Top 10: Overvurderede film

Der er film, som både anmeldere og publikum har ædt råt uden kritisk sans. Film, hvis kvalitet er et væsentligt stykke mellem den piedestal de af nogen – eller af mange – bliver sat op på, og så deres faktiske kvalitet.

Det kan være hellige køer, der skaber panik i Cannes, hvis man kritiserer dem. Det kan være film så følelsesladede, at man føler sig fremmedgjort fra flokken, hvis man undsiger dem. Eller det kan være popcornsfavoritter, der pakker actionscener ind i pladderfilosofi.

Her er ti bud på film, der burde være for længst klaskede døgnfluer, men som der stadig bliver talt om i byen, når folk anbefaler film.

10. Searching for Sugarman

I Malik Bendjellouls dokumentar tales og tales der om, hvor fantastisk ”Sixto” Rodriguez er. Der er mange bud på, hvorfor han aldrig fik succes med sin musik. For eksempel: Han har et spanskklingende efternavn.

Sig det til Carlos Santana, der spillede på Woodstock i 1969. De mange kommentatorer overvejer aldrig, at Rodriguez’ manglende succes i USA og England måske skyldtes, at vores sugarman kom frem for sent. Hans debutalbum er fra marts 1970 – altså flere år efter, at Donovan ramte hitlisterne med den akustiske guitar. I 1965 smed Bob Dylan symbolsk sin akustiske og samlede den elektriske op.

Nej, ”Sixto” Rodriguez havde ikke meget nyt at byde på, og 70’erne var ikke så meget til folk som til glamrock og disco.

Ikke nok med, at den ukritiske hyldest er omdrejningspunktet. Filmen er faktisk også bygget på en løgn.

Først vil den have os til at tro, at Rodriguez ikke er i live. Efter 30 minutter får vi at vide, han er i live. Det minder lidt om Sporløs. Samtidig bliver Rodriguez fremstillet som en glemt, hårdtarbejdende håndværker, der gik rundt og sled, uden at han anede, at han var populær i Sydafrika.

Det vidste han måske heller ikke, men glemt var han nu ikke. Han var på stadionturné i Australien, og hans plader solgte platin. Sandheden er som bekendt en mindre detalje i jagten på den gode historie. Som fiktion og særligt reklame holder filmen, men som dokumentar skraber vi altså risten.

9. Bram Stoker's Dracula

Da Ekko lavede en artikel om tidernes ti største vampyrer i filmhistorien, blev Gary Oldmans Dracula helt bevidst ikke nævnt, hvilket flere beklagede sig over på Ekkos Facebook-side.

Francis Ford Coppolas overdrevne version af Dracula er anerkendt på linje med de øvrige vampyrklassikere på såvel den brugerdrevne IMDb’s karakterliste som anmeldelsernes Rotten Tomatoes.

Gary Oldmans Dracula bliver traditionelt rost, fordi han gør det godt som en androgyn gammel dame. Men han ligner altså også en uskadelig Disney-figur. Den underspillede, sørgmodige vampyr, vi kender fra Herzogs dyriske Nosferatu og Bela Lugosis aristokratiske Dracula, er fuldkomment forsvundet til fordel for et overeksponeret makeup-vrag.

I en særlig scene ligner Gary Oldman kejseren fra Jediridderen vender tilbage på en prik.

Men værst af alt er filmen overprætentiøs. Draculas to store øjne lurer fra nattehimlen, og snart er Dracula blevet til en kæmpe varulv af en køter, der vælter rundt i Londons gader om natten, mens han om dagen gør det som nobel, flirtende gentleman. Det parres med voldsomme effekter. Coppola har ønsket at lave en storfilm, men det bliver bare alt, alt for meget.

På intet tidspunkt er filmen uhyggelig. Til gengæld er det morsomt at høre Keanu Reeves forsøg på at tale britisk.

8. Gravity

Da Gravity havde premiere, blev den omtalt som den nye Rumrejsen år 2001. Anmelderne såvel som publikum hyldede den som et filmisk kunstværk. Det var en seriøs, filosofisk film med plads til eftertænksomhed og stilhed.

Men i modsætning til Kubricks mesterværk er Gravity alt andet end stille. I en times tid tonser Sandra Bullock vægtløst rundt mellem rumkapsler og kabler på jagt efter en kinesisk rumstation, som kan tage hende ned på jorden.

”Shit,” siger hun, for det er svært. Rumskrald suser forbi hende i dræbende fart, og det er ikke let at navigere med defekte fartøjer.

Vi er ved at dø af spænding, er vi ikke? Nå, nej, det er jo Hollywood, og der er en time endnu, og vi er stadig alene med Sandra Bullock. Til tider i trusser, mens vi undrer os over, hvordan hendes rumdragt har kunnet klare alle de foregående slag uden synlige mærker.

