På forkant med publikum

”En Steven Spielberg-film ligner en Steven Spielberg-film, og en Regner Grasten-film ligner en Regner Grasten-film. Og det har jeg det meget fint med.” Den danske filmproducent Regner Grasten er en bestemt herre. Han taler lige ud af posen – om det så er dogmefilm eller filmkritikere, så får de én på hattepulden. Han ved, hvad han selv er god til, og han har efterhånden en del at have sin selvsikkerhed og kompromisløse stil i.

Efter at have sat hus og hjem på spil adskillige gange i løbet af 1980’erne med lavkomiske flop som Elvis Hansen – en samfundshjælper og Bananen – skræl den før din nabo! fik Grasten en god idé: Med inspiration fra sine børn og sin egen forkærlighed for solide danske folkekomedier fra 1950’erne kastede han sig over Thøger Birkelands Krummerne-bøger og drejede den første af en lang række kassesucceser, der reddede ham fra ruin og efterhånden har gjort ham til den ukronede konge af den danske familiefilm.

Regner Grasten har med et fast greb om både de kreative og finansielle tømmer produceret yderligere to Krummerne-film, en Krummerne-julekalender for TV 2, Vildbassen og Sunes familie efter samme opskrift, ligesom han er manden bag Hans Scherfig-filmatiseringen Det forsømte forår og Kun en pige baseret på Lise Nørgaards erindringer. Hver gang er han konsekvent gået efter at få hele familien i biografen, og det lykkedes ham endda at få de unge med, da han med udgangspunkt i en af Dennis Jürgensens populære og komiske ungdomsbøger lavede hittet Kærlighed ved første hik og den endnu mere succesfulde efterfølger Anja & Viktor.

Og nu på et tidspunkt, hvor andre producenter har taget ham på ordet og sender genindspilninger af familiekomedien Min søsters børn i biografen, er Regner Grasten selv klar til at præsentere os for en ny, potentielt indbringende filmserie med Bertram & Co. efter Bjarne Reuters populære bøger. Samtidig arbejder han på en tredje film om Anja & Viktor, på en filmudgave af hans teatermusical Askepop – historien om Askepot fortalt med musik – og ikke mindst på Tabte generationer, en storstilet filmatisering af Christian Kampmanns fire romaner om den højborgerlige familie Gregersen, som over 20 år går i opløsning.

Målgruppetyranni
Så det er lidt af et mirakel, at den travle filmmand, klædt i cowboyjakke, shorts og gummisko, overhovedet har tid til at give interview og tale om sin måde at arbejde på, om familiefilm og de værdier, som alle hans film er et udtryk for.

– Det meste af det, du er i gang med lige nu, er familiefilm, måske på nær Kampmann-filmatiseringen!
Det bliver også en familiefilm, bare på sit eget niveau. Du kan sagtens gå ind og se en familiefilm og gå bort med smerte, så har du det at snakke om. Men målet er, at alle skal kunne se det.
– Hvad er det for en slags historier, du går efter at fortælle?
Jeg går 100 procent efter historier, som kan underholde hele familien, alle leddene i familien, lige fra den mindste til teenageren og til deres mor og far, og hvis tipoldemor kan komme ind med en rullator, så er det også helt fint. Det er den fedeste underholdning.
– Hvorfor?
Så har de alle sammen noget at snakke om. På mange måder var Titanic også en familiefilm, fordi der var hele familien af sted. Jeg betragter det som en fiasko, hvis jeg har lavet en film, hvor forældrene afleverer barnet i biografen og først kommer tilbage, når forestillingen er slut.
– Hvorfor synes du, at det er så vigtigt for familien at have noget at snakke om?
Kig dig omkring! I denne her fuldstændigt vanvittige, stressede, rent ud sagt pengefikserede-og-bange-for-at-miste-sit-job-tid er der ikke noget så fedt som at hygge sig sammen. Det er det bedste sociale bolværk, der findes.
– I den danske filmbranche bliver der talt meget om målgrupper...
Danskerne er målgruppefikserede, danskerne og dem, der styrer danske medier... Tænk sig at splitte fem millioner danskere op i segmenter, det er nok noget af det mest tåbelige, man kan gøre. Amerikanerne arbejder ikke i målgrupper, hvis der er en fed film, så går alle amerikanere ind og ser den. Danskerne har det sådan, at hvis de får at vide, at det ikke er en film for deres målgruppe, så går de måske ikke ind og ser den, selv om det er den bedste film, og de ville have haft det pragtfuldt. Vi lider virkelig under et målgruppetyranni, og det har jeg sat mig for at bekæmpe med arme og ben.
– Men man siger jo, at børn har brug for noget andet end deres forældre...
Det er noget af det dummeste, man overhovedet kan sige. Hvis du skal overleve, skal du i hvert fald ikke gå efter målgrupper, for dem er der så få af, at det er helt umuligt at tjene penge på. Så kan du lige så godt lukke.

