Stort drama skaber tryghed

Ask Hasselbalch brød igennem som instruktør med Antboy-trilogien, hvis tre succesfulde film om en superheltedreng havde premiere i perioden 2013-2016.

Men nu er Hasselbalch draget videre til et nyt fantastisk univers. Han har instrueret filmatisering nummer to af Lene Kaaberbøls historie om Skammer-datteren Dina, Skammerens datter 2: Slangens gave, der går nu i danske biografer.

Filmen får godt med rosende ord med på vejen af Ekkos anmelder. Hun skriver, at universet er imponerende, og at der er blevet gjort mere plads til det menneskelige drama end i etteren, som Kenneth Kainz instruerede.

Dermed er Hasselbalch’ mission lykkedes.

”Udfordringen med filmen var at lave mit eget inden for et univers, der allerede var etableret i den første film. Jeg gider ikke gå ind og bare kopiere Kenneths arbejde. Han gjorde et sindssygt godt arbejde med at etablere universet, men jeg kunne godt tænke mig at fokusere på andre ting end bare universet og gå lidt i dybden med karaktererne,” siger Ask Hasselbalch.

”En af grundene til, at jeg valgte at lave filmen, er, at jeg fik lov til at gøre, hvad jeg havde lyst til med materialet. Min egen moral sætter grænsen for, hvor langt man kan gå. Så vi har taget udgangspunkt i karaktererne, men ændret en masse i forhold til bøgerne.”

”For eksempel er Salisborg et børnefængsel i bøgerne, men jeg gad ikke stå med alle de børn. Jeg ville gerne flytte mig lidt væk fra ungdomsuniverset i mine tidligere film og gøre det bare lidt mere voksent.”

Smalt er ikke unikt
Det voksne kommer til udtryk i Skammerens datter 2: Slangens gave ved, at Dina (Rebecca Emilie Sattrup) med de særlige kræfter møder sin far Sezuan (Dejan Cukic), der gerne vil lære hende sin sorte magi.

Hun bliver draget, men husker også sin mors formaninger, når hun sammen med Sezuan rejser ud for at redde sin bror Davin og den retmæssige arving til rigets trone, Nicodemus.

Siden Ask Hasselbalch i 2010 blev uddannet fra den alternative filmskole Super16 med Vilddyr, der kan ses på Ekko Shortlist, har han haft status som en filmgal genrenørd.

”Jeg er blevet ham genrefyren – der er jo mig, Nikolaj Arcel og måske Fenar (Ahmad, red.) – men for mig er genre bare en arena, hvor vi kan lade ting udspille sig. Det er en legeplads med nogle regler, som vi skal følge,” fortæller Ask Hasselbalch.

”Jeg er kendt for mainstream-film, og det er også dem, jeg opsøger, hvis jeg bare skal underholdes. Men jeg kan i bund og grund bare godt lide film, der har noget på hjerte. Jeg er ligeglad med, om det er indie, arthouse eller noget tredje, hvis bare der er en afsender, som har tænkt over det,” siger instruktøren.

”Men det er værre at se en dårlig kunstfilm end en dårlig mainstream-film. Jeg har det svært, når noget smalt bliver hyldet, selv om det ikke er spor originalt. De film, jeg laver, skal ikke nødvendigvis være originale. Men forhåbentlig kan man genkende sig selv og have en følelsesmæssig oplevelse.”

Ud af ungdommen
Ask Hasselbalch har for tiden sit navn stående på to fremtidige projekter, der har gode chancer for at blive til noget.

Dels står han som instruktør på Farvel til jorden – et projekt, som producenten Snowglobe tager til markedet på Berlin-festivalen for at skaffe finansiering til – og så er han også tilknyttet den tredje film i Skammerens datter-serien, der allerede har fået udviklingsstøtte på Filminstituttet.

Det går altså ganske fint for Hasselbalch. Men efter Antboy-filmene oplevede han også den hårde side af at være instruktør, hvor man arbejder fra det ene projekt til det næste.

”Jeg var i gang med et projekt, som var forholdsvis langt, men som kuldsejlede. Jeg kunne simpelthen ikke løse det og havde malet mig op i et hjørne med det,” fortæller Ask Hasselbalch.

”Da jeg blev tilbudt Skammerens datter 2: Slangens gave havde jeg faktisk planer om at forlade ungdomsuniverset og lave noget andet. Men efter at have sat mig ind i materialet og set den første film, fandt jeg ud af, at jeg kunne tilføre universet noget interessant, nemlig at komme i dybden med Dina-karakteren. Det er nemt at lade sig rive med af en stor CGI-søslange – det er jo fedt – men hvis man ikke kan identificere sig med hende, er alt det lige meget.”

Succesfuld maveplasker
Selv om han ikke direkte har været med til at skrive Skammerens datter 2: Slangens gave, har Ask Hasselbalch været med til at forme filmen.

”Når man kommer ind udefra, kan man jo lynhurtigt se, hvad problemerne er. Hvis man skaber noget fra bunden er man nogle gange for tæt på materialet,” fortæller instruktøren.

”Men alt, jeg laver, er mit eget. Man kan forhåbentlig se mig i filmen, hvis man har set de andre, som jeg har lavet. For mig er det ligegyldigt, om det er en original idé, eller om den er baseret på en bog, hvis jeg kan se mig selv og se, at det fungerer på det store lærred.”

Han kan dog godt blive lidt træt af folk, der spørger, hvornår han skal lave ”sit eget”.

”Min yndlingsinstruktør er Paul Verhoeven, og han skriver ikke manuskripterne til sine film. Spielberg har måske skrevet oplæg, men han sidder ikke og taster selv. Og det er slet ikke mig at skrive. Jeg er ret stærk på struktur og god til at opfinde, men jeg er nok lidt ordforskrækket,” siger instruktøren, som har fået blod på tanden i forhold til, hvad han kan.

”Den sjove udfordring var at instruere så stort et filmhold og vide, at det kan jeg godt. Jeg kan kaste mig ud i en maveplasker, men faktisk lande ret sikkert, fordi jeg har prøvet det før i mindre skala. Den her film har været den sjoveste at lave, fordi jeg følte mig tryg i kraft af størrelsen. Mange ville nok panikke over en dag med 200 mennesker og tre forskellige hold på filmen i gang samtidig, men jeg elskede det.”