For at sætte prikken over i’et er filmen fyldt med tykke symboler som buddha-figurer og George Clooneys genfærd.

7. Boyhood

Boyhood kørte mange måneder i biografen. Den berømte instruktør Richard Linklater vandt Sølvbjørnen i Berlin for bedste instruktør og en Golden Globe for bedste film. Både internationale og danske anmeldere kvitterede med topkarakter, og bookmakerne forventede, at filmen ville få en Oscar for bedste film.

Det gjorde den heldigvis ikke.

Alle og enhver har ladet sig dupere af, at Boyhood er optaget over tolv år, og man har fuldstændigt glemt sin almindelige dømmekraft. For dybest set fortæller filmen bare den alt for velkendte amerikanske drøm, og karaktererne bliver aldrig psykologisk troværdige.

Moren starter således som uuddannet, men ender op med en lang universitetsuddannelse, et solidt akademisk job og to succesfulde, smukke børn. Og det selv om hun bor sammen med to fordrukne, truende kærester, må flygte fra hus og hjem og skal finde sig i faren til hendes børn, der lever som boheme og drengerøv og kun gider se børnene sporadisk.

Børnenes opdragelse er rent kaos, men det får ingen konsekvenser. De finder smukke kærester, de klarer sig godt i skolen og leger med identitet og tøj, som klassens populære elever gør. De ender begge på universitetet, og til slut får drengen gudhjælpemig den bedårende prinsesse.

Vi ser bagsiden af den amerikanske, hvide middelklasse, men selvfølgelig når vores helte helskindet igennem uden alvorlige skrammer.

Da moren møder en håndværker, siger hun til ham, at han er for smart til at være håndværker. Som om der er noget galt i at være det. Senere i filmen møder vi håndværkeren, som i mellemtiden er blevet en succesfuld bestyrer af en restaurant. Han siger tak til moren. Jøsses!

6. En verden udenfor

Denne feel-good-film har utvivlsomt fået et folkeligt gennembrud med mere end femten år i toppen af IMDb’s hitliste baseret på brugernes bedømmelser. Den er sådan set fint skruet sammen, men det berettiger den altså ikke til at toppe listen som verdens bedste film.

En verden udenfor handler om en gruppe fanger, der sidder uberettiget i fængsel. Det er vigtigt at sætte fokus på, for mange mennesker er slået ihjel på den bekostning.

Men filmen er alt for sort-hvid. Der er ikke en ond knogle i fangerne, så vi ganske belejligt glemmer, hvorfor de sidder dér. Tim Robbins kæmper for alles ve og vel, og med den helligste aura af godhed ofrer han sig for et højere mål. De onde er fængselsbetjentene og de korrupte herrer, der holder hånden over dem.

Pas på – snart kommer systemet og nakker dig, lyder det ærkeamerikanske budskab. Det serveres uden ironi, for humor er der ikke noget af. Til gengæld er filmen fyldt med kristen symbolik. Til slut står Tim Robbins som en anden Jesus og filer en båd på en strand i Mexico.

5. Avatar

Denne slemt overvurderede film har det paradoksale budskab, at krig er eneste udvej for at redde naturen. James Cameron skildrer et fredfyldt og idyllisk folk i pagt med naturen, der meget snart forvandler sig til aggressive krigere, fordi krig er det eneste, publikum gider se.

Det fortærskede cowboy- & indianer-manuskript handler om en flok blå rumvæsner af stammefolk kaldet na’vier, der pløkker dinosaurer med maskingeværer. Deres hovedfjende er en aldrende, hvid militant mand og hans moderne hær, der vil udslette de blå og industrialisere deres leveområder. En af hans soldater, Jake, udstationeres forklædt som blå hos indianerne.

Der skal tydeligvis ikke meget til at få alverdens folk i biografen. Måske fordi det var den første rigtigt store 3D-film, og fordi forblændede anmeldere kastede stjerner efter den.

Jake forelsker sig selvfølgelig i væsnerne og stopper sin spionage.

Klichéerne holder fest. Kan I huske kærlighedsscenen med lilla pornolys og blomster, der spinder sig ind i hinanden? Eller den obligatoriske tale til slut, som skal give os alle sammen gåsehud. Alle de blå na’vier er samlet, og Jake råber i front som en anden Braveheart, mens strygerne og sangkoret bliver mere og mere storladent.

4. Slumdog Millionaire

Jamal er en ung slumhund, der quizzer sig til millioner i Hvem vil være millionær. I Vesten skal vi åbenbart indfanges med vestlige eksportvarer, før vi gider se film fra Indien. Og slumhunden glammer som en lille tæppetisser, der vil have opmærksomhed.

For der skal konstant ske noget i Danny Boyles publikum- og anmelder-darling samt Oscar-vinderen, hvor Jamals liv som gadebarn bliver fortalt som en roadmovie med gangstere og alfonser.

