Cannekdote: På lokum med Bill Murray

Ofte møder jeg den opfattelse, at man som kritiker går rundt og hygger sig med de store stjerner i Cannes. Virkeligheden er desværre knap så spændende. Festivalen sørger omhyggeligt for, at filmfolkene og journalisterne er adskilt. Man lever i to forskellige verdener, som kun krydser hinanden ved to lejligheder, som er nøje iscenesat af festivalen.

Der er det store pressemøde, hvor filmholdet – instruktøren, skuespillerne, produceren og indimellem fotografen etc. – befinder sig på et podie bag et bord. Som journalist sidder man sammen med flere hundrede andre kolleger nede i salen og prøver at få lov til at stille et enkelt spørgsmål i den halve time, mødet varer.

Og så er der de såkaldte round tables, hvor man sammen med tre-seks kolleger sidder lidt mere intimt med filmstjernen. Men for at få adgang til disse interviews skal man ”nomineres” af den danske distributør eller den internationale (hvis der endnu ikke er en dansk).

Distributørerne ser nådesløst nøgternt på oplag og landets størrelse, så i de fleste tilfælde får et nichemagasin som Ekko en høflig afvisning: ”Fantastisk flot blad, men lige nu er der ikke noget. Hvis der kommer en plads, skal vi nok kontakte dig.”

Pr-personen nedfælder ens e-mail, man viser sin taknemmelighed, men inderst inde ved man godt, at man aldrig hører mere.

På bar med Fassbinder
Det var anderledes i de gode, gamle dage, fortæller ældre kolleger. Dengang var der ikke et fremmedgørende lag af pr-folk mellem stjernerne og journalisterne.

Kritikeren Ebbe Iversen har således fortalt, hvordan instruktøren Christian Braad Thomsen kom hen til ham på den hedengangne Blue Bar. Braad spurgte, om Iversen ikke havde lyst til at lave et interview med datidens store tyske instruktør, Rainer Werner Fassbinder. Naturligvis, svarede Iversen, hvortil Thomsen replicerede: ”Jamen, så kom med, han sidder derovre ved det andet bord.”

Efter adskillige år på festivalen havde jeg vænnet mig til, at attraktionen var at se film, ikke tale med stjerner. Derfor var jeg ved at tabe mund og polypper, da jeg for to år siden pludselig befinder mig på festivalens mindste og mest ydmyge toilet – seks kvadratmeter forbeholdt pressefolk – alene sammen med en af de allerstørste stjerner.

Jeg vasker hænder og bemærkede ud af øjenkrogen en ældre herre, der med ryggen til mig står og lader sit vand. Jeg genkender ham ikke, men den meget farverige, ternede jakke virker bekendt. Sad den ikke på skuldrene af Bill Murray under det netop overståede pressemøde for Moonrise Kingdom?

Grundig håndvask
Mens jeg foretager mit livs grundigste håndvask i håb om, at herren vil blive færdig med sit forehavende.

Endelig vender han sig om og kigger mig direkte ind i øjnene. Der er Bill Murray, ingen tvivl om det. Men hvad skal man sige, når man pludselig får mulighed for at tale med en af sine allerstørste helte?

Lost in Translation, Bill? Nej, det er plat. Hey, it’s Groundhog Day! Endnu værre. Who you gonna call? Ghooost …” Åh, for helvede, Claus, tænke, tænke, tænke …

”Tak for en meget fin film,” fremstammer jeg ubehjælpsomt på engelsk og prøver at virke naturlig, som om vi mødes jævnligt på dette toilet og udveksler meninger om alt mellem himmel og jord.

Måbende sikkerhedsvagter
Bill Murray griber gudskelov bolden og vil høre, hvordan festivalen har modtaget Moonrise Kingdom, som han medvirker i. Det udvikler sig til en hyggelig lokumspassiar. Sammen går vi ud og møder nogle måbende sikkerhedsvagter, der ikke ved, om de skal grine eller græde.

Lynhurtigt får de hanket op i deres superstjerne, der har brudt alle sikkerhedsregler med sit impulsive toiletbesøg. Nu ligner han med ét den livstrætte vejrvært Phil i Groundhog Day eller den endnu mere livstrætte skuespiller Bob Harris på vej til en ny, tåbelig reklamefilm i Lost in Translation.

Jeg vinker farvel til mit idol og kommer i tanke om det, jeg skulle have spurgt ham om: ”Bill, hvad hvisker du i Scarlett Johanssons øre til sidst?”