Dag 4: På dybt vand

Lad os bare få ryddet den kedeligste film af vejen med det samme. 

Brasilianske All the Dead Ones er ikke særligt vellykket. Længe snegler handlingen, der for det meste foregår i 1899, sig af sted. 

Det er en ensemblefortælling, hvor især en gruppe kvinder træder frem som tydelige konstruktioner, der hver især skal repræsentere en speciel mennesketype i en brydningsperiode. 

Det er nemlig nye tider i Brasilien. 

Slaver er pludselig ikke længere noget, man holder hus med, og det er lidt af en omvæltning for rigmandsfamilien Soares. Man mærker det bare ikke. 

Instruktørerne Caetano Gotardo og Marco Dutra har i fællesskab lavet en film, der i sin første time udmærker ved ikke at have så meget som en eneste overraskende eller interessant scene.

Det er først, da der går overtro i fortællingen, at kvindernes skæbner bindes ordentligt sammen. Herfra bliver All the Dead Ones nærværende, fordi den spørger, om Brasilien overhovedet har ændret sig siden 1899.

Hurtigt videre til dagens anden film i hovedkonkurrencen.

Forladt museumskustode
Det kunne godt ligge i kortene, at Christian Petzold skal have den helt store bjørn med hjem i år. Instruktøren havde den klart mest interessante Berlinale-film i 2018 i form af Transit, ligesom han i 2012 modtog en instruktør-bjørn for Barbara.

Undine var derfor imødeset med stor spænding, og Berlinale-paladset var da også fyldt ved middagsvisningen. Men efter visningen var entusiasmen til at overse.

For det er ikke Christian Petzolds bedste film – fortællingen muterer for mange gange til at holde fokus.

Undine hedder hovedpersonen, og hun spilles med tikkende nerve af Tysklands mest interessante kvindelige skuespiller i disse år: Paula Beer (Frantz og Værk uden skaber). I Undine er hun en berlinsk museumskustode, som bliver forladt af sin kæreste til fordel for en anden kvinde.

Det får Undine til at true med at slå ham ihjel. 

Hurtigt render hun dog ind i Christoph, som spilles af tysk films mest interessante mandlige skuespiller i disse år: Franz Rogowski (Transit og In the Aisles). Han er dykker, og dermed kommer vand til at fylde mere og mere i historien.

Twist drukner
Undine handler om kærlighed, der bruser og bobler, men som så let som ingenting kan plaske ned på gulvet. Og så handler den om en hævn, der koger i Undines krop.

Det er bestemt ikke alt i filmen, man forstår ved første øjekast, men man kan hente hjælp i myten om figuren Ondine. En vandnymfe, der er beskrevet i Parcelsus’ alkymistiske værker. Sagnet om Ondine beretter, at hun bliver et menneske, når hun forelsker sig i en mand, men at hun samtidig må vende tilbage til vandet efter at have dræbt manden, fordi han har været hende utro.

I den kontekst giver flere af de flydende fortælletråde i Petzolds nye film mere mening – uden at instruktøren dog har helt styr på strukturen. Billederne er søgende og klare som vand, men især Undines opgør med ekskæresten stritter.

Imidlertid holder skuespillet alle udskejelserne oven vande, men hvor eksempelvis Transit var et elegant og ligefremt drama med et twist, er Undine nærmere fyldt med twist for dets egen skyld.

Polanski spøger
Egentlig var der ingen grund til at gå i biffen for at få vand denne søndag. En silende regn lagde et drivvådt lufttæppe over Berlinalen.

Alligevel var der tid til diskussioner iblandt filmfolk og journalister. Mange af samtalerne omhandlede instruktør Agnieszka Holland, som efterhånden er selvskrevet på Berlinalen.

I år vises den polske mesterinstruktørs film dog ikke i hovedkonkurrencen, men Charlatan tiltrækker sig alligevel stor opmærksomhed på markedet og altså ikke mindst i køerne ind til pressefilmvisningerne.

Agnieszka Holland har nemlig fyret op under sit navn ved at italesætte en virkelighedens charlatan direkte. Det handler om Roman Polanski, hvis situation Holland har taget i forsvar.

I de senere uger har Polanski været i vælten med sine tolv nomineringer til den franske César-pris. Den voldtægtsanklagede instruktør har bestemt ikke fået roser med på vejen fra omverdenen, og César-prisens ledelse er mere eller mindre gået i opløsning.

Flygtning alle steder
Men Agnieszka Holland har fået nok af de nye vinde i filmbranchen, fortæller hun i dagens udgave af Screen.

”Jeg ser en masse hykleri i Polanskis tilfælde. Alle institutionerne – som det amerikanske filmakademi eller det franske filmakademi – har vidst det her i mange, mange år. Alligevel blev han blev modtaget, distribueret og prisbelønnet,” siger Holland om sin instruktørkollega og tilføjer:

”Da den sociale stemning ændrede sig, blev den samme mand pludselig totalt afvist og en flygtning. Ikke kun i USA, men alle steder. Jeg tror, det handler om at rense disse institutioners beskidte samvittighed og vise en slags moralsk renhed.”

I samme interview tilføjer den 71-årige polske instruktør i øvrigt, at hendes nye hovedrolle i Charlatan minder hende om Kevin Spacey – en anden mand, der har været igennem #MeToo-møllen.

Det bliver interessant at se, hvordan Agnieszka Holland bliver modtaget på torsdag i det politisk korrekte Berlinale-palads, når Charlatan skal vises frem.

Opfinder et nyt sprog
Mere morsomt var det at se et drama om en jøde, der klarer sig igennem Anden Verdenskrig ved at lyve.

I ukrainske Vadim Perelmans Persian Lessons bliver jøden reddet fra døden, fordi han påstår at kunne lære en tysk befalingsmand farsi.

Perelman, der har slingret rent filmisk siden gennembruddet House of Sand and Fog, har denne gang lavet en ligefrem film. Hovedpersonen må pludselig opfinde et helt nyt sprog, der lyder persisk. Det kommer der flere komiske situationer ud af, og faktisk er dette både filmens styrke og svaghed.

For ved at skrue op for humoren, træder det grusomme i baggrunden, og den balanceakt lykkes ikke i alle scener. Humoren gør det hele mere humant, men den er ofte så markant, at den skygger for det ubehagelige.

Alligevel både griner og røres man i filmens to timers spilletid.

Persian Lessons vises i et sideprogram, men den er allerede købt til dansk distribution, og det forstår man godt.