På sporet af fremtiden

”Skæbneåret” er det år, der følger efter 9. klasses afgangseksamen i den danske folkeskole. Men det er også det dramatiske udgangspunkt for en ny dokumentarserie og -film om en stribe unge, der bor i de sydkøbenhavnske forstæder på S-togets linie A. Gennem et år – fra foråret 2002 – følger fire danske instruktører otte nøje udvalgte unge, der nu står ansigt til ansigt til ansigt med 10. klasse, efterskolen og gymnasiet. Projektet ender med en række udsendelser på dansk og svensk tv og med en tur i biografen.

Da instruktørerne stod på S-tog i foråret 2002, lå grundstrukturen klar. Inspireret af en norsk succeshistorie ville producent Thomas Heurlin, Koncern TV- og Filmproduktion, lave en ungdomsdokumentarserie med en afsluttende biograffilm. ”S-tog er en kulturoptimistisk fortælling om, at verden bliver et bedre sted, og at den danske ungdom har masser af ressourcer. Det er ungdoms-tv, hvor unge får mulighed for at se andre unge med de samme problemer og glæder som dem selv. Unge ser masser af tv, men det er alt sammen programmer for voksne. Der er ingen, som specialiserer sig i de unge, fordi tv-redaktionerne ikke mener, at de er den rigtige målgruppe for at få reklamepenge,” siger Thomas Heurlin, der synes, at vi behandler den danske ungdom med en blanding af mystik og formynderi: ”På den ene side tror vi, at de vil have en masse flimmer og flammer og hurtige klip på tv. Det forstår vi ikke. Og på den anden side har vi en forestilling om, at de ikke er færdigudviklede og derfor skal beskyttes mod alkohol og sex. Men det, de unge har brug for, er det samme, som vi alle sammen har brug for – nemlig de gode klassiske historier.”

Et mini-Danmark
Ideen til S-tog opstod under arbejdet med dokumentarserien om danske Wonderkids, hvor Thomas Heurlin blev opmærksom på, at Greve-området rummer masser af gode fortællinger om unge, som mødes omkring S-togsnettet. Greve er på mange måder et slags mini-Danmark, et destilleret samfund, der både rummer land og by, rig og fattig og mange forskellige kulturer.

Fire instruktører – Vibe Mogensen, Jesper Jack, Mette-Ann Schepelern og Anja Hauberg – har brugt foråret på research og er, i skrivende stund, i gang med selve optagelserne. ”Vi startede med firkantede karaktertype-castinger,” fortæller instruktøren Vibe Mogensen,” men i den endelige casting er vi gået efter de spændende personer mere end at få dækket de forskellige socialklasser ind. Den der med, at arbejderklassen er sådan og sådan, holder jo ikke, og derfor er vi endt med at fortælle vores historier i helt andre miljøer, end vi først havde forestillet os.”

Vibe Mogensens to karakterer er Ali, som går på efterskole, og Michelle, der lige er startet i gymnasiet. Ali er en vindertype, fortæller Vibe Mogensen. Han er god til at bokse, men hans far er bekymret over, om Ali har de forkerte venner. Ali forsøger at blive ”en god dansker” og samtidig bevare sit forhold til sin familie og til det sociale miljø, hvor han bor.

Michelle har musisk talent, er en enspænder og dog en helt almindelig pige. ”Hun er en interessant spejling. På den ene side er hun anderledes og har en stærk personlighed, fordi hun er selvbevidst. På den anden side har hun nogle helt almindelige problemer, som alle unge piger har – med kærlighed og drenge. Jeg holder meget af både Ali og Michelle. Jeg ved ikke med ham endnu, men jeg tror, at kærligheden bliver et af hendes store temaer,” siger Vibe Mogensen.

