Dag 3: På filosofisk røvtur med Isabelle Huppert

Man skulle næsten tro, at de var hyret ind til lejligheden. I det pompøse, romerskinspirerede festivalpalads sidder de skråt til højre for mig.

Gøg og Gokke.

Altså ikke de oprindelige, for dertil ville lugten af lig nu nok være for markant. Men to anmeldere, der har fundet hinanden igennem hver deres bowlerhat og nu intenst diskuterer inden middagsvisningen på Things to Come.

”Where is she from? Sweden?” siger Gøg på gebrokkent engelsk og klør sig under bowlerhatten.

”No, no, no, France,” svarer Gokke lige så gebrokkent og lægger hatten i skødet.

”She should have bought another name then,” konstaterer Gøg og placerer sin hat på gulvet.

Vidunderlige Huppert
Når man hedder Mia Hansen-Løve, bliver man nok ofte spurgt, om man er fra Danmark (eller Sverige åbenbart). Filminstruktøren er imidlertid ganske fransk – også i sine fængende filmfortællinger.

Sidste år fik vi i de danske biografer Eden om 1990’er-clubbing, men hvor den film forsvandt lidt for meget ind i sig selv, så er Things to Come anderledes nærværende.

Isabelle Huppert spiller kvinden, der har alt – og så alligevel ikke rigtig så meget. Mand, job som filosofilærer og to børn. Ikke skønne børn, bare børn. Netop her ligger Hansen-Løves mesterskab. Hun har et noget anderledes blik på mennesket end de fleste.

Things to Come er fra start til slut en overlegent elegant film. Kameraet lister sig nærmest af sted efter den intellektuelle, ældre kvinde.

I Isabelle Hupperts figur er hver eneste scene smerteligt smuk. Fra allerførste skud fornemmer vi, at vi er på vej ud på en decideret røvtur med hende, og ved konstant at veksle imellem closeups og bevægelse i totalbilleder, leder Hansen-Løve ens tanker hen imod den franske nybølge.

Hupperts kvindefigur elsker at diskutere med sin mand samt en tidligere studerende (som hun er lidt varm på) og sin ofte ret ulidelige mor, men det er diskussioner, hvor filosofilæreren står på ryggen af filosoffer frem for at have en selvstændig holdning.

Hun handler ikke, hun tænker bare igennem andre.

Og det rørende i Things to Come er, hvordan Huppert og Hansen-Løve formår at smelte sammen om en fortælling, der virker ganske lille, men som konstant sender ens tanker på afveje. Særligt fordi instruktøren igen beviser, at hun kan noget med musik og billeder (ligesom i Eden), der er meget få filmskabere forundt.

Hvad er det for et samfund vi vil have? Hvordan behandler man sine forældre, hvis man er et filosoferende menneske? Og hvad med terrorisme? Hvordan ville Rousseau egentlig tackle sådan noget? Kan gamle tænkere overhovedet tilbyde os noget i dag?

Alle de spørgsmål stiller filmen, men den beder os tilskuere om, selv at finde svarene.

Flygtningekrisen banker på
Halvvejs igennem Things to Come bliver det hele nu lidt for filosofisk for Gokke. Hans hoved dumper ned i en rolig søvn. Fra mit sæde ser det ud, som om Gøg holder øjnene åbne gennem hele filmen, og sommetider er det umuligt ikke at skæve over til de to, fordi det lidt er som at sidde og se en film i filmen: Gøg og Gokke på røvtur med Isabelle Huppert.

Kvinden i Things to Come bliver nemlig ikke ved med at have det perfekte liv på overfladen, for stille og roligt opløses verden omkring hende. Men når man lever gennem filosoffer, ser man mon så dette som et nederlag eller en mulighed?

Det var et helt andet emne, der optog morgenens visning i festivalpaladset: dokumentaren Fire at Sea. Italienske Gianfranco Rosi har her taget et kamera med til øen Lampedusa, hvor mere end hundredetusinde flygtninge de senere år er ankommet for at drage videre ind i Europa.

Det, der gør Fire at Sea seværdig, er, at Rossi retter sit kamera imod de lokale på EU’s nok mest skaldede udørk af en ø. For dem er livet de senere år blevet markant anderledes.

Rosis film er et interessant indspark i den verserende flygtningedebat. Den formår nemlig på flot vis at forholde sig ganske usentimentalt til tingenes tilstand, men den er nu en smule hæmmet af, at instruktøren endnu engang har valgt at lave alting selv.

Ligesom hans tidligere, politisk indignerede dokumentarfilm Sacro GRA (2013) er Rosi nemlig både kamera- og lydmand, og selv om det er charmerende, så hæmmer det den større fortælling, hvor der simpelthen mangler nogle lag.

Møde med kansleren
Alle brancheblade og tyske aviser kan i dag fremvise, at George Clooney havde sit timelange møde med Angela Merkel forleden. De talte (sammen Clooneys politisk engagerede kone i øvrigt) om flygtningekrisen, og ifølge flere tyske medier lagde Clooney ikke fingre imellem med, hvad han mente om den manglende indsats i nærområderne.

Lidt senere gav skuespilleren så danske TV2’s seere sit syn på den meget omdiskuterede smykkelov – den bryder George sig ikke om.

Tilbage i Berlinalens hovedkonkurrence er der heller ikke meget at more sig over i det canadiske bidrag Boris Without Beatrice. Historien om en mand, der må tackle sin kones mærkværdige depression, er billedmæssig interessant, fordi ægteparrets forhold er filmet ganske lyst og med masser af kontrastarbejde, men manden forbliver nu alligevel ganske fersk.

Og da en fremmed midtvejs dukker op og tilbyder sin hjælp, stikker historien af sted i en retning, der nok godt kunne have brugt en manuskript-gennemskrivning eller to mere. Man bliver simpelthen aldrig grebet af Boris Without Beatrice.

Talenter og drømme
Ganske passende blev Berlinale Talents skudt i gang i dag, mens de fleste filmkritikere sad og så Mia Hansen-Løves Things to Come (Gokke sov i øvrigt helt til rulleteksterne).

Det er passende, fordi Talents på mange måder er en vidensudveksling imellem flere hundrede af Europas kommende filmmennesker.

Fra Danmark deltager i år blandt andet dokumentarist Vibeke Bryld (Godnathistorier fra ondskabens akse) og tidligere Ekko Shortlist-vinder Thomas Daneskov. Det skal blive interessant at se, om den europæiske interesse vil smitte af på deres kommende projekter.

Da Things to Come slutter i festivalpaladset, er det til et bragende bifald. Særligt Isabelle Hupperts navn fremkalder stor jubel, men også slutbilledet vil være ét, man husker, når Berlinalen anno 2016 er ovre.

Idet Gøg og Gokke trasker forbi mig på vej ud, er det med følgende ordveksling:

”En drøm af en film,” siger Gøg.

”Jeg tror, jeg skal se den igen,” nikker Gokke søvndrukkent.