På bar med Roy Andersson

Der lyder bragende bifald, da filminstruktøren Roy Andersson går ned ad trappen i Grand Teatrets sal X. Salen er fyldt til bristepunktet, og den første hjemlige visning af Anderssons nye film Du levende har længe været udsolgt. Stemningen er høj, og der bliver leet kærligt under Anderssons introduktion, grinet højlydt under filmen og klappet begejstret, da filmen er færdig 90 minutter senere. Det ville have glædet Andersson at høre, men han er på det tidspunkt gået ud med nogle gode danske venner efter en lang dag fuld af interviews med den danske presse.

Der har været rift om ham hele dagen, for Roy Andersson har efterhånden - med rette - fået ry som en af tidens få skandinaviske auteurs med internationalt format. Og anerkendelsen betyder noget for ham. Selvfølgelig.

Rørende sødmefuld
Tidligere på dagen har jeg vist ham et stort interview, han har lavet til Sight & Sound - et af de vigtigste filmmagasiner i verden - som han endnu ikke havde set på tryk.

Der er også en anmeldelse bagest i bladet, men det er mod forventning ikke den, han er mest interesseret i. Det er de flotte opslag med billeder fra nogle af de mest lattervækkende tableauer i Du levende, han bliver ved med at vende tilbage til, og han spørger mig, om det er blevet godt. Interviewet.

Der er noget rørende og sødmefyldt over hans ukrukkede nysgerrighed for, hvad andre synes om det, han har sagt før.

Whisky og cigaretter
Da jeg møder ham fredag eftermiddag, står han med en whisky i hånden, og mellem fingrene holder han en utændt cigaret. På bordet foran ham ligger et eksemplar af Ekko og en pakke nikotin-tyggegummi. Jeg har hørt, at han er en livsnyder, en lattermild og generøs person, der beredvilligt stiller op og fortæller om sit virke som filmkunstner. Og så har jeg hørt, at han er vild med whisky.

Derfor inviterer jeg ham væk fra interview-lokalet, hvor han har siddet og lumret hele dagen, og ud på en bar.

Her er han knap trådt ind ad døren, før et par svenske turister vil hilse og høre, hvorfor han er i København. De er glade for, at der bliver vist en serie af instruktørens film i Danmark. Og Andersson selv er også glad.

Faktisk skal han videre til Prag efter sit besøg i Danmark for at præsentere endnu en retrospektiv serie der. Men der er ikke noget prangende eller pralende over instruktørens glæde. Tværtimod virker han næsten barnligt glad over, at han er udsat for så meget opmærksomhed, og den ydmyghed, han lægger for dagen, giver et godt billede af, hvem Roy Andersson er.

"Jeg er filantrop"
Men rygtet har godt nok fortalt mig, at hans personlighed næsten er et korrektiv til den opfattelse af personen Roy Andersson, man nemt kunne få ved at se hans film. Men da nu både Sange fra anden sal og Du levende er krasse samfundsrevsende og melankolske film, kan jeg ikke lade være med at spørge, om han er misantrop. Svaret er et resolut "nej!"

Og han tilføjer: "Jeg er filantrop."

En filantrop er "en person, der uselvisk arbejder på at hjælpe ringere stillede mennesker," og det er netop, hvad Roy Andersson forsøger. I sit hjemland er han ikke bare kendt som filminstruktør, men også som en aktiv samfundsdebattør og en flittig læserbrevsskribent.

Han kan ikke tåle at se mennesker blive behandlet uretfærdigt, fortæller Roy Andersson.

"Jeg kan føle sorg, når jeg tænker på krig og de omkostninger, det har. Og når jeg hører om anden udnyttelse af mennesker, som for eksempel børnearbejde, bliver jeg virkelig anfægtet," siger han tydeligt berørt.

Nærig overklasse
En fornemmelse af, at verden ikke er ideelt indrettet, fik Roy Andersson allerede som barn.

"Jeg er vokset op hos 'not very important people', i en arbejderklasse, der ikke havde særlig stor selvsikkerhed, og som var bange for præsten, lægen, læreren og chefen. Man var simpelthen bange for øvrigheden. Det var selvfølgelig endnu værre for mine bedsteforældre og deres generation."

For hver generation mistede familien dog mere og mere af deres respekt for overklassen. Roy Andersson selv tabte den fuldstændigt, da han oplevede, hvordan de behandlede underklassen, som hans forældre og bedsteforældre tilhørte.

"Mine morforældre havde en lille bondegård på landet, som man ikke kunne leve af som jordbrug, men den lå tæt på vandet, så de kunne også fiske, og derfor levede de ganske godt. Om sommeren lejede de deres hus ud til overklassefolk, der kom fra Stockholm. Turisterne lejede huset, mens mine morforældre så måtte bo i kælderen. Og det var sådan set okay, for sådan var det jo dengang. Men det, der slog mig, var, at denne her overklasse var så grådig og nærig. De fik ellers lov at købe fisk og æg meget, meget billigt, men alligevel ville de prutte om prisen," griner Andersson.

"De havde ingen skam i livet - de, der havde det så forbandet godt selv. Det var virkelig noget, der bed sig fast hos mig som barn."