Gensidig respekt
Under arbejdet med S-tog har hun oplevet det multikulturelle ungdomsmiljø på godt og ondt. ”Danskere og indvandrere er sammen i skoler og klubber, de går til fester sammen, men de lever alligevel meget i hver deres gruppe. Nogle unge danskere er temmelig racistiske, ligesom nogle indvandrere er ret rå, men generelt har jeg oplevet en tolerance og forståelse mellem grupperne,” siger Vibe Mogensen og fortsætter:

”Man hører ofte, at der er mange kriminelle indvandrerdrenge i Hundige, og det er også en sandhed. Det er faktisk svært at vokse op derude som indvandrerdreng og så undgå at blive kriminel. Man skal virkelig være stærk. Der er store og ofte modstridende krav – fra familien og de arabiske miljøer, hvor man holder en social kontrol og selvjustits for at overleve. Heroverfor står kravet fra et moderne dansk skolesystem, hvor det i høj grad er op til én selv at lære noget,” siger Vibe Mogensen, der føler et stort ansvar for sine personer.

”Når man oplever den generøsitet, som disse mennesker viser ved at medvirke i projektet, må man også vise en gensidig respekt. Man må passe på dem. Jeg har f.eks. indgået en aftale med mine karakterer om, at de har final cut, selv om jeg selvfølgelig håber, at de ikke vil bruge den mulighed.”

Strenge og plot
Instruktørerne og holdet opdaterer hinanden om deres historier ved ugentlige redaktionsmøder – hvordan ser situationen ud for de forskellige hovedpersoner? Hvad skal de gå videre med? ”Det er en organisk proces,” forklarer Vibe Mogensen. ”Vi påvirker hinandens historier, og vi påvirker selvfølgelig også vores hovedpersoner. Det er ret svært at sige, hvad det er for nogle historier, vi ender med i sidste omgang.”

Men de fire instruktører påvirker også hinanden på andre måder. ”Hvis virkeligheden ikke passer ind i planen, og ens hovedperson pludselig bakker ud, eller man ikke kan få lov til at filme ham eller hende i en vigtig situation, så skal man hurtigt kunne finde en alternativ løsning. De andre instruktører stopper jo ikke deres optagelser. Var det bare mit eget projekt, kunne jeg lade det hvile i et par måneder, men her er jeg tvunget til at finde en løsning på, hvordan jeg kommer til at fortælle historierne om mine hovedpersoner. Det er en stor udfordring.”

Helt fra starten har den velrenommerede klipper Janus Billeskov Jansen været med på S-tog’et. Han fungerer som konsulent for indsamlingen af historierne, men det er også ham, der i sidste ende samler materialet til biograffilmen. Når instruktørerne stopper deres optagelser, starter processen med at finde frem til de endelige historier. Rent praktisk klipper hver instruktør en otte timer lang ”streng” – en historie med hver af deres hovedpersoner. Når alle otte strenge ligger klar, kigger redaktionen de 64 timers materiale igennem, og først herefter starter diskussionen om hvilke historier, der skal med i henholdsvis filmen og serien.

”Vi troede først, at vi kunne snakke om ’det dybeste plot’, og at det skulle være filmens hovedhistorie,” siger Thomas Heurlin. ”Men det holder ikke, og nu har vi bestemt, at selv om vi har favoritter, så beslutter vi først det endelige indhold, når hele materialet er i hus. Derfor går vi også efter, at alt, hvad der bliver optaget, skal kunne bruges i filmen.”

En stor udfordring
”Der er ikke noget dansk fortilfælde for den form. Derfor er jeg ret nysgerrig efter at se, om Janus i sidste ende kan flette de forskellige strenge overbevisende sammen,” siger Vibe Mogensen. ”Lige nu er han god til at holde os fast på vores historier. Han er øjet udefra og kan huske, hvor vi var sidst. Han er god til at stille de spørgsmål, vi selv glemmer at stille hinanden, fordi vi bevæger os i det samme miljø – om, hvad det er for en verden, de unge lever i, eller hvilken form for tv, de ser osv. Han er en kompetent fortæller.”

Der er et stort galleri af venner og familie omkring hovedpersonerne i S-tog. Bipersonerne bidrager til at beskrive hovedpersonen og give en dimension til de medvirkendes fortællinger. ”Det store persongalleri giver os mulighed for f.eks. at klippe fra Ali og hans otte søskende til et enebarn hos en dansk middelklasse. Dermed får man en fornemmelse af, hvor nuanceret livet er, det er i selve montagen, at vi bliver klogere.”