Hell in the Pacific (1968)
Under Anden Verdenskrig skydes en amerikansk pilot ned over Stillehavet og strander på en ø, der allerede er beboet af en japansk marineofficer med voldsomt temperament. I stedet for at samarbejde fortsætter de to mænd deres landes krigsførelse i mindre skala.
For John Boorman skulle krigsallegoriens titel vise sig at få mere end én betydning. For selvom filmen bygger på et simpelt koncept med blot to skuespillere og et minimum af locations, tæller den som én af filmhistoriens største mareridtsproduktioner. Samarbejdet mellem Boorman og den japanske testosteronbombe Toshirô Mifune var efter sigende det rene helvede.
7. Cast Away (2000)
”Jeg kommer tilbage lige om lidt!” råber Tom Hanks’ Chuck Noland til sin kone (Helen Hunt), da han stiger om bord på det fly, der få timer senere styrter ned over Stillehavet. Den kontrollerede, ordentlige systemingeniør undslipper det synkende flyvrag og skyller op på en ubeboet ø, hvor han de næste fire år optræner imponerende overlevelsesevner og gror et viltert fuldskæg.
Hans eneste selskab er Wilson – en volleyball, som han finder blandt flyets vraggods og pryder med et ansigt tegnet af sit eget blod.
Tom Hanks blev Oscar-nomineret for sin portrættering af kontrolfreaken Noland, der uforberedt kastes ud i den mildest talt ukontrollerbare natur.
6. Robinson Crusoe (1954)
Overlevelseshistoriernes mytiske fader så dagens lys helt tilbage i 1719, da britiske Daniel Defoe nedfældede fortællingen om den unge sømand, der efter et skibsforlis lever 28 år på en – næsten – øde ø.
Romanen har efterhånden tjent som forlæg for utallige filmatiseringer, men én af de allerførste skabte den dengang endnu ikke internationalt berømte Luis Buñuel (den første filmatisering var en stumfilm med Douglas Fairbanks i hovedrollen).
Mens mange senere versioner fokuserer på romanens sidste del, hvor Crusoe får selskab af den indfødte Friday, mestrer Buñuel udfordringen i at lade sin hovedperson være helt alene i størstedelen af filmen. Han har ikke engang en volleyball at snakke med.
5. 127 Hours (2010)
I 127 timer kæmpede Aron Ralston for at komme fri fra en løsreven kampesten, der havde naglet hans højre arm til en klippevæg i Blue John Canyon i det sydøstlige Utah. En enkelt time tog det ham at amputere armen med en stump lommekniv.
James Franco blev Oscar-nomineret for hovedrollen i Danny Boyles filmatisering af den sande historie om Ralstons katastrofale bjergklatringsulykke.
Det er svært at forstå, at Ralston kort tid efter ulykken genoptog den livsfarlige hobby.
4. Lifeboat (1944)
Den første i rækken af Alfred Hitchcocks såkaldte Limited Settings-film foregår under Anden Verdenskrig, hvor et skib kommer i karambolage med en tysk ubåd, så begge synker til bunds.
De overlevende, der nu er isoleret på åbent hav i en redningsbåd, er en broget flok af forskellig herkomst, og atmosfæren skifter radikalt, da de hiver en mand om bord, som viser sig at være fra den tyske ubåd.
Filmen bygger på romanen af samme navn, som den renommerede forfatter John Steinbeck i 1943 skrev på Hitchcocks bestilling. Steinbeck var imidlertid fortørnet over filmversionens portrættering af historiens afroamerikanske sømand, der i romanversionen er intelligent og eftertænksom, og ikke, som i filmen, fjollet og patetisk.
20th Cenury Fox ignorerede Steinbecks ønske om at få sit navn fjernet fra rulleteksterne.
3. Deliverance (1972)
John Boormans fængslende kultklassiker er et eventyrligt action-drama om fire byboere, der sætter deres maskulinitet og mod på prøve ved at kaste sig ud i den vilde naturs fjendtlige favntag.
Grundet de potentielle farer ved on location-optagelser takkede både James Stewart, Marlon Brando og Henry Fonda nej til rollen som gruppens pil-og-bue-ekspert Lewis, der i sidste ende gik til den tidligere stuntmand Burt Reynolds.
Trods tre nomineringer måtte Boorman gå tomhændet fra Oscar-uddelingen i 1973, men både filmen og hans præstation er gået over i historien.
2. Into the Wild (2007)
To år inden Cheryl Strayed (Wild) besluttede sig for at forlade civilisationen på egen hånd for at genfinde sig selv i selskab med naturen, blev 24-årige Christopher McCandless’ forrådnede lig fundet i en rusten, forladt bus tæt ved Denali National Park i Alaska.
Sean Penns filmatisering af Jon Krakauers roman om Christopher McCandless’ rejser gennem Nordamerika anses af mange for at være overlevelsesfilmen over dem alle, og mange backpackere har siden rejst tusinder af kilometer gennem farefyldte landskaber for at besøge McCandless sidste opholdssted.
Emile Hirsch spiller hovedrollen som den oprørske student, der frigør sig fra den materialistiske verden for at leve sit liv i Alaskas vildmark. Filmens stemningsfulde soundtrack er Pearl Jam-sanger Eddie Vedders første soloalbum, og er man ikke så meget for at se filmen, bør man i det mindste gøre sig selv den tjeneste at lytte til musikken.
1. Gravity (2013)
For to år siden fortryllede Alfonso Cuaróns 3D-rumskibsdrama verdens biografgængere med sin visuelt betagende historie om astronauten Dr. Ryan Stones (Sandra Bullock) nervepirrende solokamp for at vende tilbage til jorden efter en mislykket rummission.
Det interessante ved Gravity er på mange måder, at den i sin kerne ikke er en film om astronauter, rumskib og specifikke rumkatastrofer, men snarere en højteknologisk version af klassiske overlevelsesfilm om skibsforlis eller flystyrt.
Filmen indkasserede intet mindre end syv Oscars i 2014.
Kommentarer