Oscar 2022
25. mar. 2022 | 15:39

Oscar-ekspert: Ingen priser til Danmark

Foto | Final Cut for Real
En rørende fortælling bliver udfoldet i den animerede dokumentar Flugt om den afghanske flygtning Amins livshistorie, og filmen er sensationelt i spil til tre Oscar-priser.

Danskere er i år nomineret til hele fem Oscar-priser, hvilket er en rekord. Men vi kommer desværre til at gå tomhændet hjem, spår Ekkos Oscar-ekspert Casper Hindse.

Af Casper Hindse

Oscar-uddelingen er rykket til marts, men Akademiet er formentlig ikke blevet mindre uforudsigeligt af den grund.

I de senere år er der blevet vekslet mellem vilde overraskelser (Parasite) og forudsigelige valg (Nomadland). Men 2021 skal nok ikke helt tælles med som den nye normal, eftersom biograferne ikke var åbne i USA, og Oscar-festen var rykket ud i foyeren.

Frem mod prisuddelingen anno 2022 har det store spørgsmål været, om Jane Campions The Power of the Dog kan gentage Nomadlands succes?

Det har længe set sådan ud, men filmen har mistet sit momentum.

I år bør vi forvente, at der sker flere overraskelser på selve aftenen. I mange af kategorierne er der simpelthen nærmest dødt løb mellem flere film.

Det skyldes muligvis, at Akademiet har haft virkelig lang tid til at vælge sine favoritter. Der er gået to måneder, siden nomineringerne blev offentliggjort. I Hollywood taler man om, at rigtigt mange medlemmer først har gidet se filmene efter nomineringerne.

Det har givet forskydninger i sidste øjeblik og skaber stor spænding, selv om diverse amerikanske filmfaglige forbunds prisuddelinger op til Oscar-showet giver et fingerpeg.

Vi krydser selvfølgelig fingre for, at de fremragende danske håb bliver belønnet med priser. Flugt er nomineret til tre priser, mens dansk film også kan hædres for fotografering og kortfilm.

Men vi må nok se i øjnene, at der næppe bliver en eneste dansk statuette at tage med hjem over Atlanten.

Bedste film: CODA
Bliver det et Spotlight-lignende år? Altså som i 2016, hvor en film kun modtager få statuetter, men en af dem er den allerstørste?

For et par uger siden virkede det afgjort, at The Power of the Dog ville vinde hovedprisen, men det foryngede Akademi har det jo med at overraske.

I de seneste dage har CODA netop overrasket alt og alle ved prisuddelingerne. Da filmen nappede Producers Guild Awards-hovedprisen forleden, blev den pludselig Oscar-favorit, fordi det er den eneste anden prisuddeling, der ligesom Oscar-uddelingen stemmer efter det såkaldt præferentielle system, hvor filmene bliver rangeret og tildeles points.

Nogle vil nok mene, at eftersom The Power of the Dog og ikke CODA er blevet nomineret til de førhen så afgørende priser for bedste klipning og bedste instruktion ved Oscar-showet, bør Campion og co. klare den.

Men det er svært at forestille sig, at den politisk korrekte og præcist fortalte CODA ikke skulle høste første-, anden- og tredjepladser på stemmesedlerne, mens den noget mere kunstnerisk kompromisløse The Power of the Dog formentlig nærmere ligger enten i top eller bund.

At CODA ikke er nomineret til andre vægtige priser på selve aftenen, tyder på, at mange først har fået set filmen, efter nomineringerne blev offentliggjort.

Vinder CODA, snyder Apple TV+ i øvrigt Netflix for sin første hovedpris-sejr i Oscar-sammenhæng.

Bedste instruktør: Jane Campion for The Power of the Dog
Her vinder The Power of the Dog til gengæld.

Campion har vundet og vundet og vundet i uddelingerne op til Oscar-showet. Og selv om instruktøren kom til at sige noget mindre elegant om tennissøstrene Willams i en takketale forleden, bør det ikke kunne ødelægge triumftoget.