Krummerne udfordrede publikum
– Er der en grænse for, hvor farligt, udfordrende og kontroversielt det må blive i dine film?
Det må i høj grad gerne være farligt, fordi du skal hele tiden flytte... publikum er noget af det mest begavede, der findes. Kritikerne er okay, men I bliver sat til vægs af publikum. De er de hårdeste kritikere, fordi de har fingeren på pulsen og altid er lidt foran os andre. I kritikere er gabende bagud altid. Efter at I har rakket Krummerne ned i ti år, så kommer Min søsters børn som wannabe-familiefilm, og så roser I den til skyerne, fordi nu er det endelig gået op for jer, at det er sådan noget, folk gider se. Der er publikum helt anderledes, de er meget mere modige. Det er derfor, vi laver Bertram & Co., for der flytter vi os langt fra Min søsters børn, og helt ærligt så aner jeg ikke, hvordan det kommer til at gå. Vi har taget nogle chancer, men fordelen ved Bjarne Reuters bøger er, at der er så meget galskab og farlighed i dem: den lille mand mod den store. Det passer perfekt til tiden, hvor folk vitterlig bliver undertrykt. Vi har taget nogle helt vilde chancer i den film for at kunne overraske publikum i forhold til, at de tror, at de skal ind og se Krummerne. Det bliver man nødt til nogen gange, og man kan risikere at ramme forkert. Men hvis du rammer rigtigt, så går den sky high.
– Kan du give mig et konkret eksempel på, hvordan du mener, at du med f.eks. Krummerne har udfordret publikum?
Krummerne udfordrede dem alle sammen, fordi der havde været alle de der frelste børnefilm, som I elskede, og som gik enormt godt på filmfestivaler, men der var ikke en kæft, som gad at se dem. Filminstituttet syntes, at det var noget af det mest vidunderlige at opdrage børn, og forældrene var ved at brække sig. Pludselig kommer vi og siger: ‘Fuck det, vi laver det som i de gode gamle 50’ere. Det er det, som I garanteret har længtes efter!’ Det viste sig at være rigtigt, men vi kunne jo godt have taget fejl. Det var stik mod trenden.