Det er drama på drama. Mon hun når at tage telefonen? Mon han når at redde hende fra en kidnapning? Mon han nu bliver skudt? Mon han får kniven i struben? Mon han svarer rigtigt på næste spørgsmål?

En film i overgear bevirker selvsagt, at personerne og miljøskildringen af Indiens slumkvarterer forsvinder. Og de skæve kameravinkler, der foregiver at være kunstneriske, er lige så påtagede som årsagerne til Jamels quiz-evner. Han kan svare rigtigt på det hele, fordi quizzens rigtige svar er nogen, den uvidende Jamal tilfældigvis har samlet op i sit hektiske liv.

3. Star Wars Episode VI: Jediridderen vender tilbage

Den gamle Star Wars-trilogi er højt besunget af både anmeldere og publikum. Så meget, at den nærmest er blevet en hellig ko, og folk er blevet totalt blinde for svaghederne i trilogiens tredje film.

Det er, som om George Lucas under påvirkning af 80’ernes makværker – vi nævner i flæng: Labyrinth, Willow, Conan the Barbarian, Red Sonja, Legend, Krull, Highlander – mister grebet.

I slutningen af toeren har de onde sejret, og i tredje film skal rebellerne vende den styrtende skude. Men hvad stiller man op imod en fuldt operativ dødsstjerne, der kan skyde kæmpeplaneter i småstykker og en militær styrke ti gange så stor som ens egen?

Alt ser sort ud, men så møder vores helte omkring 200 mirakelbamser, der lever som stammefolk i junglehytter og nakker stormtroopers med lianer, bue og pil.

Ewokkerne er antitesen til det ellers mørke filmunivers – det rene Disney Sjov. Men værst er, at filmen mangler de røvere, smuglere og antihelte, der ellers gjorde Star Wars-universet fedt. Lando er uskyldiggjort, og Han Solo er forvandlet til en renskuret, sentimental good guy.

2. The Tree of Life

Med Badlands fra 1973, Days of Heaven fra 1978 og The Thin Red Line fra 1998 – hans første film i tyve år – viste Terrence Malick, at han hører til instruktørerne i den absolutte elite.

Efter den fortjent glemte The New World fra 2005 skulle The Tree of Life cementere hans status. Og det gjorde den. I 2011 vandt filmen verdens fineste filmpris, Guldpalmen, og anmelderen over dem alle, Roger Ebert, kaldte The Tree of Life for en af de ti bedste film, der nogensinde er lavet.

Det er meget svært at forstå. Filmen rager op som et af de største pikspillerier i filmhistorien med sine religiøse og filosofiske overtoner, som skæres ud i pap for publikum.

Tag bare Jessica Chastains selvhøjtidelige tale – fremsagt i et digterisk sprog – til Gud om sin døde søn. Hvorefter der klippes til høje skyskrabere, som peger mod Himlen – ét af mange symboler.

I skyskraberen arbejder hendes ældste søn, Sean Penn. ”Det kan kun blive værre,” siger han, hvilket man må give ham ret i.

For værre bliver det. Sean Penn drømmer sig ind i et ørkenlandskab, som vi dvæler ved i alt for mange sekunder, og i de næste tyve minutter er verdensskabelsen i gang. Vi ser symboler på himmel og helvede. Vi ser stjerner, vandfald, planeter, sædceller, og så er der pludselig en dinosaur, der løber over til en anden såret dino.

Det er Planet Earth for folk med bizar humor. Efter naturbillederne begynder et momentvis fint 1950’er-tidsbillede om en streng far og hans undertrykte sønner, men det berettiger slet ikke filmens mesterværkstatus.

1. Inception

Engang var actionfilm skåret helt ind til musklen. De havde titler som Die Hard, Commando og Rambo. Plottet var simpelt, og filmene lovede ikke mere, end de kunne holde.

Men så kom 00’erne med mere komplekse actionfilm som Bourne-trilogien. Inception blev kulminationen og forsøgte at være både actionfyldt og klog. Anmeldere og publikum faldt lige i den lommefilosofiske blodpøl.

Leonardo DiCaprio lever af at stjæle informationer i andre folks underbevidstheder ved hjælp af en militærteknologi. Han går så at sige ind i deres drømme. Men her stopper vi ikke. For tænk nu, hvis der i drømmen er en anden drøm og så endnu en drøm!

Snart er vi midt i et actionfyldt tankespind, hvor folk jagter hinanden med våben i forskellige stadier af underbevidstheder. Kan Leonardo overhovedet finde tilbage til virkeligheden? Hvad nu, hvis den virkelighed også er en drøm?

Desværre orker man ikke at spekulere over det. Dertil er karaktererne for uvedkommende og idéen for banal. Og når filmen klipper mellem de forskellige stadier af drømme og underbevidstheder, er det efterhånden lige så søvndyssende som at løse et 1000 brikkers puslespil.

Nej, så hellere se John McClane give østtyske terrorister tørt på.