Newzealænderen napper dermed sin anden statuette. Den første kom i 1994 for manuskriptet til The Piano.

Bedste mandlige hovedrolle: Will Smith for King Richard
Hvis den her kategori var en tenniskamp, ville den stå mellem Serena Williams i topform og Heather Watson.

Kender du heller ikke sidstnævnte? Hun ligger nummer 115 på den officielle verdensrangliste.

Sammenligningen skyldes, at Will Smith spiller netop Serena Williams’ far i King Richard, og at hans eneste konkurrent til Oscar’en er britiske Benedict Cumberbatch for The Power of the Dog.

Men der er simpelthen niveauforskel, når vi ser, hvilke priser Smith har vundet frem mod Oscar-uddelingen.

Game, set and match: King Richard.

Bedste kvindelige hovedrolle: Jessica Chastain for The Eyes of Tammy Faye
Det er nok den tætteste kategori.

I realiteten kan alle fem kvinder vinde. I de seneste uger har især to virkelig vist sig frem på de røde løbere.

Synlighed ved branchefesterne er og bliver en vigtig faktor i Oscar-sammenhæng, da showet af mange – især amerikanerne – anses for selve kulminationen på prissæsonen.

De to fra den røde løber er Kristen Stewart (Spencer) og Jessica Chastain (The Eyes of Tammy Faye). Vi vælger at skele til SAG-prisuddelingen, hvor prisen gik til Chastain, mens Stewart slet ikke var nomineret.

Ser man samtidig på, at The Eyes of Tammy Faye godt kunne nappe makeup-Oscar’en, taler mere og mere for Chastain.

De tidligere Oscar-vindere Olivia Colman (The Lost Daughter) og Penélope Cruz (Parallelle mødre) kan måske overraske, men med al sandsynlig vinder Jessica Chastain.

Bedste mandlige birolle: Troy Kotsur for CODA
Da prisregnen begyndte at falde over Hollywood tidligere i år, lignede det her en statuette, som Kodi Smit-McPhee fra The Power of the Dog skulle stikke af med.

Men i den senere tid har Troy Kotsur fra CODA vundet igen og igen. Og han tager også Oscar-statuetten med hjem i år.

Bedste kvindelige birolle: Ariana DeBose for West Side Story
Aftenens nok mest sikre pris. DeBose har vundet alt op til Oscar-showet.

Hun napper også Oscar’en.

Bedste originalmanuskript: Belfast
Her har vi at gøre med en reel 50/50-kategori. Eller skulle vi måske rettere sige en kategori, hvor en tredje film kan afgøre de to andres skæbne.

Licorice Pizza har længe lignet værket, der endelig ville sikre Paul Thomas Anderson den første Oscar-statuette i elleve forsøg. Nu lader det imidlertid til, at Kenneth Branagh modtager statuetten for Belfast.

Og det skyldes faktisk Joachim Trier! Forvirret?

Forklaringen er – ifølge rygterne i Hollywood – at det var dårligt nyt for Licorice Pizza, da Verdens værste menneske fik en nominering i kategorien. Den norske film har nemlig en passioneret fanskare af ord-elskere, som formentlig ville have stemt på netop Licorice Pizza, hvis ikke Trier var blevet nomineret.

Nu stemmer de altså norsk.

Dermed står Belfast pludselig med de bedste kort på hånden, fordi den også har en masse tilhængere. Vi tror, den vinder!

Bedste filmatisering: CODA
Det er ikke mange nomineringer, CODA har fået, men den kunne godt vinde dem alle.

Filmen vandt forleden Writers Guild Award’en i kategorien, men endnu vigtigere har vinderen af Bafta-prisens filmatiseringskategori i de senere år faktisk også vundet Oscar’en kort efter. CODA modtog Bafta’en forleden.

