På druk med Millang og Ranthe

Vi skal lege en leg. En drukleg. Eller rettere: Vi skal have en lille skid på.

For i Druk eksperimenterer fire gymnasielærere med en teori – opfundet af en norsk psykiater – der påstår, at mennesket er født med en halv promille for lidt i blodet.

Derfor skal man huske at have en lille bimmelim på i løbet af dagen.

Druk følger eksperimentet, men handler i lige så høj grad om livslyst, vitalitet og mandens fremmedgørelse i et moderne samfund med barnevogne, bleer og karriereræs.

Så mens vi knapper bajere op med to af skuespillerne, Lars Ranthe og Magnus Millang, spørger vi, hvad meningen med livet er?

Fem jazzplader og to øl
”Hold da kæft, så er vi ligesom i gang,” siger Magnus Millang og gnægger nasalt i det utætte fuldskæg over mod Lars Ranthe på en bænk i en københavnerpark.

”Men meningen med livet er vel, at man skal hygge sig så meget som overhovedet muligt. Det er at sidde en sommerdag oppe i Lars’ sommerhus, hvor vi tager fem jazzplader, to øl og en flaske vin med hver. Og noget hash … og nogle piller, nej, stryg det sidste. Men ikke det andet!” siger Magnus Millang.

Det får Lars Ranthe til at hæve det ene øjenbryn.

”Det er vidunderligt smukt,” siger han og sætter en skælmsk grimasse op. ”At meningen med livet er at sidde og høre jazzplader. Jeg synes, det virker småt, hvis du spørger mig.”

”Skåååål,” griner Magnus Millang.

Der skænkes mere mørk Jacobsen-øl op i glassene. Legen her i parken er nemlig også et eksperiment. Vil skuespillerne åbne mere op, når de får et par øl til samtalen?

”Hør lige, Lars, der er også andre eksempler end at sidde i din have,” siger Magnus Millang.

”Men jeg kan jo ikke sidde og sige, at jeg skal på telttur med mine sønner Otto og Eddie uden mor. For nu sidder vi to jo lige sammen, og så prøver jeg at male et billede, du kan forstå.”

Den overhører Lars Ranthe.

”Hygge ligger også i nærværet med den, man elsker,” siger han med sin velkendte stenbro-dialekt og ser frem for sig.

”Du er meget skeptisk, synes jeg,” siger Magnus Millang. ”Men okay. Så er meningen med livet det samvær, man har med andre mennesker.”

Totalt nærvær
Magnus Millang og Lars Ranthe har været venner, siden de begge var med i Thomas Vinterbergs forrige danske film, Kollektivet. Her boede de under samme tag, men i Druk er der mere på spil.

De forsøger at genfinde livsmodet. Millangs psykologilærer bor i et lækkert hus, men drives rundt i manegen af konen. Ranthes musiklærer ville gerne have stiftet familie, men fandt aldrig én at dele seng med.

”Jeg havde en drøm forleden. Den handlede om, at man hver dag gik ud i verden, og det første menneske, man mødte, brugte man en hel dag med i totalt nærvær,” siger Lars Ranthe, mens Millang skænker sig et glas.

”Vi skulle ikke noget. Kun være interesseret i hinanden. Verden var opdelt i en stor saltslette med vertikale rør. Det symbolske i det var, at man søgte ned i dem og var nærværende frem for at skulle fremad og nå noget.”

Der bliver stille på bænken.

”Det var så stærkt,” siger han så.

”Da jeg vågnede næste dag, tænkte jeg, at meningen med livet er fordybelse i nuet. Langsommelighed og derigennem indsigt til et større nærvær, så man oplever nuet meget mere intenst. Ligesom man kan med en god samtale eller under god sex. For hvis du bare skal videre, videre, videre, så er livet pludselig væk.”

”Skååål,” lyder det fra Millang.

Mikkelsens promille
”Jeg er sådan én, der roder mig ud i filosofiske svar. Det er så kedeligt. Du er humoristen. Det bliver ungt og let,” siger Ranthe til Millang og tømmer sit glas.

Ungt og let var det nu ikke at indspille Druk. Skuespillerne skulle finde en balance, og derfor lavede de en øvelse, hvor de drak.

”Vi øvede os i at være stive, og så drak vi for at se, hvornår vi nåede én promille. Det var jo en del af filmens idé, og folk ramte den halve promille på vidt forskellige tidspunkter. Nogle skulle have en halv øl, andre tre øl. Det var ret slående,” siger Lars Ranthe.

