På dybt vand

At se David Cronenbergs A Dangerous Method er lidt ligesom at se de døde gå igen. En række psykoanalytiske teorier, der i dag står som kuriosa fra en primitiv fortid, behandles i filmen som del af en eviggyldig indsigt i mennesket

Filmens hovedfigur er endda en af psykoanalysens mere okkulte personligheder, C.G. Jung. Han rakte ud mod det paranormale, mystiske overdrev med korrespondancer mellem egenskaber i det ubevidste og alverdens mytiske forestillinger. Jungs tilgang til psykologi og det mystiske var stærkt influeret af hans psykotiske mor, som han blandt andet mente at have set om natten som en lysende figur, hvis hoved svævede foran hende.

Han havde også selv en længere psykotisk periode, hvor han hørte stemmer, og hans bizarre optegnelser fra den tid har familien først vovet at offentliggøre for få år siden. Jungs mange affærer med patienter indeholder selvfølgelig pikante emner for filmkunsten, men hvorfor dog heroisere en læge, der viklede sig ind i et erotisk forhold til en patient, der var mentalt skadet af at være udsat for en fars sadistiske seksuelle overgreb?

Psykoanalysen havde sin storhedstid i midten af det 20. århundrede, hvor film og skønlitteratur ivrigt slubrede de spændende teorier om kastrationsangst, Ødipus-kompleks og fortrængninger i sig.

Hitchcock var storforbruger af psykoanalytiske forestillinger i film som Spellbound, Vertigo, Psycho og Marnie, og så sent som i Woody Allens film danner psykoanalysen den teoretiske bund for menneskebilledet, for eksempel i Annie Hall og Stardust Memories.

Værre stod det dog til inden for filmteorien, hvor en hel generation af især kvindelige filmforskere som Laura Mulvey og Kaja Silverman var besat af den gale, franske psykoanalytiker Jacques Lacan.

De hævdede, at mænds forhold til kvinder var styret af mændenes kastrationsangst: Kvindens vagina frembragte angst hos manden for at få skåret et vedhæng af, og hele filmfortællingen var styret af et mandligt behov for at fortrænge. Lacan var i øvrigt dybt psykotisk, slog sine patienter og havde samleje med utallige af sine mandlige og kvindelige studerende. Hvis man vil se rendyrket lacaniansk galskab, kan man kigge på Slavoj Žižeks analyse af Hitchcocks Psycho på den Ekko- udgivne dvd The Pervert’s Guide to Cinema: Part 1.

Kvalt i sin egen succes
Det skal retfærdigvis siges, at ikke al psykoanalytisk teori og analyse er helt ude i skoven.

Freud startede faktisk som neurolog i en tid, hvor den moderne psykologi og neurovidenskab blev grundlagt af blandt andre Hermann von Helmholtz og Wilhelm Wundt. Sidstnævnte havde en elev, Hugo Münsterberg, der i 1916 skrev et fremragende værk om film og hjerne. Og Freud var i sit udgangspunkt stærkt funderet i videnskabelige principper. Adskillige af hans indsigter er blevet bekræftet af moderne hjerneforskning.

Freud hævdede med rette, at store dele af, hvad der foregår i hjernen, er ubevidst, og at der ofte sker en fortrængning af oplevelser fra bevidstheden til ikke- bevidste dele af hjernen, uden at de ikke-bevidste dele derved ophører med at påvirke tanker og handlinger. Han indså ligeledes, at mennesker ofte omfortolker og forskønner deres motiver, og at hjernen er en kampplads mellem forskellige impulser, der kæmper om overtaget.

Men hvad gik så galt?

Freud gled længere og længere væk fra de naturvidenskabeligt orienterede dele af psykologien og blev mere og mere fortolkningsorienteret. Måske blev han kvalt i sin egen succes.

Han fremhævede rigtignok, at seksualitet spiller en stor rolle i menneskets bevidsthed og motiver. Men denne påpegning vakte så stor opmærksomhed, at den måske var medvirkende til, at han efterhånden så seksualiteten som det eneste virkelige motiv, således at han snart forklarede alle forhold i psyken ud fra seksuelle motiver og vilkårlige fortolkninger. Ethvert traume måtte nødvendigvis have en seksuel forklaring.

Han forklarede ydermere hele hjernens funktionsmåde på baggrund af barndomserindringer og af det seksualiserede forhold til far og mor. Drengens tilknytning til moren måtte nødvendigvis have et seksuelt indhold, og derved var drengen i et ødipalt konfliktforhold til faren, fordi han ønskede eneret over mor og død over far.

