På jagt efter angstens kilde

Da fotografen Jakob Pagel Andersens kæreste blev gravid i slutningen af 2017, besluttede han sig for at lave optagelser til eftertiden med sin lavmælte jægerfar, som aldrig selv har været god til at dele sit liv.

Men da ungen kom, begyndte fotografens langvarige angstlidelse at blive intensiv. Frygten for, at sønnen skulle dø, hjemsøgte Jakob og udløste voldsomme anfald. Ti gange om natten måtte han sikre sig, at barnet var i live.

De småakavede interviews med fatter udviklede sig til et desperat forsøg på at lokke svar ud af ham. Hvor kommer lidelsen fra?

Efter fire års arbejde og hjælp fra den erfarne producer Jesper Jack blev optagelserne til den dystre, hjertevarme og meget personlige Wild Wounded Animals, som er nomineret til en Ekko Shortlist Award 2023 for bedste dokumentar.

”Jeg havde svært ved at være i virkeligheden, da min søn kom til verden, og jeg har altid været bange for, om folk ville tænke, jeg var skør, hvis jeg fortalte om mine tanker. Men det hele blev mindre farligt, da jeg udgav dem som en film,” fortæller den 34-årige instruktør.

I en scene fortæller Pagels søvnhungrende stemme om det første store angstanfald som 21-årig. Han kunne ikke tænke på andet end at springe ud fra lejligheden på anden sal.

”Den historie havde jeg kun fortalt min psykolog. Min kæreste anede ikke, at jeg havde selvmordstanker dengang. Men da jeg havde sagt det højt i min voice-over, gik jeg direkte hjem og fortalte hende det.”

Uhyggelige natoptagelser
Kameraet rykker helt ind i soveværelset, hvor uhyggelige natoptagelser viser Jakob Pagel Andersen liggende søvnløs ved siden at sin søn og kæreste.

– Har det ikke været hårdt for din kæreste, at filmen blev så privat?

”Nej, hun har været en stor støtte, og det er hendes skyld, at filmen er blevet færdig. Hun har altid gerne villet forstå, hvad der sker i mit hoved. Angst er meget svært at forklare. De poetiske lag i filmen er mit forsøg på at vise, hvordan angsten følesi stedet for at remse symptomer op.”

Fra soveværelset rykker nattekameraet ud i naturen. Gruen manifesterer sig som optagelser af alskens dyr, der kigger mod linsen, mens faretruende lyde buldrer løs.

Kameraet lander ved en uglemor, der efterlader sine unger med en død rotte som natmad. Mens mor er væk, dukker en ræv op og myrder samtlige unger.

Den korte sekvens føles gennemsyret af chokerende ondskab.

– Hvordan fik du fat i optagelsen?

”Jeg havde egentlig en ambition om at skyde alle vildoptagelser selv, og det gjorde jeg også næsten. Men dyr er utaknemmelige at arbejde med.”

”Da jeg faldt over det her ugleklip, som Dansk Ornitologisk Forening har lavet, gik det lige i hjertet på mig. Heldigvis fik jeg lov at bruge det. Det ser ud, præcis som det føles, når jeg har det allerværst.”

Ord og handlinger
Døde dyr og jagt er et tilbagevendende motiv i dokumentaren. Jakob Pagel Andersen fortæller om som barn at skulle aflive de sårede dyr på jagtture med far.

Da den fåmælte patriark dukker op i filmen, sidder han henslængt over sit havebord med jagthund, Albani Classic og riffel ved hånden og skyder efter en skydeskive med hjortemotiv.

– Målet med filmen var at finde kilden til angsten. Har du fundet den?

”Nej, det synes jeg ikke,” siger instruktøren ærligt.

”Min egen tese er, at det i en eller anden grad kommer fra mine forældre. Jeg kan se, at børn opfanger alle de usagte ting i et rum og kopierer dem.”

”Jeg har brugt meget tid på at være vred på dem. Men da jeg selv blev far, gik det op for mig, hvor meget de trods alt har været der for mig. Jeg kan acceptere dem meget mere nu.”

I filmen fortæller Jakob Pagel Andersen sin far, at han som lille ikke var sikker på, om den stille mand overhovedet kunne lide ham.

”Det har jeg ikke tænkt så meget over. Det er jo bare min facon,” lyder farens svar.

– Mange fædre ville nok føle sig udleveret. Var det svært at overtale din far til at være med?

”På ingen måde. Han har sagt ja til alting. Og da jeg så den første optagelse, gik det op for mig, at han var meget mere naturlig end mig. Fuldstændigt ligeglad med, at jeg pegede et kamera i hans retning,” svarer instruktøren.

”Jeg håbede, filmen kunne få ham til at tale mere åbent. Men i stedet for ord kom der en masse handlinger, som beviser, at han holder af mig.”

I filmens smukke slutning synger faren sammen med sit kirkekor en sang udvalgt af sønnen, som genert lytter med fra kirkebænken.

”Til premieren på Cph:Dox-festivalen sad han skråt over for mig og så den for første gang. Han var langt fra sin hjemmebane, men tydeligt glad og stolt. Bagefter vendte han sig om og kom med sin vurdering: ’Det var da meget fint, Jakob.’”

Jakob Pagel Andersen holder en pause.

”Mere havde jeg ikke brug for,” siger han så.

Ørne i Kirgisistan
Første gang Jakob Pagel Andersen trykkede ”optag”på en af sine egne film, stod han på en øde slette i Kirgisistan i Centralasien. Dengang handlede det også om jagt og døde dyr.

Han og studiekammeraten Alexander Jonassenfik 50.000 kroner af Danidas Verdensbilledelegat til at lave en kortfilm i et udviklingsland.

Resultatet blev Ørnejægerne, som ligger på Ekko Shortlist. Den handler om en far, der lærer sin søn at jage med ørne i Kirgisistan, imens han forsigtigt funderer over fremtiden og sin families overlevelse.

Siden har instruktøren i noget mere hjemlige omgivelser ladet sig drage af introverte provinsbeboere, der tøvende forholder sig til livets store spørgsmål.

Det gælder den bestilte produktion om hospicearbejdere, Stærk ryg, åbent hjerte, og den smukke Mod Lolland, hvor færgearbejderen Ricky fortæller om at have levet hele sit liv i forhadte Nakskov.

Barn af provinsen
Jakob Pagel Andersen har boet i Aarhus og København, men holder i dag til i Svendborg, få kilometer fra flækken Kirkeby, hvor han voksede op.

Her har han produktionsselskabet Baghaven Film sammen med Emil Næsby Hansen, som instruerede dokumentarsuccessen Skjold & Isabel.

”Jeg er barn af provinsen. Og jeg har altid syntes, at det introverte er mere spændende end det ekstroverte. Men jeg kan også godt lide de helt store følelser som i rævescenen. Det skal bare fortælles med en rolig hånd,” siger instruktøren med den samme søvnige stemme, som driver Wild Wounded Animals.

Angst er ikke noget, man slipper helt af med. Men siden optagelserne til filmen stoppede, har han fået det bedre. Han er blevet far til endnu et barn, og selv om han stadig tjekker livstegn om natten i ny og næ, er det ikke nær så ofte.

”Jeg arbejder på en helt ny film, der også handler om, hvordan virkeligheden opfattes med en angstlidelse. Men denne gang bliver det heldigvis ikke med mig i hovedrollen,” griner han.