Så selv om mange forventer en statuette til The Power of the Dog, og nogle ligefrem drømmer om Drive My Car, tror vi, at CODA’s momentum igen snyder de andre på målstregen.

Bedste fotografering: The Power of the Dog
Her har vi at gøre med et mærkværdigt paradoks.

Netflix-kampagnen har talt om kvinder og deres plads i filmbranchen, når det kommer til Jane Campion og The Power of the Dog. Men tjenesten glemte at slå på, at filmens fotograf faktisk kan blive den første kvinde, der vinder denne pris.

Men som regel følges fotograferings- og instruktionspriserne ad, og selv om The Tragedy of Macbeth og Dune stadig har en chance for at hjemtage statuetten i år, taler en del for, at Ari Wegners store westernlandskabsbilleder i The Power of the Dog nok skal overbevise akademiet.

Lykkes det, vil de fleste på selve aftenen formentlig tale om, at The Power of the Dog er på vej mod den helt store Oscar-hæder.

Men allerede ved klippeprisen kunne der godt komme en vindheks i hjulet på diligencen.

Bedste klipning: King Richard
Få priser viser bedre, hvor særpræget et Oscar-år 2022 lader til at blive, end bedste klipning.

Normalt ville man skele massivt til denne pris tidligt på aftenen, for at se tegn på, hvem der vinder hovedprisen. Men ingen taler om The Power of the Dog, og CODA er som nævnt ikke end ikke nomineret.

Derfor står kampen mellem Dune og King Richard. Hvis der er noget, King Richard er blevet rost for – ud over Will Smiths skuespil – er det montagerne og tempoet i klipningen.

Vi tror, tennisfortællingen gentager succesen fra filmklippernes egen prisuddeling ACE Eddies Awards, hvor den snød Dune og The Power of the Dog.

Skulle man pege på en outsider kunne det være Tick, Tick… Boom!, men den kan nu nok ikke helt slå King Richard.

Bedste animation: Encanto
Så når vi til Flugt-tretrinsraketten, der desværre lader til at blive en prismæssig fuser set med danske øjne.

Encanto er storfavorit, selv om en overraskelse ikke helt kan udelukkes. Det bliver i så fald bare ikke Flugt, der står for den.

Familien Mitchell mod maskinerne er derimod blevet rost i de amerikanske brancheblade på det seneste, og er der én, som skal slå Encanto her, er det den.

Men det tror vi nu ikke, at den gør.

Bedste udenlandske film: Drive My Car
Det er efterhånden en tradition, at hvis en udenlandsk film er nomineret til hovedprisen, vinder den som minimum prisen for bedste udenlandske film.

Desværre for Jonas Poher Rasmussens Flugt og norsk-danske Joachim Triers Verdens værste menneske er den japanske perle Drive My Car nomineret til bedste film.

Japaneren kører statuetten sikkert hjem.

Bedste dokumentarfilm: Summer of Soul
Her ligger Flugt til gengæld side om side med Summer of Soul, der handler om en stor musikfestival i 1969.

Faktisk kan man tale om en 50/50, men i de senere uger har den amerikanske film desværre bare vist sig at vinde gang på gang.

Skal Flugt have en Oscar, skal det være i denne kategori, men det lader til, at Summer of Soul vinder.

Bedste kostumedesign: Cruella
Normalt står film, der handler om kostumer eller skabelsen af dem, virkelig stærkt i denne kategori.

Det gør Cruella, der da også har klaret sig godt i de toneangivende uddelinger op til. Så Jenny Beavan napper prisen for Cruella.

Bedste production design: Dune
Vi begiver os nu ind i de mere tekniske priser, og her kommer Denis Villeneuves storfilm formentlig til at lave hattrick.

Dermed bliver den aftenens mest vindende film sammen med CODA. Tre statuetter er ikke mange, men faktisk er der ikke længere tradition for, at en enkelt film napper hele baduljen i Oscar-sammenhæng.

