På opdagelsesrejse i corona-helvede

En kaptajn venter på at komme i land ud for Australiens kyst. Hans navn er Kalyan, og han og besætningen glæder sig til at få fast jord under fødderne efter mange måneder til havs. 

Kalyan får vide, at de ikke må gå i land. En pandemi spreder sig, og Australiens havne og lufthavne er blevet lukket. 

Ingen må komme ind eller ud. 

Det var den 16. maj 2020, og nu har Kalyan delt sin corona-oplevelse med dokumentarist og instruktør af interaktive film, Suvi Andrea Helminen, der er født i Danmark og af finsk-amerikansk afstamning. 

Det er han ikke ene om. 

Flere hundrede personer har sendt Helminen hjemmeoptagelser af deres oplevelser under den første, verdensomspændende corona-nedlukning. 

Med disse har hun skabt den interaktive dokumentar Connections – No One Is an Island, hvor turen gennem videoerne afhænger af, hvilke følelser man får undervejs. 

Det var meningen, at Connections skulle have været en fysisk udstilling, men det har corona indtil videre sat en stopper for. I stedet kan man købe billet til dokumentaren, der bliver vist online på Cph:Dox fra i dag til 1. maj. 

Med følelserne som ror
Til at starte med udfylder hver deltager sit navn og sin nationalitet, samtidig med at man skal udvælge et fiktivt symbol, der gennem rejsen står ved siden af navnet og gør én letgenkendelig. 

Ved at holde mellemrumstasten nede kan vores små symboler, der sidder inde i hvide firkanter på en mørk baggrund, række ud til hinanden og således danne forbindelser. 

Når alle deltagere er forbundne, starter oplevelsen. Vi er fem journalister, der bliver en slags testpersoner for den interaktive film. 

En beroligende barnestemme fortæller os, at vores små firkanter skiller os ad. Men hvis vi lukker øjnene og trækker vejret, så kan vi forestille os, at vi er her sammen, og at vi hæver os over isolationen. 

Vi ser den første video om Kalyan. Bagefter skal vi skrive, hvilken følelse videoen giver os. 

Hvis flere deler det samme ord – eksempelvis ”isolation” – så hiver Connections en ny video frem fra sit enorme bibliotek, der matcher ordet ”isolation”. Deler ingen det samme ord, bliver holdet fodret en tilfældig video fra samlingen. 

Sådan fortsætter rejsen gennem den første corona-nedluknings tre faser: starten, midten og slutningen. 

Undervejs er Kalyan vores faste pejlemærke. Den 9. august er han endelig kommet i land hjemme i Borlänge i Sverige. I sin begejstring og forvirring køber han mere mad, end han overhovedet kan spise. Man kan mærke glæden over at være vendt hjem fra havet på egen krop. 

Vores hold bedømmer videoen med ordene ”readjusting”, ”abnormal”, ”joyful”, ”relief” og ”loopy”. 

Maskulin eller feminin
I sin udførsel minder Connections om Suvi Andrea Helminens tidligere interaktive dokumentar: Flux. Det kan stadigvæk opleves på Aarhus’ museum Køn, som tidligere hed Kvindemuseet. 

Begge interaktive dokumentarer tager udgangspunkt i videoer om virkelige mennesker, æstetikken er enkel, og de kræver, at brugeren reflekterer over oplevelsen. 

Flux, der handler om køn,lægger dog i højere grad op til selvrefleksion end Connections. 

Her skal man som deltager vurdere, hvor maskulin eller feminin man selv er. Efter at have hørt en transkønnet tatovørs fortælling om sin kønsidentitet skal man således bedømme hendes femininitet og maskulinitet – og sin egen til sammenligning. 

Det tvinger seeren til at reflektere over sin egen identitet på et dybere plan, end når man skal forholde sig følelsesmæssigt til en corona-video. 

Litterær forankring
Flux henter inspiration fra den legendariske sci-fi- og fantasyforfatter Ursula K. Le Guin. 

I bogen The Left Hand of Darkness fra 1969 dekonstruerer hun køn på en original og fremsynet måde. For på en fremmed planet har beboerne ikke et givet køn, som er betinget af sociale sammenhænge og månedlig fertilitet. 

Denne litterære forankring styrker Flux, der beder brugeren om at forestille sig en verden uden køn og således frit reflektere over sit eget forhold til begrebet. 

Man kan kun give Suvi Andrea Helminen ret i, at det er vigtigt at dokumentere corona-oplevelsen, mens den foregår. 

Men hun har sværere ved at tilføre en dybere mening i hver eneste af historierne, når man eksempelvis endnu engang skal høre en ung mor klage over, hvor hårdt det er at være hjemme sammen med børnene. 

Samværskaos
Med en interaktiv oplevelse, der involverer flere brugere ad gangen, er der altid en risiko for, at det kan gå galt. 

Tre ud af ni gange var der på vores hold ingen ord- og følelsesmæssige forbindelser. 

I et af tilfældene foretog to deltagere ellers henholdsvis ordene ”alone” og ”loneliness”. Som menneske er det nemt at forstå forbindelsen, men teknologien bag Connections kunne ikke se sammenhængen. 

Den interaktive oplevelse er således afhængig af teknologiens lune. 

Bagefter bliver holdet inviteret ind i et online-mødelokale, hvor man kan tale om oplevelsen. Det kan næsten kun gå galt. Og det gik det også, da en af os ikke kunne få lyden til at virke! 

Som interaktiv oplevelse vil Connections sandsynligvis klarere sig bedre som en fysisk udstilling, hvor hver deltager står ved sin egen computer med en firkant malet på gulvet rundt om sig.

25. april: Folkene bag Connections meddelelser, at man siden testkørslen har forbedret teknologien. Fejlen, hvor holdet tre gange ikke fandt følelsesmæssige forbindelser, er blevet rettet. Lydproblemer er også udjævnet.