Skid på overmagten
Så den gang gik vi ind og overraskede med at sige, at vi tog de gode, gamle traditioner op igen. Det har så kørt i ti år, og det er gået godt. Nu har vi fornemmelsen af, at hvis vi laver det bare en gang til, så kan det gå hujende galt. Det gider publikum ikke. Der sker så meget for øjeblikket. Det brune punktum er blevet mainstream-Linie 3-underholdning. Banjos Likørstue, standup-traditionerne, Jackass på tv – noget, der har været undergrund begynder langsomt at komme op og blive mainstream. Og der skal vi være først på beatet.
– Men når vi taler om familiefilm og siger, at det gerne må være farligt, så er der vel stadig en grænse? Nej, det synes jeg ikke.
– De leger vel ikke ligefrem Jackass i Bertram & Co.?
Det kan man faktisk godt sige, at de gør. Man er nødt til hele tiden at udvikle det, fordi publikum har fuldt drøn på – de stopper ikke, og ligegyldigt hvad I kritikere og medierne siger, så er de ligeglade.
– Skal der ikke være nogle kanter – du tog personligt en chance med Krummerne, men udfordrede filmen publikum?
Ja, det gjorde den. Det er bare en anden form for oprørskant at fortælle: ‘Stol på jer selv, vær sammen, hyg jer, hav det rart, skid på alle de sortseere!’ Det er da en kant. Jeg gav dem lidt optimisme.
– Er det de værdier, som ligger i dine film?
Jeg tror på de menneskelige værdier med, at man skal holde sammen som familie, skide på overmagten og bevare troen på, at det skal nok gå.
– Og de værdier gælder ligegyldig hvilken genre, tid og format, du arbejder i?
Det er den basale oprørsværdi – det er det, alle kæmper for. I princippet vil mine film altid indeholde det. Eller også vil det være budskabet om at passe på ikke at miste de basale værdier. Det forsømte forår handlede jo meget om det.

Børn vil ikke se børnefilm
– Hvis man tager to film, som ligger på grænsen mellem børnefilm og familiefilm: Hvorfor gik Kærlighed ved første hik så godt i biografen, mens Mirakel ikke gik?
Jeg synes, at Mirakel er en fantastisk film. Den blev bare forkert markedsført, for det var faktisk en familiefilm, den havde alle de rigtige ingredienser. Jeg ville nok kunne have skruet markedsføringen bedre sammen, så den var blevet set af i hvert fald 400.000 mennesker.
– Hvad er det, man skal satse på i sin markedsføring?
Mirakel er en farlig titel. Vi arbejder meget med, hvordan vi skal markedsføre Bertram og Co. Hvis du sætter Bertram alene på plakaten i en sådan rigtig Home Alone-american-style, så ligner det en film for alle. Men det begynder hurtigt at ligne en børnefilm, det er virkelig en knivsæg. Mirakel lignede en børnefilm, og så står børnene af, for de vil ikke se børnefilm. Sådan er det i dag. Mirakel var også en forkert titel, selv om det er ’den rigtige titel’, fordi den har det religiøse over sig.
– Hvad adskiller børnefilmen og familiefilmen?
I børnefilmene mangler der et element, som forældrene kan identificere sig med. Busters verden er en familiefilm, men Albert er en børnefilm. Ole Lund Kirkegaard-filmatiseringer er børnefilm, og sådan er bøgerne jo også. Det er altid meget farligt, når man tager udgangspunkt i et småbørnsunivers som Ole Lund Kirkegaard. Astrid Lindgren er for hele familien, og Pippi Langstrømpe blev familiefilm, fordi forældrene kunne identificere sig med figuren Pippi som en oprører – igen har du oprøret. Der er ikke meget oprør i Ole Lund Kirkegaards bøger, de er for socialrealistiske, trods alt.
– Mange af dine film har en lidt tidløs 50’er-stemning over sig. Hvorfor?
Det er meget afgørende, at de har tidløse kvaliteter. Jeg kan godt lide retro-værdierne. Jeg kan godt lide feel good. Tabte generationer bliver en virkelig barsk film, men budskabet skal være: ‘Lad nu være med at dumme jer igen!’ Men det vil aldrig være politisk på den måde, det er mere indefra.
– Ungdomsfilm, Anja & Viktor...
...det blev jo aldrig en ungdomsfilm, men en familiefilm, og det var overraskende. Vores publikum går fra fem år og op til 80 år – det er alle mellem himmel og jord.
– Er det nyttesløst at snakke om ungdomsfilm og børnefilm?
Familiefilm er et bedre udtryk. Vi ville aldrig bruge ungdomsfilm eller børnefilm, for så isolerer man sit publikum. Familiefilm er en meget god betegnelse, for hvis vi siger, at det er en familiefilm, så føler familierne sig trygge.
– De ved, hvad de får...
Og så er det, at vi skal overraske dem!