Da lille Roy lærte at svømme
Født i 1943 er Andersson med sine egne ord et barn af velfærdssamfundet. Men vel også af et samfund, han forholder sig temmelig kritisk til, spørger jeg ham. I stedet for at svare direkte fortæller han en historie, der skal anskueliggøre, hvordan han synes, at velfærdssamfundet har udviklet sig i en forkert retning.

Da han var barn, kunne man komme på en tur til vandet, hvor man lærte at svømme af unge svømmelærerinder. Man fik et glas mælk og en kommen-bolle, inden man blev sendt med toget hjem igen. Og det hele var gratis.

"Det formede min loyalitet mod samfundet. Når man har fået noget så enkelt som et glas mælk, en bolle og en gratis tur med toget, så har man fået noget vigtigt," siger Andersson.

Senere blev tilbuddet fjernet, og Sverige oplevede et boom af drukneulykker med børn som ofrene. "De kunne jo ikke svømme. Mentaliteten var nu, at det var forældrenes ansvar alene, men det var ikke alle, som havde råd til svømmetimer," konstaterer Andersson.

Ingen er helt frie
Han synger dog ikke med på sangen om, at det hele er samfundets skyld. Der skal bare findes en balance, så ansvaret kan fordeles ligeligt mellem den enkelte og samfundet.

"Det vigtigste er, at man har lige muligheder, hvad enten man er rig eller fattig. For det er klart, at samfundet ikke skal tage over og blive en institution, der sørger for alting, og som overvåger dig og hvert skridt, du tager. Så kan det udvikle sig til fascisme, som vi så det i 1930'ernes Tyskland."

Han fortsætter: "Visse samfund kræver jo en slags underkastelse af individet. Det var tilfældet i Nazi-tyskland og også i Sovjet, men samtidig kan man se, at det kapitalistiske samfund, vi har i dag, også fordrer en slags underkastelse. Man er aldrig helt fri til at vælge, hvem man er, og hvad man vil."

Reklamebranchen
Selv har Roy Andersson i mange år levet af at lave reklamer, og på den måde er han selv en del af det frie markeds livsrytme. Alligevel mener han ikke, at han er druknet i overflodssamfundets krav om mere og mere materialistisk velstand. Men han ser dog unge mennesker gøre netop det.

"Hvis man skal arbejde i reklamebranchen i dag, skal man tage en uddannelse, men der findes ingen uddannelse inden for det felt, der er gratis. Så skal man jo have en lejlighed at bo i, som koster en masse, og til sidst kommer man til at drukne i lån og gæld. Det fører så til, at man vil gøre hvad som helst for penge," siger Roy Andersson.

"Jeg mener, at man må acceptere og leve med markedet, men jeg er jo også bevidst om mit moralske ansvar. Jeg tænker over hvilke mennesker, jeg fremstiller - og hvordan. Og jeg har også sagt nej til opgaver."

Penge har ingen moral
Roy Andersson tænker længe over de spørgsmål, han bliver stillet, og svarer ikke blot ja og nej. Tværtimod er hans svar en smule som hans film - fyldt med små historier, der skal illustrere hans pointe. Og han lader sig ikke påvirke, da jeg spørger, om der ikke er en risiko for, at hans holdninger bliver så politisk korrekte, at de mister deres relevans.

"Jeg håber da på, at min meninger fremstår nuancerede, og det gælder om at være ydmyg omkring de problemer, vi står over for, for det er jo virkeligt svært at løse
dem. Men jeg tænker sådan her: Vi kan ikke overlade alt til markedet, for det har ingen moral. Penge har ingen moral. Samfundet må kontrollere markedet."

"I Sverige har vi i øjeblikket en stor diskussion om købesex, altså prostitution. Der er nemlig kvinder - og mænd - der vil gøre hvad som helst for penge, for eksempel at sælge deres værdighed. Det er den helt store sag i Sverige. Men man glemmer hovedpointen. Man glemmer at spørge, hvorfor man vil gøre alt for penge."

Kunst og latter
Men hvor meget er Roy Andersson egentlig drevet af en trang til at korrigere og kritisere samfundet, når han laver film?

"Jeg håber, at mine film viser, hvad jeg tænker og synes, men jeg vil ikke lave propagandafilm. Man kan jo godt være politisk uden at udsende politiske paroler. Den bedste politiske film, jeg kender, er De Sicas Cykeltyven fra 1948. Den viser, hvordan og hvorfor mennesker kan gå hen og blive tyve."

Roy Andersson laver ikke film, der passer ind i den gængse fortælleskabelon, og selvom Sange fra anden sal solgte godt med billetter, så bliver hans film aldrig underholdning for de store masser. Så hvordan vil han - med sine film - påvirke samfundet?

"Jeg tror, man skal være lidt mere langsigtet og skabe forbilleder. Alle behøver ikke at se de alternative fortællinger på én gang. Forbilleder kan sprede sig."

Jeg spørger, om han ikke selv gerne vil være et forbillede, men i stedet for at svare hiver han mig med ud på gaden for at ryge en cigaret og joke lidt. For der skal være plads til at grine, ligegyldigt hvor alvorlige tingene er. En dansk ven kommer forbi og griner højlydt, mens de taler om kunst. Stor kunst kan også være lattervækkende og fyldt med humor. Se bare Roy Anderssons film.