Production designerne Patrice Vermette og Zsusanna Sipos har vundet flere af de afgørende priser op til den mest glitrende af dem alle. Derfor tror vi også, at de tager den.

Nightmare Alley er outsideren, men den kommer ikke rigtigt tæt på.

Bedste visuelle effekter: Dune
Den tager Dune også. Paul Lambert, Tristan Myles, Brian Connor og Gerd Nefzer skal på scenen og have statuetter for deres visuelle arbejde.

Folkene fra No Time to Die og Spider-Man: No Way Home sidder på spring, men de må pænt blive siddende.

Bedste lyd: West Side Story
Den her er virkelig tæt. Logikken siger, at Dune hjemtager endnu en statuette, men generelt klarer musicals sig godt i lydkategorien.

Og hvis West Side Story skal have mere end én statuette med hjem – den er nomineret til syv af slagsen – kunne den snildt danse i fodsporene på blandt andet Chicago og Bohemian Rhapsody.

Selv om Dune er favorit, tror vi, at West Side Storys Tod A. Maitland, Gary Rydstrom, Brian Chumney, Andy Nelson og Shawn Murphy leverer en gedigen overraskelse.

Bedste filmmusik: Dune
Vinder Hans Zimmer endelig sin anden Oscar-statuette?

Den musikalske film-maestro har i hvert fald ført en seriøs Oscar-kampagne i år, og han ligner et godt bud. Især fordi Radiohead-guitarist Jonny Greenwood nærmest har været usynlig i The Power of the Dog-kampagnen.

Endnu en teknisk pris til Dune.

Bedste originale sang: No Time to Die
Dos Oruguitas fra Encanto kan overraske, men det er Bond-filmen, der ligner vinderen.

Billie Eilish og Finneas O’Connell får en statuette her.

Bedste makeup og hår: The Eyes of Tammy Faye
Kun Dune kan formentlig true The Eyes of Tammy Faye, men det bliver ved truslen. Filmen lever nemlig af sin makeup på en helt anden måde end de andre i kategorien.

Den vinder.

Bedste kortfilm: Ala Kachuu – Take and Run
Her bliver det heller ikke til nogen dansk statuette, selv om On My Mind er nomineret.

Favoritten i kategorien er The Long Goodbye med sidste års Oscar-nominerede skuespiller Riz Ahmed (Sound of Metal) i hovedrollen. Imidlertid træder kortfilmens form den noget over tæerne i Oscar-sammenhæng.

The Long Goodbye er nemlig mere eller mindre én langstrakt scene, mens Ala Kachuu – Take and Run minder om en kort spillefilm. De sidste har ofte succes i Oscar-sammenhæng.

Bedste animerede kortfilm: Robin Robin
Robin Robin har været favorit længe. Kun Bestia kan true den, men det ligner en favoritsejr.

Bedste korte dokumentarfilm: The Queen of Basketball
Et tæt opgør mellem The Queen of Basketball og Audible.

Audible har samme tema som CODA, der ser ud til at få et stærkt år, så den kunne også godt tage statuetten.

Det vil dog være en overraskelse, og selv om flere og flere også taler om When We Were Bullies, har The Queen of Basketball en kønspolitisk tematik til tiden. Lusia ”Lucy” Harris er nemlig den største, kvindelige basketballspiller i sportens historie – en pioner, som er blevet skammeligt overset, men nu endelig kommer i rampelyset.

Kortfilmen har vundet både Critics’ Choice-prisen og Palm Spring International ShortFest. Den vinder også Oscar’en.

Kommentarer

Oscar 2022

For 94. gang skal Oscar-priserne uddeles.

Der dystes i 23 kategorier.

Showet har i år hele tre værter i form af Wanda Sykes, Regina Hall og Amy Schumer.

Uddelingen finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles 27. marts.

© Filmmagasinet Ekko