På sporet af fortiden

Hvordan giver man fortidens spor en visuel hovedrolle i en moderne filmfortælling?

Det spørgsmål har været den helt store udfordring for Niels Arden Oplev under filmatiseringen af Stieg Larssons succes-krimi, Mænd der hader kvinder, som han netop har færdiggjort optagelserne til.

Romanen har nemlig fortidens synder som sit centrale omdrejningspunkt, og som enhver læser af romanen ved, fascinerer Mikael Blomkvists detektiviske efterforskning af mysteriet om Harriet Vangers forsvinden i 1966 gennem hele historien.

Ikke desto mindre var fortidsplanet ikke særlig højt prioriteret i det manuskript, Niels Arden Oplev i første omgang blev bedt om at instruere.

"Det indeholdt ikke en snus af den detaljerigdom, som jeg netop synes er det fede i Stieg Larssons bog. Og hvis ikke det informationslag fungerer, mister filmen sin dybde. Så nærmer vi os endnu en svensk standard-thriller, og det havde jeg ingen ambition om at lave," siger Niels Arden Oplev.

Derfor kasserede han hele det oprindelige manuskript og indledte i stedet et samarbejde med Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel. De to skrev et nyt manuskript, der er mere tro mod bogen - dog med de greb, som nu engang er nødvendige for at skrue en 600 siders murstensroman ned i en filmdramaturgisk form.

Memory flash
Med fortiden tilbage på handlingsplanet blev den store udfordring for Niels Arden Oplev og hans filmhold at udtænke, hvordan Blomkvists granskning af websites, fotos, koder, udklip og politirapporter fra en svunden tid kunne visualiseres og vægtes bedst muligt. Det gjaldt om at finde en balance, hvor fortidsplanet kom til at leve uden at tynge krimiens højdramatiske nutidsplan.

"I det oprindelige manuskript var nogle lange flashbacks, hvor man kom tilbage til Vanger-familiens årlige generalforsamling. Det var så kedeligt! Vi ville absolut ikke have spillescener med dialog, der havde karakter af forklaringer. I stedet har vi valgt at lave sådan nogle memory flash a la Minority Report, hvor vi i sekunder bliver ført tilbage til et andet sted. På den måde får vi gjort de grusomme mord, som er begået tidligere, mere levende," siger instruktøren.

I bogen følger læseren Blomkvists tanker under den ensomme jagt på sandheden i Hedestad. Det må nødvendigvis løses mere visuelt på film. Overvejelsen har hele tiden været: Hvad er der gode billeder i?

"Vores idé er at fokusere på vigtige detaljer ved at filme dem med en makro-optik, hvor skarphedsgrænsen er helt nede på et par centimeter. Med den kan ét ord fylde hele lærredet. Jeg er fascineret af, at der over hele lærredet står ’VANGER’, når Blomkvist googler den gamle industrimagnat. Det er også en måde at pege nogle ting ud på," fortæller Niels Arden Oplev, der har valgt at lade publikum se præcis, hvad Blomkvist ser, så man kan følge hans tankerække undervejs.

Afslørende foto
Makro-effekten bruges også til at lade publikum følge Blomkvists blik, når han knækker koden omkring Barnets Dag-optoget. Ultranært granskes Harriets ansigt, der vil fylde det meste af lærredet.

"Jeg tror, at folk har lyst til at pille brik for brik frem sammen med opdageren for at få puslespillet til at passe. Fotoet fra Barnets Dag er et godt eksempel. Blomkvist opdager pludselig, at Harriet på billedet skiller sig ud fra mængden, og så begynder hans pillearbejde med at indscanne gamle negativer fra Hedestads-kurerens arkiv," siger Niels Arden Oplev og viser scenen for Ekko.

Vi ser Blomkvist, mens han i computeren arbejder sig igennem negativerne, der bliver til en lille film. Han studerer, hvordan en glad Harriet ser på optoget, indtil hun pludselig drejer hovedet lidt og tilsyneladende får øje på noget, der gør hende så bange, at hun forlader stedet. Hvad kan det være?

Den lille film rejser nye spørgsmål, der bringer efterforskningen videre - og kan vel i øvrigt betragtes som Stieg Larssons pendant til Zapruder-filmen, der kastede nyt lys over attentatet på John F. Kennedy, eller som en filmhistorisk reference til den berømte scene i Antonionis Blowup fra 1966, hvor fotografen forstørrer et billede, som måske beviser, at et mord har fundet sted.

Gamle gerningssteder
Undervejs i efterforskningen får Blomkvist hjælp af hackeren Lisbeth Salander, og sammen kommer de på sporet af en familiehistorie langt mere grusom, end nogen kunne have forestillet sig. I den del af historien fjerner filmen sig en smule fra bogen for at få fortidsplanet til at fungere bedre visuelt.

"Vi har valgt at sende Salander og Blomkvist ud på det, vi kalder Sverigeresan. Vi synes, det var lidt kedeligt i bogen, at de fandt ud af alting på nettet. Det er mere filmisk at lade dem komme ud på de gamle gerningssteder og rode i tingene. Det øger også troværdigheden, for hvem skulle have lagt lokale politirapporter fra 1954 på nettet?"

Niels Arden Oplevs arbejde med Mænd der hader kvinder fortsætter nu i klipperummet, og her skal der laves et sidste greb, som kan løfte informationslaget visuelt.

"Jeg tænker meget i overtoninger og dobbelttoninger som en effekt, når strømme af informationer vælter ind over Blomkvist. Sammen med vores makro-billeder håber jeg, at det giver en visuelt fortættet stil, som fungerer godt filmisk. Men reelt ved jeg først, om det holder, når jeg ser det på klippebordet."

Niels Arden Oplev er helt bevidst om den risiko, der ligger i at skabe et univers, som så mange i Skandinavien allerede har lavet deres egne billeder af. Men den ambitiøse instruktør har tænkt sig at indfri forventningerne:

"Målet er da at lave en storfilm, der i den grad emmer af ondskab og indestængt aggression, og hvor man hele tiden har en fornemmelse af at være på vej mod det fatale."
Om den mission lykkes, kan ses i de nordiske biografer fra den 6. marts 2009.