Magnus Millang tager over.

”Det fedeste var, at Mads Mikkelsen ikke skulle have så meget, som han troede. Ej, hvor var det fedt, for han er verdensmester i alt, hvis du spørger ham selv. Det var så fedt, at han bare havde en promille på 0,413 efter én øl. Jeg var bare sådan: ’Du kan jo snart ikke køre!’”

Fucking Chaplin
Men hvordan fik skuespillerne så styr på deres roller, som jo gerne skal være funktionsdygtigt beruset?

”Jeg smurte et halvt glas snaps ud på ansigtet, når jeg mødte ind til første scene. Det hjalp til at bilde mig resten ind,” siger Magnus Millang og griner ned i øllen.

”Vi tog lidt for at gå i placebo-land, så kroppen ved hjælp af en lille kickstarter tænkte: ’Hold da kæft, mand!’” siger Lars Ranthe og skåler over mod sin makker.

”En klassiker er, at hvis man skal spille fuld, skal man spille en fuld mand, der prøver ikke at virke fuld. Der var også optagelser, hvor der stod, at vi bare skulle være megastive, og så løb vi rundt og skreg. Thomas Vinterberg sad ved monitoren og tænkte: ’Det er slet ikke sjovt.’”

”Argh,” siger Magnus Millang.

”Det er ikke helt rigtigt. Thomas var fandeme også vild med det, vi lavede. Der var dage, hvor han kunne tænde for dig, Lars, mens jeg var hæmmet.”

”Jeg er ikke skuespiller, så jeg er bange for at lave noget, der ikke er sjovt, og det dér med at være lortestiv er en jo sketch. Det er fucking Charlie Chaplin! Man bliver nødt til at smide hæmningerne, og det er Thomas Bo Larsen, Mads Mikkelsen og du bedre til.”

Skuespilleren og komikeren
Lars Ranthe griner.

”Hvor er det sjovt, du siger det dér, Magnus,” siger han og tager en tår øl.

”En ting, man lærer på skuespillerskolen om improvisation, er, at man ikke behøver underholde. Men du er jo humoristen. Komikeren, der tænker, at hvis du skal lave noget, skal folk grine. Sådan tænker jeg slet ikke. Jeg tænker, at jeg ikke skal lave noget, folk griner af. For så er det utroværdigt.”

”Ja, ja, men jeg vil gerne lave det uventede,” siger Millang.

”Men så er det jo fortænkt,” replicerer Ranthe.

”Det er bare to forskellige måder at arbejde på,” siger Millang.

Der skænkes op igen, og så siger Lars Ranthe:

”Det er ligesom, da vi begyndte samtalen her. Vi havde to forskellige bud på meningen med livet. Du sagde, livet skal være sjovt. Mit bud er, at livet skal have alvor og dybde, og jeg tror, det er den egentlige forskel på skuespilleren og komikeren, vi ser her. Må jeg kalde dig det?”

Vil gerne knalde
”Det er jo meget sort-hvidt, for hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, vi siger de samme ting,” siger Millang.

”Det tror jeg også, vi gør,” siger Ranthe og hæver glasset.

”Jeg synes, at når jeg siger, jeg gerne vil sidde i et sommerhus med dig og fem jazzplader, betyder det, at jeg gerne vil fordybe mig. Jeg vil bare hellere male et billede på det, for det er sjovere,” siger Millang og klinker glasset.

”Og jeg synes, helt ærligt, at der ligger lidt stress i det, du siger, når du skal ud og møde et nyt menneske hver dag. Det behøver jeg ikke.”

”Det var en drøm!” protesterer Lars Ranthe.

”Ja, men prøv lige at høre,” siger Magnus Millang.

”I aften skal jeg se Disney Sjov med mine to drenge. Det er et ritual, jeg meget nødigt vil aflyse. Det er indbegrebet af meningen med livet for mig, og det er jo ikke, fordi jeg tænker, hvad der mon sker i aften med Simbas søn. Det er netop nærværet. Intet kunne betyde mere.”

Lars Ranthes mundvige danser op mod ørerne.

”Jeg elsker dig så højt, Magnus! Jeg vil gerne i seng med dig nu, tror jeg. Jeg har fået to øl, og nu vil jeg gerne knalde med dig. Hvor er det smukt sagt.”

Eksperimentet er på sin egen underfundige måde fuldendt, og vi efterlader Millang og Ranthe på bænken.