Vi er en jordnær nation
– En ungdomsfilm som Vil du se min smukke navle handler om den første kæreste eller den første gang – der er lidt af det samme i Anja & Viktor, men hvor langt kan man gå inden for familiefilmens rammer?
Lige så langt, man vil – det er forældrenes problem. De fik mange sjove spørgsmål fra deres seks-syv-årige på grund af Kærlighed ved første hik. Men det sjove er jo, at børnene elskede Anja & Viktor, som jo faktisk er endnu mere voksen. Det er, fordi de er begyndt at kende personerne nu – de vokser med dem. Nu laver vi tre’eren, og der er personerne endnu ældre. Det er publikum, der faktisk styrer os derhen, hvor vi ender nu, og det har jeg det meget fint med.
– Men det vil vel være selvmord for dig at vise en hed elskovsscene i en familiefilm?
Jamen, det er der heller ingen grund til – det ville falde uden for filmens univers og høre til andre steder. Du har jo heller ikke en skudduel i en seriøs dramafilm. Dramatisk passer det ikke.
– Klatretøsen er en genrefilm...
...den er farlig, fordi den stopper ved de der 200.000-220.000 mennesker – en skidegod film, men den er hurtigt glemt. Den har ikke noget retro over sig, den er for moderne. I virkeligheden er Matador nok et eksempel på det bedste familiekoncept, der nogen sinde er lavet i Danmark.
– Men Klatretøsen giver vel også de unge noget af det, som de gerne vil have og ellers henter i amerikanske actionfilm og tv-serier?
Jeg var overrasket over, hvor godt den gik, og det er jo, fordi den også har de værdier. Jeg ville aldrig turde lave sådan en film selv, fordi den ikke ville blive en langtidsholdbar film.
– Hvordan har du det ellers med genrefilm?
Genrefilm er farlige, når vi bevæger os ud over komedien og dramaet. Action og gys og sådan noget er livsfarligt i Danmark, fordi det i bund og grund ikke interesserer ret mange mennesker. Jeg var helt vild med The Others, men af en eller anden grund fik den ikke fat i det danske publikum. Vi er nok mere jordnære som nation.

Dogme er et fupnummer
– Hvis vi er en jordnær nation, er det så ikke logisk, at Regner Grasten er den ene side af mønten og Dogme og de nyrealistiske film den anden? Dogme er et fupnummer, det ved Gud og hvermand. Det var, fordi de ingen penge havde, og så fandt de på en fidus. Men den har intet tilført filmmediet.
– Dogme er vel ikke mere en fidus end en Regner Grasten-film?
Det ved Gud den er. Dogme slipper for at bruge filmens elementer, og spillerne står der som jubelidioter og kommer i deres eget tøj. Den danske skuespillerstand er måske ved at få øjnene op for det, men hold kæft, hvor er de rent ud sagt blevet tørret. Rent teknisk og med hensyn til forståelse for selve mediet er vi blevet sat ti år tilbage i Danmark på grund af Dogme-filmene. Og det er deprimerende. Som filmnation forsvinder vi fuldstændig. Hvis der ikke snart sker et eller andet, så dør vi, og jeg tror faktisk, at det bliver os, der kommer med Tabte generationer og vender det. Det må gerne være i stil med Traffic, men det skal være med respekt for filmmediet og de værktøjer, du har til din rådighed. Man skal ikke gå tilbage til sådan noget støvet noget, men vi vil lave den à la Cassavetes eller Soderbergh, en lidt rå stil. Så snart noget bliver trivielt, så står vi af. Vi prøver hele tiden at presse os derud. Men hvis vi ikke har publikum med, så er vi døde.