En fysisk maskine
Psykoanalysen fornægtede fuldstændig, at mennesket ligesom andre dyr er styret af en række forskellige behov og mekanismer. Angst har ikke nødvendigvis sin årsag i seksuel fortrængning, for angst bygger på mekanismer, der skal sikre os mod fysiske farer. Barnets tilknytning til forældrene og vice versa hænger sammen med dybtliggende, biologiske mekanismer, der for alle mennesker og dyr sikrer afkommet den nødvendige pleje.

De seneste årtiers rivende udvikling i udforskningen af den menneskelige hjernes biologi har udpeget de centre og signalstoffer i hjernen (såkaldte neuro-transmittere), der understøtter sådanne behov.

Yderligere havde psykoanalysen ingen forståelse for, at hjernen nok er en maskine til informationsbearbejdning, men også en fysisk maskine. Og ligesom en computer kan gå i stykker, hvis nogle af komponenterne er fejlkonstruerede, så er der også en række mentale sygdomme, der ikke nødvendigvis skyldes traumatiskeoplevelser, men alvorlige biologiske funktionsproblemer. Det nytter ikke at fortolke på skizofrene personers vrangforestillinger, hvis årsagen ikke er barndomstraumer, men en alt for stor følsomhed over for eller overproduktion af et af hjernens signalstoffer, dopamin. Så må man give nogle stoffer, der bremser dopaminens overophedning af hjerneprocesserne.

Da Freud blandt krigsveteranerne fra Første Verdenskrig stiftede bekendtskab med en række stærkt traumatiserede soldater, opfandt han spekulativt en ny drift, dødsdriften, der skulle modarbejde seksualdriften. Men nu ved vi, at stærkt angstprægede oplevelser kan ødelægge dele af de hjernestrukturer, der regulerer frygtmekanismerne, som vi kender det hos ofre for stærkt posttraumatisk stresssyndrom. I øvrigt blev ideen til den mystiske dødsdrift først lanceret af Sabina Spielrein, den kvindelige hovedperson i A Dangerous Method, men blev videreudviklet af Freud.

Hokuspokus-kunst
Kulturlivet har elsket teorier som psykoanalysen, for her gjaldt det om at udvikle de mest fantasifulde fortolkninger. Her er ingenting, hvad det ser ud til at være. Tårne er i virkeligheden fallos-symboler, huler er i virkeligheden vaginaer og så videre.

Modsat har naturvidenskabeligt begrundede indsigter ikke været populære. At erkende, at vi er fysiske væsener med fysiske hjerner, der kan gå i stykker eller være fejlkonstruerede, opfattes ofte som en hån mod forestillinger om menneskets åndelighed.

”Spiritualitet” er blevet det nye brandnavn for hokuspokus og overtro. Og A Dangerous Method er spændende hokuspokus: En traumatiseret kvinde finder en lægemand, der vil være med til sadomasochistiske sex-lege, men netop fordi deres hjerner er ude på det dybe vand – blandt andet fordi vi er i optakten til Jungs psykotiske periode – opnår de tilsvarende dybe hokuspokus-indsigter, som dog blot antydes og fejres ved dialogernes salvelsesfuldhed.

De ufattelige fremskridt i forståelsen af den menneskelige hjerne, som er fremkommet i de senere årtier ved eksperimenter, hjerneskanninger og andet laboratoriearbejde, burde også kunne inspirere til kunst.

Men sådanne fortællinger vil have den skavank, at de ønsker at oplyse og forklare i modsætning til hokuspokus-kunsten, der ønsker at mystificere. For intet er mere spændende end paradokser. En gravid jomfru med et barn, der kan gå på vandet og lave vand til vin, kildrer hjernen. Og når nogle halvgale psykologer skuer dybe sandheder, kan man få et kick, fordi det er så dejligt sært og uforståeligt.

Jeg skal gerne medgive, at jeg i min pure ungdom selv havde en sådan mystisk oplevelse af sære sammenhænge. Oplevelsen skyldtes, at jeg havde indtaget LSD, der pillede ved hjernens dopamin-kontrol, så alle hjernens synapser stod i lys lue. Men så snart kemien efter nogle timer klingede af, klingede de dybe oplevelser også af.

Galskabens kortslutninger var farverige, men uden erkendelsesmæssig substans.